Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Mineralriget og planteriget, som er de første store tilværelsesplaner, der har udviklet sig på jorden, er ikke livets absolutte begyndelse, men er de levende væseners indgang til en ny fysisk udviklingsspiral. I umådelige tidsrum har de da levet i overjordiske, stråleformige verdener, hvor de har "spist" af "frugterne fra livets træ". I en permanent følelse af enhed med universets altomfattende Guddom har de levet i et uselvisk fællesskab med deres medvæsener under udfoldelse af kulminerende kunstnerisk og intellektuel skabelse. På basis af loven om kontrasters nødvendighed og loven for sult- og mættelse søger de nu et nyt spiralkredsløbs materielle verden for der at "æde af kundskabens træ", så deres livsoplevelsesevne kan blive fornyet. Som mineral kan de endnu ikke registrere den fysiske verdens detaljer, men som plante begynder de at kunne ane naturens store kraftpåvirkninger. Her begynder reinkarnationsprincippet at udvikle sig, – og det netop som en virkning af naturens påvirkninger. Kredsløbet mellem dag og nat påfører planterne en rytme i deres livsoplevelse, som er et forløberstadium til reinkarnation. Om dagen er livsbetingelserne gunstige, så planten stimuleres til vækst og udfoldelse af blade og blomster, medens nattens mørke og kulde hæmmer dets udfoldelse. Martinus: "Dets vågne fysiske dagsbevidsthed (anelsesevnen) bliver således forstærket om dagen og formindsket om natten. Denne form for reinkarnation eller livsrytme er ikke så fremtrædende, at den kan udgøre en total, fysisk bevidstløshed, hvilket vil sige: væsenets jeg's og overbevidstheds og underbevidstheds totale adskillelse fra planteorganismen, så denne dør. Livsoplevelsen bliver således her ikke afbrudt ved nattens hæmning, men kun svækket en del. Da plantens livsoplevelse som en modsætning hertil i dagens lys og varme bliver forstærket, bliver plantens livsoplevelse derved til en mellem forcering og hemning skiftende tilstand. Væsenet bliver her af naturen hvert døgn ført ind i en stærk oplevelsestilstand, der efterfølges af en svag oplevelsestilstand. Denne svage oplevelsestilstand betyder altså ikke den fysiske død, men udgør derimod kun den første form for den normale bevidstløshed, vi kalder "søvn". Vi ser i plantens af nattekulden frembragte sammenfoldelse af sine blomsterblade de første svage former for søvn. Denne plantens skiftende bevidsthedstilstand er reinkarnationen eller liv og død i sin første spæde begyndelse. Vi ser således her, hvorledes Gud igennem naturen giver det levende væsen evne til at våge og sove." (Livets Bog VI, stk. 1963). Evnen til at sove er således et talent, som er opbygget gradvist og systematisk ligesom ethvert andet talent, men for dette talent gælder, at det er naturen, eller Gud gennem naturen, som ved hjælp af dagens og nattens kredsløb har hjulpet plantevæsenerne til at opbygge denne betydningsfulde evne. Da plantevæsenet endnu er meget ubevidst om detaljerne i dets tilværelse og derfor ikke selv har intellektuelt overblik over en sådan form for talentskabelse, er det en strålende håndsrækning, at det næsten automatisk gennem naturens vekslende påvirkninger får dannet dette talent.

Søvntalentet er begyndelsen til reinkarnationsprincippet. I sig selv er søvn- og vågenkredsløbet ufuldstændigt, fordi det ikke tillader væsenet at opleve hverken den fysiske verden eller den åndelige verden fuldstændigt. Under søvnen er væsenet således ikke helt frigjort fra den fysiske organisme og har dermed heller ikke fuld bevægelsesfrihed på det åndelige plan, og i sin vågne tilstand kan planten kun opnå anelsesmæssige oplevelser fra naturens verden. For effektivt at "æde af kundskabens træ" må planten have større oplevelsesmæssig kontakt med den fysiske verden, og det kan kun ske ved hjælp af et kredsløb, som er mere drastisk end døgnkredsløbet. Vi ser da også, at naturen netop er i stand til at påvirke væsenet gennem et kraftigere kredsløb, nemlig årskredsløbet. Ligesom døgnet har også årets gang sine kontrastperioder, sommer og vinter, hvor livsbetingelserne positivt og negativt kommer til endnu kraftigere udfoldelse end i løbet af døgnet. På plantens første udviklingsstadier er vinterens mørke og kulde så ugunstig for den, at den "dør" dvs at plantevæsenets jeg og overbevidsthed trækker sig helt ud af plantelegemet og overgår til det åndelige plan. Det er på dette stadium, at havens, markens og skovens mange etårige planter befinder sig. For dem falder deres fysiske liv helt sammen med den fysiske sommer, medens deres oplevelsesevne om vinteren overføres til det overfysiske, åndelige plan. Denne planternes diskarnation fra den fysiske verden er i høj grad med til at give vinterhalvåret dets triste og nøgne udseende. Til gengæld er det deres reinkarnation i det følgende forår som giver naturen dens farve, liv og dufte. For de pågældende planter selv er der tale om et vigtigt stadium i udviklingen af deres reinkarnations talent. Gradvist vil de kunne udvikle større og større evner til at opleve den fysiske verden og desuden udvikle legemer, som kan overleve årskredsløbets vinter. Et skridt på vejen hertil ser vi i form af træerne, hvis løv visner og "dør" hvert efterår og "fødes" påny om foråret, medens grenene, stammen og rødderne kan overleve mange årskredsløb. Dette kalder Martinus partielreinkarnation hos plantevæsenet. (Livets Bog VI, stk. 1966-1968). Hos en del af plantevæsenet er reinkarnationen således endnu bundet af årets kredsløb (løvet), medens en anden del (grenene, stammen og rødderne) har udviklet et indre talent for reinkarnation, således at denne del uafhængig af det enkelte års årstider er i stand til at følge sin egen rytme. Martinus skriver: "Væsenet i denne del af reinkarnationsområdet i spiralkredsløbet udskifter organismer eller fødes og dør uafhængig af årskredsløbets somre og vintre. I disse væsener er der ligefrem efterhånden opstået et selvstændigt kredsløbsprincip med sine egne årstider, nemlig det vi kalder: barndommen, ungdommen, manddommen og alderdommen, hvilket igen henholdsvis svarer til årskredsløbets vinter, forår, sommer og efterår. I væsenet er der således af årtusinders påvirkning og udvikling i de ydre kredsløb affødt et talent for et indre organisk kredsløb, der altså regulerer og bestemmer væsenets fysiske fødsel og død uafhængig af de ydre kredsløbsmanifestationer." (Livets Bog VI, stk. 1970).

Hos dyr og mennesker er reinkarnationstalentet fuldt udviklet, idet organismeudskiftningen foregår helt automatisk og periodisk. Den er bundet til en rytmisk, organisk automatfunktion i væsenets overbevidsthed og fremtræder som et talent på lige fod med andre talenter, som også er resultat af mange gentagelser. Da et talent således er en frugt af utallige handlinger, som er rendyrkede inden for et bestemt område, fremtræder det altid som hensigtmæssigt og nyttigt for livsoplevelsen. Det gælder også reinkarnationstalentet. Som eksempler på dets nytte kan for det første nævnes, at det sætter det levende væsen i stand til at udvikle sig. Som allerede påpeget understreger Martinus, at individet kun kan få de nødvendige livserfaringer ved at arbejde med stoffets verden, fordi de fysiske materialer og de fysiske medvæsener gør modstand, hvis handlingerne er ulogiske. Vejen til visdom og dermed alkærlighed går uvægerligt gennem den materielle verden. Men reinkarnation gør det desuden muligt at tage sine livserfaringer med sig som talenter, karaktertræk og ikke mindst moralsk-etiske egenskaber til kommende inkarnationer. Hvis individet kun havde ét fysisk liv, måtte det standse sin udvikling i visdom og næstekærlighed på et mere eller mindre ufærdigt stadium, og dets legemlige udvikling ville ligeledes sætte punktum med den sygdomstilstand, som for de fleste mennesker i dag afslutter deres fysiske liv. Det er tydeligt, at ethvert menneskeliv kun er et stadium, et skridt på vejen mod en åndelig og fysisk fuldkommenhed, hvis opnåelse vil kræve mange liv. – Reinkarnationstalentet er også hensigtsmæssigt derved, at det lader individet få stærkt tiltrængte pauser i den åndelige verden mellem de fysiske liv. Det er en stor velsignelse, at det kan lade sig gøre i betragtning af, at dyr og mennesker skal passere udviklingsspiralens mørkefase og opleve kulminationen af modgang og lidelse i materiens verden. Væsenet skal her dø den kosmiske død, dvs tro sig ét med den døde materie, miste troen på et guddommeligt forsyn (jvf. den gudsfornægtende materialist) og kæmpe med sine medvæsener om livsgoderne ud fra den overtro, at enhver er sig selv nærmest. Men alligevel gør reinkarnationsprincippet det altså muligt, at væsenerne kan "hvile ud" mellem livene i åndelige sfærer, hvor der for hver væsentype eksisterer en paradiszone, hvor de pågældendes ønsker og idealer kan opleves i ubegrænset omfang, (se Martinus bog "Vejen til Paradis"). Endelig skal nævnes den fordel ved reinkarnation, at "tavlen viskes ren" for hvert nyt liv i den forstand, at man ikke dagsbevidst kan huske sine lidelser, sine fjender eller sine fejltrin fra tidligere liv. Når man tager i betragtning, at det enkelte menneske under sin samlede udvikling fra dyr til menneske begår mange uhyggelige handlinger, som kunne nage det på senere udviklingstrin, hvis det kunne huske dem, er det godt, at man med hensyn til bevidste erindringer begynder forfra hver gang. Oplevelserne og erfaringerne gør jo alligevel deres virkning ved automatisk at omforme individets karakteregenskaber. Et menneskes karakter, dets moral og væremåde er en ubevidst virkning af summen af samtlige positive og negative erfaringer fra tidligere liv. Via overbevidstheden, som eksisterer uafhængig af reinkarnationen, overføres de som talenter og anlæg, så der på den måde kommer kontinuitet i individets kæde af liv.

Selvom reinkarnation således er et nyttigt princip for de levende væsener, gør det sig kun gældende i en del af væsenernes evige tilværelse. Reinkarnation som livsfunktion er også underkastet kredsløb, dvs at den har en begyndelseszone, en kulminationszone og en afslutningszone. I udviklingsspiralens 6 riger: planteriget, dyreriget, det rigtige menneskerige, visdomsriget, den guddommelige verden og hukommelsesriget (hvortil mineralriget hører), gør reinkarnationen sig kun gældende i planteriget, dyreriget og i begyndelsen af det rigtige menneskerige, medens de tre øvrige riger, hvor skabelses- og oplevelsesevnen kulminerer, er rent åndelige verdener i stråleformig materie. Her er man totalt frigjort fra fysisk materie, fordi man har "spist af kundskabens træ" i spiralens materielle zoner og derved tilegnet sig den højeste viden om universets love og en fuldkommen næstekærlig væremåde. Reinkarnationsprincippets mission ligger derfor udelukkende i udviklingsspiralens materielle riger, og det er hér det gennemløber sit kredsløb. Vi har allerede set Martinus forklare reinkarnationens opståen og udvikling i planteriget på en enkel og forståelig måde, der viser, at reinkarnation er en del af naturens egne principper, skabt under indflydelse af døgnets og årets kredsløb. Reinkarnationens hovedstadium er imidlertid at finde i dyreriget, i hvis sidste afsnit det "jordiske menneske" befinder sig. Men hvilken rolle vil reinkarnationen spille i det næste rige, "det rigtige menneskerige", hvor menneskene har fået kosmisk bevidsthed eller Kristusbevidsthed? Ja, eftersom menneskene på dette høje stadium har overvundet materien og er ét med Guddommens alkærlighed, har fysiske oplevelser ikke længere den opdragende og forædlende betydning som tidligere. Reinkarnationen vil derfor også gradvist degenerere i dette rige for til sidst helt at ophæves. Martinus: "Men her er reinkarnationsprincippet også i forfald eller aftagende i samme grad, som den åndelige dagsbevidsthed trænger ind i den fysiske hjerne. Og væsenets inkarnation eller fremtræden i fysisk materie bliver mere og mere æterisk. Den fysiske organisme bliver efterhånden så gennemtrængt af åndelige materier, at reinkarnationen i denne tilstand foregår i vågen dagsbevidst viljestyring af væsenet selv. Det er denne form for reinkarnation, der allerede nu er under udvikling igennem de såkaldte materialisationsseancer. Væsenet vil således komme til at reinkarnere uden om de animalske eller pattedyriske fødsler, hvor kvinden føder sine børn med smerte. Denne reinkarnation bliver en guddommelig, vågen hjernebevidst oplevelse, hvor væsenet så at sige fødes voksent eller færdigt og skal ikke her gennemgå de drastiske repetitioner, som udløser sig i form af fostertilstanden i moders liv og den efterfølgende hjælpeløse tilstand i den fysiske verden, vi kalder barndommen. Dette er det rigtige menneskeriges store privilegium, at væsenet her på det fysiske plan får lov at opleve himmeriges rige eller kulminationen af lys på det materielle plan, ligesom det igennem dyreriget eller det dræbende princips regioner har oplevet kulminationen af mørket.... " (Livets Bog VI, stk. 1969).