Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er karakteristisk for den materielt orienterede videnskab, som har udviklet sig indenfor de sidste 500 år, at den har interesseret sig stærkt for universets grænser. Dens udgangspunkt har været, at der fandtes grænser, simpelthen fordi det så sådan ud i den for sanserne tilgængelige omverden, – og videnskaben har jo netop taget sit udgangspunkt i den fysiske sanseiagttagelse. Alle de ting, mennesker har med at gøre i deres daglige liv har bestemte størrelser, som kan udtrykkes med endelige tal. Dette forhold har skabt den vanetænkning i den naturvidenskabelige forskning, at universet som sådan også har en endelig størrelse.

I de allerseneste år har det vist sig, at også atomets elementarpartikler: protonen og neutronen, som danner atomkernen, og elektronen, som befinder sig i baner omkring kernen, består af hundreder af andre forskellige partikler. Fysikeren Murray Gell-Mann har derfor fremsat den ide, at der må findes yderligere en supermikropartikel, der er fundamental byggesten for disse partikler, nemlig "quarken" (omtalt i Kosmos nr. 5, 1975). Det må understreges, at dens eksistens ikke er bekræftet, men at der kun er tale om en formodning. Det er imidlertid karakteristisk, at Gell-Mann og mange med ham fortsat tror på atombegrebet (a-tom – udelelig) og nu udnævner quarken til et nyt "atom". Der er således ikke noget nyt i denne tankegang. Det skelsættende er derimod, at en række andre videnskabsmænd, bl.a. Allen D. Allen, nu forkaster atombegrebet. Allen skriver således i en artikel i "Foundation of Physics": "Selvom quarken eksisterer, er der imidlertid ingen grund til at tro, at ikke også den kan deles i bestanddele ligesom enhver anden partikel i atomkernen. Derfor er der et antal fysikere, inclusiv forfatteren, som har taget en anden stilling til problemet at finde en grundlæggende stofenhed. Vi har besluttet, at den ikke eksisterer. Det viser sig trods alt, at hver gang vi tror vi har fundet den, er det alligevel ikke tilfældet."

I en kronik med titlen "Jorden er intet, hvis Universet er uendeligt" d. 29/5-76 kunne astronomen Ricard M. West give den sensationelle melding fra den nyeste forskning indenfor astronomien, at man nu anser universet for uendeligt. Det er en bemærkelsesværdig ny erkendelse inden for videnskaben, idet man hidtil har anset universet for at være endeligt. I sin sidste bog "Det ny verdensrum" fra 1974 skrev West således: "Den hidtil størst anlagte undersøgelse af universets struktur ved observation af galakser strakte sig fra 1963 – 1972 og blev udført af den amerikanske astronom Allan Sandhage og hans medarbejdere ved hjælp af 5-meter kikkerten på Mount Palomar. Resultaterne af denne undersøgelse foreligger nu i tryk. Den viser, stadig med nogen usikkerhed, men tydeligere end hidtil, at universet er endeligt, og at den øjeblikkelige udvidelse før eller senere vil blive afløst af en sammentrækning. Endvidere er universets alder bestemt til 11 milliarder år, i god overensstemmelse med alderen på de ældste stjerner i mælkevejsystemet". – I modsætning hertil kan West nu i nævnte kronik skrive: "Netop fordi vi er vant til, at alle ting er begrænsede i tid og rum, betegner det en epokegørende begivenhed af overvældende filosofisk og fysisk betydning, at de seneste astronomiske undersøgelser nu synes at vise – med langt større sikkerhed end tidligere – at vort univers er åbent og uendeligt, og at det vil fortsætte med at udvide sig i en uendelig tid fremover." – West antyder, at der er flere begrundelser for denne nye opfattelse, men nævner kun to. Det viser sig, at den hastighed hvormed stjernerne og galakserne fjerner sig ude i rummet ikke er blevet mindre, snarere større gennem milliarder af år. Universet, defineret som de med kikkerter observerbare galakser, er altså blevet større. – Den anden begrundelse er, at stoftætheden er for lille til at der kan finde en sammentrækning sted i det samlede univers. For at en sådan skal kunne finde sted mener man, at der skal være 3 brintatomer pr. kubikmeter, og der er ikke mere end en tiendedel heraf i Mælkevejens omegn. – Det forekommer mig, at disse begrundelser er meget svage. West nævner selv, at der er mange ukendte faktorer, som gør sig gældende i universet, f.eks., kan man ikke være sikker på, at tyngdekraften virker ens over store og små afstande. – Man kunne imidlertid have anvendt samme begrundelse som Allen i mikrofysiken, nemlig at bedre iagttagelsesmetoder stadig har udvidet universet. Først blev man klar over solsystemets uhyre størrelse, dernæst det enorme mælkevejsystem med ca. 100 milliarder stjerner som solen. I 1924 fandt Hubble den første galakse uden for Mælkevejen: Andromedatågen, og siden er man blevet klar over, at der er millionvis af andre mælkeveje (galakser) uden for vor egen. For øjeblikket ser det ud til, at man har nået grænsen for, hvad linseteleskoper kan trække ind, men med radioteleskoper kan man "høre" processer, som finder sted uden for linseteleskopernes synsfelt. Hvorfor drager man ikke heraf den konklusion, at universet er uendeligt? Med anvendelse af samme principielle argumentation som Allen anvender med hensyn til mikrokosmos, kan man her sige, at man ikke kan bevise, at der ikke er noget længere væk. Og når man ikke kan bevise det, og hidtil kun har oplevet en udvidelse af sin iagttagelsesradius, er universets uendelighed en rimelig teori. – Det er rigtigt, at astronomerne kommer til den samme konklusion, men det er på et mere spinkelt grundlag, og man fornemmer, at de ville være parat til at opfatte universet som endeligt, hvis de fik et måleresultat, som viste, at universet kunne begynde at trække sig sammen. De er med andre ord bundet af den fysiske iagttagelse på samme måde som atomisterne blandt mikroforskerne. Men selvom den iagttagelige del af universet en dag ville begynde at trække sig sammen, var dette ikke nogen tvingende grund til at tro, at universet er begrænset. Som Martinus har nævnt, kender vi systemer, som pulserer, f.eks., hjerte og lunger i vor egen organisme, uden at det er begrundet i, at der intet skulle være uden for disse systemer. På samme måde kan den del af universet, vi kan iagttage, være et pulserende system indeni et endnu større, usynligt univers. I Martinus' analyse er der som sagt ingen grænse for universets størrelse: det repræsenterer simpelthen den absolutte uendelighed. – Også uendelighedsbegrebet finder vi støtte for i matematikken, hvor det symboliseres med et liggende 8-tal. Da matematikken som sagt i sin rene form er udtryk for en universel logik, repræsenterer den en "ubevidst" viden om livets og universets faktiske dimensioner. Ligesom man ikke kan nævne et tal, uden at man kan lægge én til, således findes der ikke nogen yderste stjerne.

Richard West slutter sin kronik med at nævne, at teorien om det uendelige univers kræver en omstilling i verdensopfattelsen, der er lige så stor som dengang man skulle indstille sig på, at Jorden er en rund kugle, der svæver i universet. Dette er utvivlsomt rigtigt. Men samtidig fremhæver han, at når universet er uendeligt, så må Jorden betragtes – ikke blot som et fnug i universet – men som ingenting. Han mener altså, at overfor det uendeligt store må en begrænset størrelse karakteriseres som intet. Denne konklusion forekommer mig at være forkert. Konklusionen må være den betydeligt mere tilfredsstillende, at alt er lige stort såvel som, at enhver ting og ethvert væsen kan betragtes som universets centrum. Hvis universet var en meget stor, men dog begrænset størrelse, kunne man betegne alle ting inden for dens område som mere eller mindre store i forhold til universets størrelse, f.eks., som 1/20, 1/100 eller 1/1000 af denne endelige størrelse, og man ville få et endeligt tal. Når universet er uendeligt, bliver enhver brøkdel af universet imidlertid også uendelig. En brøkdel af et uendeligt tal er i sig selv uendeligt. Alle ting er altså – som Martinus fremhæver det – lige store, og deres størrelse er uendeligheden. Jorden er altså ikke et intet, og så sandelig heller ikke mennesket, men derimod uendeligt, og det er jo netop den erkendelse, som begynder at åbne sig for mikroforskerne, som antager, at der ikke er nogen mindste stofenhed.