Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Spørgsmål: Martinus fremhæver, at livsoplevelsen former sig som en evigt skiftende udvikling og indvikling igennem højere og højere udviklingsspiraler. Skal udtrykket højere forstås således, at livsudfoldelsen i hver ny spiral kulminerer i en højere grad af visdom og skabelse end i den foregående spiral?

Svar: Hvert spiralkredsløb er en afsluttet helhed, som omfatter en kulminerende oplevelse af henholdsvis primitivitet, uvidenhed og mørke i spiralkredsløbets første halvdel og en kulminerende oplevelse af visdom, alkærlighed og lys i den anden halvdel. At disse tilstande er kulminerende vil sige, at de betegner den yderste grænse for, hvad der kan opleves inden for disse kontrasters område. Den visdom og kærlighed, man vil opleve, når man efter sin færdiggjorte udvikling i den fysiske verden har fået kosmisk bevidsthed, er total og kan ikke overtrumfes. Når man er uindskrænket alkærlig, kan man ikke opleve højere form for kærlighed, og når den visdom, man har adgang til, er identisk med livets højeste sandhed, er der ingen anden eller højere sandhed at nå. I hvert spiralkredsløb kan man således opleve de største åndelige højder og være en del af Guddommens primære bevidsthed. Alligevel er ingen spiralkredsløb nøjagtige gentagelser af hinanden, men indebærer rige variationsmuligheder med hensyn til deres detaljer og underordnede principper. Det får man også et tydeligt indtryk af, når man af Martinus hører, at de næste udviklingsspiraler finder sted i makrokosmisk målestok i skikkelse af himmellegemer som planeter, sole og mælkevejsystemer.

Ved nærmere eftertanke kan man indse, at det er en stor fordel for de levende væsener at kunne opleve kulminerende livsoplevelser i hvert spiralkredsløb. Hvis det nemlig ikke var tilfældet, måtte det nemlig betyde, at de levende væsener aldrig ville kunne komme til at opleve den højeste, guddommelige kærlighed. De ville altid kun være på vej imod denne oplevelse, og da livet er en evig realitet, ville de aldrig nå det sidste og højeste stadium. Sandhedserkendelsen og kærlighedsoplevelsen ville da inden for ethvert spiralkredsløbs område kun repræsentere en grad af disse tilstande, som blev forøget i de følgende spiralkredsløb uden nogensinde at kunne blive fuldkommen, fordi der ikke er noget sidste spiralkredsløb.

Da livet er evigt, har ethvert levende væsen allerede oplevet et uendeligt antal spiralkredsløb. Ethvert spiralkredsløb har derfor samme uendelige grundlag, og er derved i virkeligheden udviklingsmæssigt lige fremskredent. Når fremtidige spiralkredsløb alligevel undertiden betegnes som "højere", skyldes det perspektivprincippet, som skaber kontraster i al sanseoplevelse og får makrokosmos til at fremtræde i kæmpeformat og mikrokosmos i mikroformat, selvom alle størrelser – objektivt og kosmisk set – er lige store.