Ældre Kosmos og Kontaktbreve

IV – styk 1363 og 1364

 

Efterhånden er jordmenneskene nu nået så langt frem, at meget af det, der i dag i form af deres, religion eller børnelærdom, doceres som det færdige i livet, i stigende grad mister popularitet og tiltro, idet man begynder at se, at det netop ikke kan være det færdige og dermed heller ikke kan være det fuldkomne. Er det ikke netop derfor, at man ikke tror på en "evig fortabelse" eller et "evigt helvede" for væsenerne? – Er det ikke af samme grund, at man ikke mere kan tro på sakramenterne som det endelige eller færdige i livet? – Er det ikke netop derfor, man forlader både dåb, konfirmation og folkekirke? – Begynder man ikke her at fornemme, at disse foreteelser absolut ikke kan være den endelige nøgle til "himmeriges rige"? – Begynder man ikke at forstå, at en guddom eller et forsyn, der fordrer sin enbårne søns korsfæstelse eller lemlæstelse til døde, for at han (guddommen) overhovedet skal tilgive sine fjender (synderne), ikke kan være det endelige eller færdige højdepunkt for etisk tænkning eller moralsk genialitet? – Er ikke mange jordmennesker af i dag i stand til at tilgive deres fjender uden netop at fordre andres skæbne blodbesudlet med mord, tortur og korsfæstelse? – Er ikke sådanne menneskers mentale indstilling udtryk for et mere færdigt resultat i skabelsen af moralsk fuldkommenhed eller retfærdighed end guddommens? – Var det ikke en højere eller fuldkomnere mental kunnen, der kom til syne i verdensgenløserens udtryk, da han bad om tilgivelse for sine bødler? – Fordrede han noget som helst væsens blodbesudling, tortur eller korsfæstelse for denne hans tilgivelse? – Var det ikke med hele sin sjæls kraft og styrke, at han udslyngede den kærlighedsåbenbaring, der lyste fra Golgathas kors ud over verden og ned igennem århundrederne: "Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre"? – Tror man, der her var noget ønske eller nogen bagtanke om hævn, forfølgelse og tortur over noget som helst væsen? – Men når der ikke lå noget ønske i den retning, var gudesønnen på korset jo langt større og kærligere end Guddommen. Men når korsfæstelsen således blev en åbenbaring af en mentalitet, der udstrålede langt større forståelse og kærlighed over "syndere" end Guddommen, blev korsfæstelsen på Golgatha i virkeligheden den gamle guddomsopfattelses undergang. Efter at et menneske i kød og blod havde åbenbaret sig med en mentalitet, der langt overstrålede den mentalitet, man ellers tidligere tillagde det højeste væsen eller Guddommen, var det klart, at den gamle guddoms opfattelse herefter måtte blive usikker, vaklende og døende. Man begyndte at forstå, at den evige Guddom måtte være mindst lige så kærlig og forstående som den på korset lysende gudesøn. Og en herpå baseret ny verdensepoke tog dermed sin begyndelse, men der måtte hengå næsten to årtusinder før verden begyndte at fatte, at den gamle hedenske, vrede og hævnende gud i virkeligheden døde på Golgathas kors, og at kristusmentaliteten herefter blev det i autoritet voksende verdensideal, blev åbenbaringen af den i naturens store skabelsesproces færdige mentalitet og dermed som Guds mentalitet forbilledet eller idealet for al fremtidig fuldkommengørelse af jordmenneskelig viljeføring, opfattelse og fremtræden.

Kristusmentaliteten er altså det samme som næstekærlighedens kulmination. Men næstekærlighedens kulmination er jo igen det samme som dette: udelukkende at leve for at tjene og ikke for at lade sig tjene, det er udelukkende for hellere at give end at tage, det er for hellere selv at ville dø, end at andre skal udsættes for den af almenheden endnu så frygtede foreteelse, det er udelukkende for at elske sin næste som sig selv. Vi har således her for os den nye verdensepokes højeste idealer eller de forskrifter, hvorefter den guddommelige skabelsesproces foregår omkring os i naturen. Det er således ikke noget ideal for jordmenneskene, fordi Kristus har åbenbaret det, men derimod udelukkende fordi, det viser sig at være selve livets mening og hensigt med menneskene. Kristusmentaliteten er altså målet. Den er det færdige resultat med hensyn til fuldkommen tænkning, viljeføring eller handlemåde. Tilsynekomsten af denne mentale tilstand viser os den mentale harmoni, fred og fjernelse af frygt for døden, som i dag er objektet for den moderne åndsforskers eller det intellektuelle jordmenneskes inderste længsel, lønligste begær eller attrå.