Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Alkærligheden er en sympatitilstand, der er aldeles uselvisk. Den søger absolut ikke sit eget. Den er den absolutte, totale modsætning til krig, ufred og had. Den er også ganske anderledes end parringskærligheden, der afføder både skinsyge og jalousi, mord og drab, misundelse og hævnakter. Alkærligheden får sit ophav til hellere selv at lide, end at det vil, at andre skal lide. Det var også alkærligheden, der fik Kristus til på korset at tilgive sine bødler og til at bede til Gud om at opfylde denne hans bøn. Denne alkærlighed er altså mere eller mindre tilstede i ethvert fremskredent udviklet, men endnu ufærdigt jordmenneske. Hos nogle væsener er den meget langt fremskredent. Disse væsener vil ikke have noget med krig at gøre. De kan ikke dræbe hverken mennesker eller dyr. De spiser ikke animalsk føde. De er trofaste og kærlige imod mennesker og dyr, imod alt og alle. De er meget ydmyge og har ingen trang til berømmelse. De har ingen ærgerrighed. Det gode de gør, er noget ganske naturligt og hjerteligt hos dem. Det er ikke noget påtaget eller med henblik på at opnå kommende fordele eller for at sætte en kunstig kærlighedsglorie omkring dem selv. De ønsker absolut ikke at blive dyrket eller hædret for noget som helst. Det gode de gør, gør de udelukkende, fordi de elsker Gud og deres næste...