Kosmos 1981/13-14 side 184
Den lyse sommernat er ikke noget ringe billede af Guds almagt og storhed. Den er intet mindre end Guddommens åbenlyse erklæring af, hvorledes en afsked mellem to væsener må være for at være i den højeste kontakt med fuldkommenheden, hvilket vil sige intellektualitetens eller kærlighedens love. Som solens eftermæle forvandler den mørke nat til et lysende drømmesyn, til et kærlighedsinspirerende eventyr, ja, til en fornemmelse af paradiset midt i mørkets regioner, således må en bortdragendes afsked til sine efterladte også være af en så lysende kærlighedsatmosfære, at den gør disse sidste væseners bevidsthedsmørke til en lysende sommernat. Dette gælder ikke mindst, når det er den store rejse, der går over i det hinsidige, hvor vor ånd skal funkle i andre egne, i andre sfærer og zoner, medens vor vinterkolde natside i form af et lig, en samling døde organer, et par brustne øjne ellers kun er det eneste, der vender ud mod vore venner på det fysiske plan.
(Citat fra "Blade af Guds billedbog", slutningen af kap. 11)
Tilbage til forfatterregister
Forrige