Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I det meste af menneskehedens historie har man ladet sig nøje med mytologisk-religiøse forklaringer. De er karakteristiske ved at bestå af påståede særtilfælde, som ikke kan begrundes ved almengyldige love. De består i stedet af udtryk for ønsker og viljemanifestationer, som er selvforklarende. I myterne er livets skabelse og dets øvrige tildragelser virkninger af levende væseners vilje, f.eks. menneskers, engles, guders, men også dæmoners og djævles vilje. Denne forklaringsform er tilfredsstillende på et udviklingstrin, hvor menneskene også i deres daglige liv er præget af magisk tænkemåde, dvs. førvidenskabelige, overtroiske forestillinger om, hvorledes de kan påvirke deres omgivelser.

Den kirkelige kristendom, som har været det bærende livsfundament for Vestens mennesker i oldtiden og middelalderen, er i høj grad præget af magisk tankegang og benytter sig derfor også af det mytologiske forklaringsprincip. Således er dogmerne eksempler på påståede særtilfælde. Et af de mest centrale dogmer i kristemdommen er den påstand, at Kristus er Guds enbårne søn. Når der ikke er flere, som har den status at være enbåren, er der tale om et enestående tilfælde, og følgelig lader det sig ikke forklare ved almengyldige naturlove. Et andet eksempel er dogmet om Marias ubesmittede undfangelse og jomfrufødsel. Overfor påstande af denne karakter kan man som sagt ikke mobilisere forståelse, og der er derfor kun to mulige holdninger: at tro påstanden eller lade være. Og det stemmer jo godt med den af Kirken opsatte trosbekendelse for at være kristen og for at blive frelst.

Mennesker, for hvem denne tænkemåde er naturlig, føler ingen mangler ved den mytologiske forklaringsmetode. For dem er den logisk og dermed en dyd. De føler derimod, at en forklaring, der henviser til almene love ville være en Bortforklaring af det mirakuløse og guddommelige. Den ville undergrave begrundelsen for Guds eksistens og dermed være syndig.

I de forudgående århundreder har naturvidenskaben skridt for skridt tilbagevist påstande om særtilfælde i naturen ved at kunne påvise, at de i virkeligheden var udslag af almengældende love. Lad os drage to eksempler frem: langt op i sidste århundrede var det en almindelig opfattelse, at utøj som lus og lopper opstod af snavs eller af sig selv. Endog i fysiologiske lærebøger kunne man læse om denne opfattelse. I Burdachs fysiologi fra 1826 står der følgende: "Ethvert normalt barn får lus selv ved den renligste behandling og ved pleje af personer, der ikke har utøj. Fuldkommen mangel på utøj i barndommen tyder på sygelighed. Ved skrofuløs sygelighed tager det overhånd. Hos voksne synes det undertiden at opstå ved urenlighed uden overførsel." Omkring 1850 skabte biologen Rudolph Virchov slagordet og synspunktet "Omnis cellula e cellula", dvs. den opfattelse, at enhver celle må komme fra en anden. Denne overbevisning, at der i naturen ikke er noget særtilfælde, men at alle fænomener følger samme regler blev bekræftet af Louis Pasteur ca. 10 år senere. Han beviste med sine konsekvente sterilisationsforsøg, at ingen kendte mikroorganismer kan opstå ved selvdannelse.

Et andet eksempel er den organiske forbrændingsproces, der producerer legemsvarme. Også den troede man langt op i 1800-tallet var et særtilfælde, der skyldtes en kraft, der var særegen for livet og ånden. Men i 1883 kunne den tyske fysiolog Max Rubner påvise, at også legemsvarmen skyldes en forbrændingsproces, der følger de samme kemiske love som enhver forbrænding, dvs. at der er tale om en kemisk forbindelse mellem kulstof og ilt, hvorved der udvikles varme. For den organiske forbrændings vedkommende sker denne proces på et mikroskopisk plan i cellerne.

Kort sagt har naturvidenskaben haft stor succes med sin forklaringsmåde. Den har på praktisk talt alle områder i naturen og i universet fundet ensartede processer, der lader sig beskrive ved et forholdsvis lille antal naturlove. Disse loves konsistens bygger til syvende og sidste på årsagslovens ukrænkelighed, dvs. at ethvert stof altid reagerer på samme måde i de samme forbindelser, og at stofkombinationer ligeledes følger årsagsloven. I dette synspunkt er naturvidenskaben på linje med Martinus. I Livets Bog II, stk. 298 skriver Martinus således:

"Idet ethvert stof således har sin særlige reaktionsevne, bliver denne reaktionsevne uomstødeligt dets mission. Det løser en bestemt opgave i det samspil af energier eller kræfter, der udgør hele universet med dets særlige struktur og formning, dets karakter og virkemåde. Hver eneste detaille i dette, ligegyldigt om det er mikrokosmos eller makrokosmos, udgør et absolut uomstødeligt produkt af den hårfine præcision, hvormed stofferne adlyder denne førnævnte lov, som derved i sig selv er fundamentet for al tilværelse, er selve livets grundlov.

Lad os se på eksempler, der viser, at naturvidenskaben tager fejl, når den tror, at naturlovene alene kan skabe livsformerne. Det ene er hentet fra vore egne frembringelser. Lige meget hvilke produkter vi vil pege på: biler, fly, bygningsværker eller andet, så er de alle frembragt ved hjælp af naturlovene, men desuden under medvirken af viden. Tænk på, hvor mange spekulationer, eksperimenter, fejltagelser og erfaringer, der danner grundlag for f.eks. den moderne bil. Sammenligner man den gamle Ford-T model med det nyeste vidunder fra Fordfabrikkerne, så skyldes forbedringerne ikke, at naturlovene har forandret sig, men alene en forøget viden om naturlovene og dermed en forbedret evne til at bruge dem. Disse erfaringer viser os helt entydigt, at naturlovene ikke af sig selv kan skabe noget konstruktivt.

Men naturen er også selv så viseligt indrettet, at den giver os et eksempel, der viser det samme. Det drejer sig om de organiske væseners opløsningsfase. Når en organisme har kulmineret og derefter ældes, nedbrydes den langsomt. Dens organer går gradvis i opløsning, og ved dødens indtræden forlader stofferne definitivt deres pladser i strukturen og går hver til sit. De går over i naturens kredsløb og bliver disponible for nye skabelsesprocesser. Det sker ikke i den forudgående opbygningsfase, barndommen og ungdommen. I begge faser er organismen udsat for "tilfældige", ikke tilsigtede nedbrydende påvirkninger fra omgivelserne. I opløsningsfasen får disse nedbrydene påvirkninger overtaget, hvilket ender med organismens død. Derfor må der i opbygningsfasen være en særdeles stærk skabende faktor, der kan gennemføre denne opbygning trods nedbrydende tendenser i omgivelserne. Naturlovene gør sig gældende i begge faser. I nedbrydningsfasen styres de i tiltagende grad af "tilfældige" påvirkninger, men hvad styrer naturlovene i opbygningsfasen? Ja, eftersom naturens levende organismer er langt mere fuldendte end menneskelige frembringelser, må det være en fremragende viden.

At analogien mellem menneskenes og naturens produkter er holdbar viser sig derved, at vore produkter har den samme nedbrydningsfase, når den aktive opbygning er tilendebragt. Så snart en bil forlader samlebåndet, begynder der en nedbrydning på grund af "tilfældige" ikke-tilsigtede påvirkninger fra omgivelserne. Vi kender allesammen kampen mod rusten! Denne gradvise nedbrydning ender ikke, før bilen en dag havner hos produkthandleren som skrot. Konklusionen er således, at når naturlovene ikke længere styres af konstruktiv viden, men utilsigtede nedslidende påvirkninger får overtaget, så ender naturens og kulturens produkter med henholdsvis at blive lig og skrot.

Hvordan kan man ud fra denne definition forklare de biologiske væseners tilblivelse? Naturlovene er som nævnt nødvendige, men ikke tilstrækkelige faktorer. Der kræves desuden viden.

Det levende væsen har to slags viden, en bevidst og en ubevidst. Den bevidste viden er af nyeste dato og er den, som har mindst omfang. Den repræsenteres af individets nuværende erfaringer. Det er ved hjælp af denne bevidste viden, vi mennesker skaber vore kulturprodukter. Men drejer det sig om vor organisme, så er det en anden sag. Dens skabelse kræver en viden, der ligger langt over vor nuværende intellektuelle kapacitet. Alligevel er det vor egen viden, som er dens baggrund, men her er der tale om en ubevidst viden, der er nedlagt i vor skabeevne som automatisk virkende talenter. Martinus kalder denne ubevidste, automatisk virkende viden for c-viden (i modsætning til den bevidste a-viden) og fortæller, at den er skabt for millioner af år siden i tidligere spiralkredsløb på et tidspunkt, da vor bevidste intellektualitet og skabeevne var på sit højeste. Takket være denne viden, som vi således har arvet fra os selv, har vi her på kloden helt automatisk kunnet skabe organisme efter organisme (reinkarnation) helt i overensstemmelse med naturlovene således, at vi ved hjælp af disse organismer gradvis påny kunne opbygge bevidst viden.

Denne korte oversigt viser, at kravet til forklaring på livsmysteriet har gennemløbet tre stadier. Den mytologisk-religiøse forklaring bygger på en følelsesholdning i forbindelse med en ubevidst, instinktiv viden. Den materialistisk-videnskabelige forklaring bygger overvejende på en intelligensholdning, men har alligevel afgørende logiske brist. Den kosmisk-videnskabelige forklaringsmåde er derimod baseret på balance mellem følelse og intelligens og er i stand til at give en forklaring, der forener livsfænomenernes fysiske og åndelige side.