Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/4 side 90
Nyt fra Instituttet
 
Fra december måned i det forløbne år er Rolf Elving blevet fuldtidsmedarbejder ved Instituttet. Opgaven er at sørge for opbygningen af hele Instituttets undervisning og dermed også for undervisningen i Centret i Klint.
Som det flere gange tidligere er nævnt, skal der efterhånden i Centret i Klint opbygges en helårsskole i Martinus kosmologi. Heri ligger der naturligvis meget store arbejdsopgaver, ikke alene med planlægning og programlægning, men også med koordinering af alle medvirkende kræfter og med selve gennemførelsen af undervisningen.
Arbejdet skal naturligt udføres inden for rammerne af den struktur for hele Instituttets arbejde, som efterhånden skal udarbejdes. Hertil har Martinus givet en række hovedretningslinier, som skal suppleres med de praktiske erfaringer, der vil blive indhøstet.
Rolf Elving har kendt kosmologien fra sin tidligste ungdom og blev gengem flere år undervist af Martinus personligt med henblik på senere opgaver inden for Instituttets undervisning. Efter Mogens Møllers død anmodede Martinus Rolf om at videreføre det mangeårige og store undervisningsarbejde der her var i gang. — Og på Rådets opfordring har Rolf nu påtaget sig ansvaret for hele Instituttets undervisning, — efter eget ønske foreløbig begrænset til en periode på tre år. — Vi ønsker ham til lykke med denne nye opgave. Som det tidligere er meddelt, blev Willy Kuijper sidste forår som afløser for Birte Gerner Larsson ligeledes fuldtidsmedarbejder ved Instituttet med den hovedopgave at sørge for vedligeholdelsen og driften af Centret i Klint. Det vil ikke alene sige at have ansvaret for selve det praktiske arbejde, men også for koordineringen af de kræfter, der deltager heri.
I mange år før dette tidspunkt har Willy deltaget i undervisningsarbejdet, og at han fortsat vil deltage heri er en selvfølge.
Som det kan forstås heraf, forestår der for Rolf og Willy ikke alene store arbejdsopgaver, men også store samarbejdsopgaver. De skal løses sammen med alle interesserede medarbejdere. Og hermed kan alle sider af skolevirksomheden i Klint blive opbygget inden for den skitserede struktur og i den ånd, der skal være et særkende for hele Instituttets virksomhed.
 
WEEKENDKURSUS I KLINT
19. – 20. maj
GUD – SOM KOSMISK VIRKELIGHED
ved Karin Brant Nielsen
Forståelsen af, at Gud er kærlighed og at Gud har en plan med det der sker for øjeblikket kan medføre, at livet i hverdagen ændres, og at man føler sig friere og mere levende.
Litteratur: Livets Bog VII
Priser: Undervisning kr. 100
Overnatning i én-pers. lejl. kr. 130
Overnatning i to-pers. lejl. kr. 100
Tilmelding slutter en uge inden kursets start og sker ved indbetaling af kursusafgift og logi på Instituttets gironr. 6429580. Herefter tilsendes programmet.
 
VEDLIGEHOLDELSESARBEJDET I KLINT FORÅRET 1984
Påsken ligger sent i år, det er palmesøndag d. 15. april, og denne uge, især fra skærtorsdag d. 19., forventer vi igen i år at mødes deroppe "i muntert lag, for med kraftige tag, at få Centret ud af sin vinterdvale."
Nej, dvale er forresten et forkert udtryk, – hi er nok bedre, for der har for første gang i Centrets historie været flere aktiviteter udover højsæsonens.
Definitionen på "dvale" eller vintersøvn er, at livsfunktionerne nedsættes til omgivelsernes. F.eks. er pindsvinets temperatur om vinteren ca. 7°, hjertet slår kun en snes gange i min. og der kan gå flere min. mellem hver vejrtrækning.
Derimod, at "gå i hi" betyder, at dyrene ikke sover nær så tungt. Legemstemperaturen nedsættes ikke under søvnen, og f.eks. egernet sover let og vågner jævnligt for at besøge sine fødedepoter.
Efterhånden som det åndelige klima i vore omgivelser bliver "varmere", vil vi da også, som forudset af Martinus, lægge både "dvale"- og "hi"-stadiet bag os og komme frem til en mere menneskelig, naturlig tilstand for Centret med aktiviteter hele året rundt.
Med hensyn til forårsarbejdet, så håber vi alle, nye og gamle, at ses deroppe til et nødvendigt og inspirerende samarbejde, som jo både er dit og mit ansvar.
For at have et lille overblik over, hvor mange vi bliver, så ring til Instituttet hvornår du kunne tænke dig at komme. Det gælder altså både påskearbejdet, hvor vi plejer at være et halvt hundrede, – men også på andre dage, ferier eller weekends er du meget velkommen.
Tlf. (01) 34 32 80 ma.-fr. 9-15.
Klint-gruppen/JM
 
UGEKURSER I KLINT
29. april – 4. maj
KREDSLØB OG SKÆBNE
ved Sören Grind og Willy Kuijper
Naturen og livets kredsløb. Kredsløbsprincippet findes overalt, i mikro-, mellem- og makrokosmos. Som man sår skal man høste. Loven for årsag og virkning. I nuet skaber vi vor fremtid. Hvordan skaber vi en lykkelig og fredelig skæbne.
13. – 18. maj
POLFORVANDLING OG ÆGTESKAB
ved Sigge Westerlund og Willy Kuijper.
Alle væsener har to seksuelle poler, den femine og den maskuline. Udviklingen fra énpolethed til dobbeltpolethed. Den modsatte pols udvikling bevirker, at interessen for ægteskabet aftager. Det ulykkelige ægteskabs zone. Alkærlighedens fremkomst.
Priser: Undervisning kr. 300
Overnatning i én-pers, lejl. kr. 500
Overnatning i to-pers, lejl. kr. 400
Tilmelding sker ved indbetaling af kursusafgift og logi på Instituttets gironr. 6 42 95 80. Herefter bliver programmet tilsendt.