Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/11 side 211
Aktuel rubrik
 
Svend Åge Rossen:
Politiken 7/8 1982:
BØRN MED HALE
(Ny viden, ny teknik af Kaj Robert Svendsen)
 
Artikelen fortæller, at der med årtiers mellemrum fødes et barn med hale. Det er fornylig forekommet i USA, hvor et iøvrigt normalt barn blev født med en 5,5 cm lang hale, der var én cm ved roden og tilspidset mod enden. Den udgik fra et punkt halvanden cm til højre for ryggens midtlinje. Den var beklædt med normal hud og havde en blød, bindevævsagtig konsistens.
Det fremhæves imidlertid i artikelen, at der ikke var tale om en hale i samme forstand som hos dyrene, eftersom den ikke indeholdt knogler eller brusk eller havde forbindelse med rygsøjlen. Man antager, at der derimod er tale om en abnorm ændring af nogle arveanlæg, som også kan forekomme hos laboratoriemus, der undertiden fødes med knogleløse, unormale haler.
Der er dog stadier i fosterets udvikling, hvor det har en rigtig hale. Artiklen fortæller, at det er tilfældet i 6. uge, hvor det har en 14-15 mm lang hale med helt op til 12 hvirvelanlæg. Men i 7. og 8. uge forsvinder fosterets hale igen. Dette fænomen støtter Martinus forklaring på fosterperioden som en repetitionsproces, hvor individet kort repeterer dets egne fortidige livsperioder i dyreriget, (se Livets Bog II. stk. 424)
Der forekommer imidlertid noget paradoksalt i artikelen. Den hævder, at man har forladt den teori, at fosteret hastigt gennemløber alle evolutionens nedstamningsstadier, men at der i stedet er tale om, "at mennesket på en afsides plads i sin arvelige udrustning har bevaret "opskriften" på de bygningsmæssige elementer, haler laves af". Det er svært at se forskellen, især når denne "opskrift" faktisk giver sig udslag i dannelsen af en hale i fosterets 6.-8. leveuge!