Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I England har abortsagen påny sat sindene i bevægelse, efter at to barnefostre på 23 uger efter abort ikke døde så hurtigt, som man regnede med. Begge aborter var kunstigt igangsat, fordi der var mistanke om, at fostrene var misdannede. Aborter plejer at dø under selve aborteringen eller få minutter efter, men i disse tilfælde overlevede det ene med to timer og det andet med halvandet døgn eller 36 timer. Lægerne lagde de små fostre til side efter indgrebet i den tro, at de hurtigt ville dø, og det var sygeplejersker, som blev opmærksom på, at de fortsat levede og derfor pakkede dem ind i tæpper og fik fat i en præst, så de kunne blive døbt.

Der har for ikke længe siden været en særdeles stærk debat om abortloven, og det er ikke mindst kvindesagsforkæmpere, som har krævet ret til fri abort. Der kan idag i særlige tilfælde tillades provokeret abort indtil fosteret er 12 uger, men i England indtil det er 28 uger. Når den omtalte episode i den grad har sat sindene i bevægelse, skyldes det formodentlig, at mennesker i almindelighed og ikke mindst de pågældende kvinder slet ikke har været bevidst i, hvad de i virkeligheden var med til. Da man normalt først stifter bekendtskab med barnet, når det er født, tror man ikke rigtigt, at der er tale om liv, mens det endnu er et foster. Man er uvidende om, at fosteret allerede få uger gammelt klart har karakter af et levende væsen og få måneder senere notorisk er et lille barn, der blot mangler den sidste fuldendelse for at blive fuldbårent. Læger og sygeplejersker, som foretager disse indgreb, er derimod direkte vidner til det afbrudte liv, og man forstår, hvorfor en del af disse opfatter det som mord og nægter at medvirke.

På trods af adskillige præventive metoder indtræder der hyppigt uønskede graviditeter, som medfører alvorlige samvittighedskonflikter. De seksuelle kræfter er stærke og følger ikke altid fornuftens regler. Desuden har de fleste en drøm om at få børn, som de kan være noget positivt for. Problemet er, at tidspunktet ikke altid er passende. Der kan være alvorlige hindringer som dårlig økonomi, en uddannelse, der skal gøres færdig, manglende lejlighed, skilsmisse, at partneren ikke vil giftes, så man står alene med problemerne, for stort arbejdspres, for høj alder o. lign. Ofte er der tale om en pinefuld afvejning for og imod abort, og ingen kan tillade sig at dømme andre for, hvad de har valgt. I mange tilfælde vælges abort ud fra det tilsyneladende fornuftsynspunkt, at barnet ikke vil være tjent med de forhold, man kan give det for øjeblikket. Man kan støtte dette synspunkt ved at henvise til mange tilfælde både her i landet og i udlandet, hvor børn forsømmes groft, fordi de vokser op under dårlige forhold. Men denne opfattelse har også en anden, stiltiende forudsætning, nemlig at et barn er noget, man "skaber".

Vurderer man sagen ud fra Martinus Åndsvidenskab og specielt ud fra reinkarnationsprincippet, træder abortproblemet frem i et andet perspektiv. Det viser sig da, at man ikke kan "skabe" et levende væsen, fordi det i kraft af sit "jeg" og sin "overbevidsthed" er en evig realitet. Mennesket er ligesom dyr og planter underkastet reinkarnationsprincippet, som medfører, at det skiftevis befinder sig i henholdsvis en åndelig, dvs en stråleformig tilværelsesform og i den fysiske legemsform, som vi kender. Dette kredsløb er ligeså naturligt som døgnets inddeling i en sovende og en vågen tilstand. Man kan derfor heller ikke dræbe et andet levende væsen i absolut forstand, hvilket må være en stor trøst for dem, der har følt sig nødsaget til at foretage abort såvel som for dem, der på anden måde har været med til at dræbe mennesker eller dyr. Derimod lægger man ved abortering hindringer i vejen for mennesker, som midlertidigt er færdige med den åndelige del af deres kredsløb og derfor ønsker at få en ny fysisk organisme. Totalt kan man naturligvis ikke hindre mennesker i at få en ny inkarnation, da der altid vil være mulighed for inkarnation andre steder. Men at blive tilbudt muligheden i en bestemt moderorganisme og få lejlighed til gennem uger eller måneder at udvikle et begyndende menneskelegeme og derefter brat få dette legeme destrueret, er en meget ubehagelig velkomst i den fysiske verden. Når et menneske fra det åndelige plan slår rod i et forældrepars sæd- og ægmateriale, er det besjælet af en ekstatisk længsel efter et nyt fysisk liv, og en pludselig afbrydelse bliver derfor en skuffende udsættelse af længslens opfyldelse.

Hertil kommer, at abortering forringer det pågældende væsens evne til at skabe en sund og levedygtig organisme. Martinus fortæller, at skabelsen af en ny fysisk organisme er en automatisk proces, som reguleres af den første grundenergi, "instinktenergien", i forbindelse med "overbevidstheden". Men alligevel er den meget energikrævende og henter sin kraft fra overbevidsthedens "talentkerner". Under fosterets udvikling foregår der derfor en gradvis kraftafladning af talentkernerne, selvom de naturligvis under normale omstændigheder har tilstrækkelig energi til organismens fulde udvikling. Efter en svangerskabsafbrydelse har talentkernerne allerede brugt noget af deres energi og har derfor mindre kraft til at udvikle en ny organisme. Et barn, der på denne måde har været abort en eller flere gange, vil derfor blive født med en svag konstitution dvs være et såkaldt "svageligt" barn og være mere udsat for sygdomme. Der er derfor alvorlige grunde til at undgå abortering. Man bør prøve at løse problemet positivt, og alene på grund af denne holdning vil der sandsynligvis vise sig en form for hjælp, som man ikke havde regnet med.

Frembringelse af abort har også en karmamæssig virkning, idet enhver handling efter sit princip vender tilbage til sit udgangspunkt. Det vil derfor være en naturlig konsekvens, at vedkommende selv bliver afbrudt i sin egen fosterudvikling i en kommende inkarnation. Manden og kvinden har naturligvis samme ansvar og samme skæbnerisiko i dette forhold.

Årsagen til de omtalte aborter i England var, at man havde mistanke om, at fostrene var misdannede. I den forbindelse kan det nævnes, at man ved at mikroskopere lidt fostervand kan konstatere, om barnet vil lide af den form for åndssvaghed, som kaldes mongolisme. Desuden har man forhåbninger om gennem en finere katalogisering af generne at kunne identificere flere, måske efterhånden alle medfødte lidelser. Umiddelbart forekommer det at være en meget human tankegang, at man vil beskytte mennesker mod invaliderende sygdomme ved at hindre dem i at blive født. Men tankegangen er fejlagtig, fordi den opfatter menneskelegemet og dermed livet som et teknisk-mekanisk anliggende. Man tror, at man kan skabe sundhed – og lykke – ved fysisk-kemiske metoder, og man tror, at det er de egentlige årsager til en række lidelser, man fjerner, hvis man eventuelt kunne ændre i genernes strukturer. Martinus Åndsvidenskab viser, at generne tværtimod er virkninger af bevidste funktioner: af den livsførelse, som mennesker har haft i tidligere inkarnationer. At hindre invalide og syge mennesker i at blive født løser derfor intet problem. Kun ved at få en ny organisme, selvom den ikke er rask, kan de ved optræning og sundere levevis skaffe sig gode talentkerner i overbevidstheden. Ved hjælp af dem kan de da skabe sundere organismer i kommende inkarnationer. Det er derfor en stor og beundringsværdig opgave, som visse mennesker påtager sig, når de f.eks som forældre ofrer mange år af deres liv for et handicappet, fosterskadet barn. Martinus viser her gennem sine analyser, at livets brændpunkt også i sådanne spørgsmål er dagliglivet, hvor mennesket skal lære at leve efter livets love, hvis fylde er næstekærlighed, og at det ligeledes er her, at man skal genoprette de skader, som er sket, hvad enten fejlen ligger i denne eller en tidligere inkarnation.