Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I en artikel i Ingeniøren nr. 47/84 referer V.J. Brøndegård nogle nyere synspunkter på Darwins evolutionsteori, som er særdeles interessante i relation til Martinus' analyser.

 

Den moderne evolutionsteori, neo-darwinismen, er som bekendt en materialistisk opfattelse af livets skabelse og udvikling, som ikke omfatter nogen guddommelig styrelse, men mener, at alene tilfældige, fysisk-kemiske processer har ført til dannelsen af livsformer, og at konkurrencen mellem disse har ladet de bedst egnede overleve. Jvf. det darwinistiske slogan "survival of the fittest". I sin artikel gengiver Brøndegård et interessant regnestykke, som klart afslører tilfældighedsteorien som absurd. Men før vi giver os i kast med det, bør vi yde gamle Darwin den retfærdighed at bemærke, at han ikke selv anså udvælgelsesprincippet for at være den fulde sandhed. Det er hans efterfølgere, som har ophøjet et enkelt aspekt af skabelsens principper til at være selve loven for skabelse.

Men tilbage til regnestykket. Først må vi gøre os klart, at betingelsen for selv den mindste organismes tilblivelse, f.eks. en encellet organisme som en bakterie, er at dens byggesten eksisterer, hvilket først og fremmest vil sige proteinmolekylet. Men det er i sig selv meget kompliceret, idet det består af en kæde af nogle hundreder aminosyrer. At aminosyrerne også er sammensatte dannelser, ser vi bort fra for at kunne starte et sted, og som det skal vise sig, så har vi råd til det! Vi kan også tillade os den flothed at nøjes med at regne med, at der kun er ét hundrede aminosyrer i et proteinmolekyle. Og det regnestykket nu ene og alene går ud på, er at vurdere sandsynligheden for, at et eneste proteinmolekyle i hele det samlede kendte univers ville kunne opstå uden "hjælp", men alene ved et tilfælde.

Når man taler om det emne og med stor overbevisning fremhæver, hvor heldig man skulle være, for at det kunne ske, henviser modstanderne altid til den umådelige tid og de umådelige stofmængder, som har været til rådighed. Derfor er vi naturligvis nødt til at tage den alder, universet for tiden menes at have (ca. 10 mia. år) i betragtning og alle de kloder, man tror findes i universet (ca. 10²⁶). Konfronteret med disse store tal kan idealisten måske nok blive lidt usikker i stemmen. Men lad os nu se, hvor galt det går.

Hvordan skal en sandsynlighedsberegning egentlig forstås? Ja, den kender vi bedst fra terningespil og tipning. Sandsynligheden for at slå en sekser er 1/6, fordi der er seks muligheder, der har samme sandsynlighed. Ved seks slag er det sandsynligt, at et af dem giver en sekser. Men det kunne selvfølgelig godt ske første gang, det er klart. Men jo flere slag, man slår, f.eks. 1000 gange, des mere vil sandsynlighedsprincippet komme til syne, og det vil vise sig, at antallet af seksere vil være meget nær 1000 : 6 = 166. Det er de mange begivenheder og de store mængder, der skaber statistikken, og det har vi brug for at være opmærksomme på i vort regnestykke, da der netop her er tale om eventyrlig store tal. Vi kan altså med god ret anvende matematiske sandsynligheder her. For fortsat at bruge terningespillet, der er så dejligt anskueligt, så drejer det sig om at stille to ting op overfor hinanden. For det første hvilken række præcise terningeslag, det gælder om at få, og for det andet: hvor mange terninger må vi bruge og hvor mange slag. Og husk: modstandernes påstand er, at hvis vi har slag nok, så kan det lade sig gøre at få den ønskede serie.

Der skal altså dannes ét proteinmolekyle af hundrede aminosyrer i en bestemt rækkefølge. Brøndegård sætter antallet af aminosyrer til 2o, selvom der er lidt flere, formodentlig fordi 20 er et nemt tal at regne med. Vi kunne forestille os aminosyrerne som små kugler i 20 forskellige farver, som er i uafladelig bevægelse mellem hinanden som i en kæmpemæssig cementblander. Lad os endvidere forestille os, at de alle er magnetiske og tiltrækker hinanden i samme grad uafhængig af deres farve.

Først terningerne, dvs aminosyrerne. Hvor mange er der? Brøndegård antager generøst, at der er lige så mange, som der er vandmolekyler i oceanerne, så er antallet i hvert fald ikke undervurderet, og det kan anslås til 10⁴⁶, (det er da godt, at potensregningen er opfundet!) Men vi skal også regne alle andre kloder med. Men her er vi nødt til at gætte. Man skønner, at der i det kendte univers er 10²² stjerner. Det rundes op til 10²⁵. Så antager vi, at hver stjerne gennemsnitligt har 10 jordlignende planeter. Antallet af planeter bliver så 10²⁶, og hvis de hver har 10⁴⁶ aminosyrer, bliver det ialt 10⁷² "kugler" eller "terninger". (Det er en behagelighed, at man kan nøjes med at lægge sammen, når man skal gange potenstal!). Nu fik vi altså talt terningerne (aminosyrerne). Hvor mange slag er der så til rådighed? Hvis vi siger, at der hvert sekund bliver slået hundrede slag for hver aminosyre, hvad der i heldigste fald kunne skabe lutter proteinmolekyler med hver hundrede aminosyrer i kæde, bliver antallet af slag pr. sek. 10⁷² gange 10² lig 10⁷⁴. Et år har knap 10⁸ sekunder. Det runder vi op til 10⁸ sekunder. 10⁷⁴ aminosyrer runder Brøndgård uvist af hvilken grund ned til 10⁷⁰. Pr. sek. bliver det 10⁷⁰ gange 10⁸ lig 10⁷⁸ slag. Men universet har jo ikke blot eksisteret i ét år, men i milliarder af år. Hvis man regner med 10 mia. år, som er den omtrentlige alder, astronomerne for tiden tilkender vort fysiske univers, skal vi yderligere gange med 10⁹ og får 10⁸⁷. Hvis "terningerne" hver eneste gang var faldet ønskeligt, så var antallet 10⁸⁷ altså tilstrækkeligt til at skabe lutter proteinmolekyler af alle aminosyrerne. Hvis der i stedet for tilfældigheder havde været tale om bevidste valg, havde det krævet samme antal beslutninger. Men nu går vi altså ud fra, at det kun er tilfældighederne, der råder, og så må vi henvise til den statistiske sandsynlighed, som vi begyndte med at regne ud. Da fandt vi, at der kræves 10¹³⁰ slag for at det er tilstrækkeligt til at få 100 aminosyrer på plads i ét proteinmolekyle. Læg mærke til beskedenheden. Vi er tilfredse med dannelsen af ét eneste proteinmolekyle, men har i regnestykket ofret 100 slag for hver af de 10⁷⁰ aminosyrer i hele det kendte fysiske univers hvert sekund i 10 milliarder år. Men der kræves altså 10¹³⁰ slag for at det heldige proteinmolekyle dannes. Med 10⁸⁷ bevidste valg ville 10²⁵ kloders oceaner være fyldt med proteinmolekyler, men overladt til tilfældigheder ville der ikke skabes ét. Forholdet mellem det krævede antal og det antal, som er til rådighed er 10¹³⁰ : 10⁸⁷ = 10⁴³ : 1. Sandsynligheden for at et enkelt proteinmolekyle skal dannes ved tilfældigheder er altså 1 : 10⁴³. Hvilket svimlende held der kræves, kan vi anskueliggøre ved at sammenligne Jordens oceaner med en kæmpemæssig lykkepose. Der er ca. 10⁴³ vandmolekyler i havene. Sandsynligheden vil derfor svare til chancen for med ét greb i havet med et mikroskopisk fingerbøl, der kun kan rumme ét molekyle, at indfange et bestemt vand molekyle, som kan befinde sig hvor som helst fra Polarhavet til Antarktis, i Atlanterhavet, Stillehavet, Det indiske Ocean, på 10 kilometers dybde i Marianergraven eller i et skumsprøjt ved Vesterhavskysten. – Og så er der endda kun tale om sandsynligheden for dannelsen af ét molekyle. Hvordan der yderligere skulle kunne dannes milliarder af molekyler, celler og organismer med stadig voksende kompleksitet alene ved tilfældigheder er aldeles uforståeligt!