Kosmos 1977/7 side 75
Sv. Å. Rossen
Træk fra Jesu inkarnation
Et fysisk og åndeligt mørke
Det er ikke nemt for det moderne velfærdsmenneske at forestille sig, hvor primitivt og barbarisk tilværelsen formede sig for mennesker på Jesu tid og i årtusinderne forud. Der var intet demokrati eller retsvæsen i vor forstand, men retten blev trådt under fode af den stærke og indflydelsesrige. Der var et kolossalt svælg mellem rige og fattige, som kunne tvinge den fattige, som ikke kunne sørge for sig og sine, til at tigge eller måske begå tyveri eller vold for at klare sig. For den syge var der intet hospitalsvæsen, de lidende måtte undvære smertestillende midler, og smittebærende syge som de spedalske blev isoleret på afsides steder uden håb om hjælp. Igennem tiderne har det israelske folk været undertvunget af mange krigerske folkeslag. Moses befriede det fra fangenskabet i Ægypten, men også siden blev de angrebet og forjaget fra deres hjem, og på Jesu tid var Palæstina besat af en voldsmagt, Romerriget. Det romerske regime repræsenterede en utrolig foragt for mennesket, hvad der bl.a. kom til udtryk ved, at deres naturlige arbejdskraft var slaver, som rekrutteredes fra underkuede fremmede folkeslag i rigets grænseegne. På øen Delos i det Ægæiske Hav, hvor de største slavemarkeder blev holdt, blev der på enkelte dage omsat op til 10.000 slaver. Mennesker blev således ligestillet med husdyr og deres værdi var identisk med deres brugsværdi. Også frie mennesker med ejendom eller erhverv sukkede under den fremmede magt, fordi de måtte bære en urimelig skattebyrde.
På denne baggrund er det naturligt, at jødernes inderste ønske var, at de måtte få en ny befrier, en Moses, der kunne føre dem ud af denne trældom og ydmygelse. Dette brændende ønske er bl.a. udtrykt i Esajas messiasforventninger: "Men engang skal der ikke længere være mørke i det land, hvor der nu er trængsel... Det folk, som vandrer i mørke, skal skue så stort et lys... Thi et barn er født os, en søn er os givet, på hans skuldre skal herredømmet hvile, og hans navn skal være underfuld rådgiver, vældig-Gud, evighedsfader, fredsfyrste". Det centrale i disse forventninger er ønsket om fred. Netop på grund af de mange lidelser, som man havde gennemgået, var der i manges sind opstået en afsky for vold, et behov for fredelig sameksistens og dermed modtagelighed for den nye kulturskabende impuls, som Jesus skulle komme til at repræsentere.
Jesu indvielse
Endnu mens Jesus voksede op, lød ekkoet af forventningerne om hans komme fra Johannes Døber, en asketisk og nidkær prædikant, som talte til folks samvittighed og søgte at omvende dem gennem en vanddåb i Jordan floden: "Efter mig kommer han, som er stærkere end mig, jeg er ikke værdig til at bøje mig ned og løse remmen på hans sko. Jeg har døbt jer med vand, men han skal døbe jer med Helligånd." Evangelierne beretter, at Jesus selv bliver døbt af Johannes, og det er sandsynligt, at han har været discipel i Johannes Døber kredsen, før han blev bevidst i sin mission. Netop Jesu vanddåb blev imidlertid det udløsende moment for den første åbning af Jesu medfødte guddomsbevidsthed i form af et "kosmisk glimt": "Og straks, da han steg op af vandet, så han himlene skilles ad, og han så ånden dale ned over sig som en due. Og der lød en røst fra himlene: Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag" (Mk 1,6-11). Ifølge Døbersektens traditioner skulle man faste efter dåben. Vi hører om, hvorledes Jesus blev ført ud i ørkenen af ånden i 40 dage og dér fristedes af djævelen. Djævelen skal næppe opfattes som nogen person men snarere som et princip, forstået på den måde, at Jesus endeligt og definitivt gjorde op med det onde. Det er særlig vigtigt i denne situation, fordi den magt, som følger med den nye åndelige bevidsthed, kræver skærpet ansvarsfølelse. Med ordene: "Mennesket lever ikke af brød alene" tager Jesus således afstand fra materielt begær, og da han præsenteres for alle jordens riger og får tilbudt magten over dem, men svarer: "Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene", tager han ligeledes afstand fra ethvert magtbegær. Men hvad var mon betydningen af den sidste fristelse. Jesus føres op på Helligdommens tinde og Djævelen sagde til ham: "Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned herfra, thi der står skrevet: Han skal give sine engle befaling om dig, at de skal vogte dig og de skal bære dig på hænder, for at du ikke skal støde din fod på nogen sten". Jesus undslår sig med ordene: "Du må ikke friste Herren din Gud". Hermed afviser Jesus formodentlig enhver fristelse til hvad man kunne kalde åndelig efterladenhed. Han vil altså ikke benytte sig af muligheden for at få særbehandling, men føler det som sin pligt i alle situationer selv at drage omsorg for sin sikkerhed og ikke misbruge hjælp fra Gud. Til gengæld er der ingen tvivl om, at han har følt sig sikker på enhver støtte fra sin himmelske fader, hvis han skulle komme i en situation, han ikke kunne klare selv.
Det er mig (Ani Hu)
I forskellige ikke-evangeliske fremstillinger af Jesu liv formoder man, at Jesus har været i Ægypten eller Østen og fået inspiration til den lære, han siden selv forkynder. Man henviser bl.a. til de mange stille år, indtil han bliver 30-35 år, hvor man intet hører til hans virksomhed. For Martinus er der ingen tvivl om, at Jesus ikke har fået sin viden noget sted på denne jord. Jesu visdom udspringer af hans egen adgang til det guddommelige visdomsocean. Det ville ikke være hensigtsmæssigt for et menneske med Jesu' psykisk færdige udviklingsstandpunkt at rejse til fjerne lande for at lære brudstykker af sandheden i en overleveret og derfor ofte fordrejet form. Jesus havde i følge Martinus en suveræn medfødt kosmisk bevidsthed, udviklet i fjerne fortidige inkarnationer, som i dette liv ville komme til udfoldelse gennem indre modning, når Jesus nåede den rette alder. Jesus havde ikke brug for nogen speciel oplæring på det fysiske plan, men blev i sin barndom og ungdom stimuleret tilstrækkeligt åndeligt i sit hjem, i den lokale synagoge og, hvad evangelierne tyder på, i Johannes Døber kredsen.
Den kosmiske bevidstheds totale gennembrud får vi beretning om i omtalen af forklarelsen på bjerget: "Seks dage derefter tager Jesus Peter og Jacob og hans broder Johannes med sig og fører dem op på et højt bjerg, hvor de er ene. Og han blev forvandlet for deres øjne. Hans åsyn strålede som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias viste sig for dem og samtalede med ham. Da tog Peter til orde og sagde til Jesus: "Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du synes, vil jeg bygge tre hytter her, en til dig og en til Moses og en til Elias. Endnu mens han talte, se da overskyggede en lysende sky ham, og se fra skyen lød der en røst, som sagde: Denne er min søn, den elskede, i ham har jeg velbehag, hør ham! (Mt. 17) Medens dåben i Jordan udløste et kosmisk glimt, som meldte om Jesu snarlige indvielse, er forklarelsen på bjerget i følge Martinus intet mindre end selve denne totale indvielse, som Martinus benævner "den store fødsel", hvorved den kosmiske bevidsthed kommer til verden og bliver en permanent egenskab ved Jesus. Også for disciplene har det været en enestående oplevelse grænsende til det frygtindgydende. Herefter kunne de ikke være i tvivl om Jesu guddommelighed. Det er værd at bemærke, at de så Jesus i selskab med Moses og Elias. Det fortæller noget om, at Jesus var led i en større mission, som strakte sig over fjerne tider, og hvori både Moses og Elias havde betydning. Det viser, at der er et samarbejde mellem menneskehedens store ledere og en samlet plan for menneskehedens udvikling.
I sit eget fædreland, Judæa, fandt Jesus ingen forståelse for sin mission og han var en tid tilbageholdende med at røbe den. Et af de første steder, hvor han talte rent ud, var overfor den sameritanske kvinde ved brønden. Sameritanerne var ikke rigtigt regnede blandt jøderne, og der var derfor her mindre risiko for ortodoks modstand. Da Jesus på sin gennemfart her standser for at bede en kvinde om vand, får han lejlighed til at tale med hende om religiøse spørgsmål. Hun siger: "Vore forfædre har tilbedt Gud på dette bjerg, og I siger, at Jerusalem er stedet, hvor man bør tilbede ham. Jesus siger: Tro mig kvinde, den tid kommer, hvor det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem, I skal tilbede Herren... Men den tid kommer, ja, er allerede inde, da de sande tilbedere skal tilbede faderen i ånd og sandhed, thi det er sådanne tilbedere, faderen søger. Gud er ånd, og de som tilbeder ham, bør tilbede i ånd og sandhed. Kvinden siger til ham: Jeg ved, at Messias kommer. Når han kommer, skal han forkynde os alt. Jesus siger til hende: Det er mig, jeg som taler med dig". I følge den tyske religionshistoriker Ethelbert Stauffer ("Jesus, hans liv og samtid i historisk belysning" oversat fra "Jesus, Gestalt und Geschichte") udtaler Jesus her nogle hellige ord "Ani Hu", som har en lang tradition i jødernes religiøse historie og hellige skrifter, hvor de kun bruges af Herren eller Jahve som prædikat for dennes egen identitet. Ingen almindelige mennesker turde tage disse ord i deres mund, og præsterne udtalte dem kun dæmpet ved visse højtidelige lejligheder, når de citerede de gamle skrifter. Traditionen går helt tilbage til Moses, der foran den brændende tornebusk spørger om Herrens navn: "Når jeg kommer til israelitterne og siger dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, hvad skal jeg så svare dem, hvis de spørger om hans navn? Gud svarede Moses: "Jeg er den, jeg er" (Ani Hu). Helt nøgent skulle Ani Hu betyde "jeg ham". Oversat til vort sprog bliver det nærmeste formodentlig "jeg er ham", og betydningen har vel været "jeg er ham, som er" underforstået den eneste Gud, som er. Stedet har sikkert haft betydning, fordi det var en del af Moses mission at lede israelitterne fra troen på flere guder til kun én altomfattende Gud (overgang fra polyteisme til monoteisme). Denne fortolkning passer i følge Stauffer godt til den gammelrabinske kommentar til anden Mosebog, hvor det hedder: "Den evige er den samme i fortiden og den samme i fremtiden, således som det hedder: Erkend nu, at jeg, jeg er (Ani, ani hu) og der er ingen Gud uden mig." Man kan her se ligheden med Martinus definition på Guddommen: "Et noget, som er", dvs "et noget" som er evigt og ubegrænset og derfor navnløst i sin højeste natur. Efterhånden blev begge ord Ani (jeg/ er) og Hu (han/ er), hvortil man kunne associere et "er", synonymer for Gud. På denne baggrund forstår man hvilken umådelig betydning og hvilken dybde, der lå i Jesu brug af disse ord om sig selv. Han identificerede sig faktisk med Gud alene ved at bruge disse ord.
Jesus brugte ofte disse ord om sig selv. Da han kom vandrende på søen, og disciplene blev bange, fordi de ikke vidste, om det var et genfærd, siger Jesus: "Vær frimodige, det er mig (Ani Hu), frygt ikke." (Mk. 6,45) Eller: "Abraham, jeres fader frydede sig over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig. Da sagde jøderne til ham: Sandelig, sandelig siger jeg jer: Før Abraham blev til er jeg (Ani Hu). Da tog de sten op for at kaste dem på ham, men Jesus skjulte sig og gik bort fra Helligdommen." (Joh. 8,58) At jøderne opfattede udtalelsen som gudsbespottelig, når de ord Jesus brugte i følge deres tradition var Guds egne åbenbaringsord, kan man godt forstå. De måtte tro, at han var vanvittig eller utrolig selvhævdende. Men i virkeligheden bekendte Jesus blot sin nye åndelige status, som intet havde med mereværdsfølelse at gøre. Det viser han klart ved at sige: "Jeg kan slet intet gøre af mig selv, thi således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig, thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som har sendt mig". (Joh. 6.,30) Denne tilstand er i følge Martinus netop karakteristisk for det kosmisk bevidste menneske. Det har sin viden fra et guddommeligt, åndeligt plan og handler derfor ikke ud fra et snævert interessesynspunkt, det ønsker kun at gøre Guds vilje.
De mennesker, Jesus kom i kontakt med, var ikke udpræget intellektuelle, men i højere grad følelsesbetonede mennesker, som havde brug for en stærk autoritativ, ja man kan faktisk sige suggestiv påvirkning for at få tillid ("tro") til det budskab og den lære, Jesus havde at bringe. Derfor måtte Jesus benytte sig både af mirakler og helbredelser foruden disse udtalelser om sin egen guddommelighed. Derfor sagde han også, at hvis de ikke kunne tro på ham, så måtte de tro på hans gerninger (Joh. 10,38) Disse tegn har haft umådelig betydning for kristendommens udvikling, og det tegn, som i den forbindelse har haft den største følelsesmæssige kraft, er utvivlsomt "Jonastegnet", dvs beretningen om, at Jesus selv genopstod af graven efter sin korsfæstelse.
Jesus som lærer
Jesu vidnesbyrd om sin egen høje natur og hans undergerninger var naturligvis ikke mål i sig selv, men kun midler, der skulle vise hen til den rette måde at leve på. Den kristendom, som har gjort troen på Jesu guddommelighed og hans evne til på mirakuløs måde at kunne frelse menneskene til det centrale, har forvekslet mål og midler. Målet må være at give mennesker viden om livets love og lære dem at leve, sådan at de bliver lykkelige. Når Jesus kunne sige: "Står der ikke skrevet i jeres lov: Jeg har sagt, at I er guder", siger han i virkeligheden, at ikke blot han selv, men også andre mennesker er guddommelige. Når det er tilfældet, må de naturligvis kunne lære at få den samme viden som Jesus. Selvom Jesus erkendte og vedgik, at han var Guds søn, har han mig bekendt intetsted hævdet, at han var Guds enbårne søn, hvad der gør en stor forskel. Tværtimod er det meget interessant, at Jesus gang på gang kalder sig selv for "menneskesønnen". Hvad kan han have ment med dette udtryk? Det er tydeligt, at han ofte bruger dette ord i demonstrativ modsætning til messiasbegrebet og lignende æresbetegnelser. Udtrykket bruges 80 gange i evangelierne og er Jesu hyppigst brugte selvbetegnelse. Efter Ethelbert Stauffers udsagn har der ikke udviklet sig nogen teologisk lære om dette udtryks betydning, hvilket formodentlig skyldes, at det ikke kan indordnes i billedet af Jesus som Guds enbårne søn. Med udtrykket "menneskesønnen" ønsker Jesus utvivlsomt at vise, at han også er et menneske, som nok er forud for andre mennesker med hensyn til guds erkendelse, men ikke i egentligste forstand har en anden natur eller herkomst. Måske kan man også i udtrykket lægge den opfattelse, at Jesus anså sig selv for at være fremtidsmennesket, idet "søn" da skulle betyde kommende slægtled.
Når Jesus i princippet ikke er af anden natur, men kun er forud i udvikling og indsigt, er det naturligt, at hans vigtigste rolle må være at undervise, og at det centrale i hans undervisning må være livskunst. Hans læresætninger er enkle, men alligevel sværere end den højere matematik, fordi han appellerer til en væremåde, der går stik imod årtusinders indgroede vaner og i sidste ende har rødder helt tilbage til dyreriget. Mennesket skal lære at tilgive! Ikke blot 7 gange, som Peter foreslog, men 70 gange 7 gange, dvs altid. Og som den sande mester viste Jesus hvorledes man endogså i den yderste smerte, som han oplevede på korset, kan tilgive sine bødler. Man må bøje sig for den enkle logik, som ligger i den læresætning: hvis alle ville følge den, ville al ufred blive neutraliseret. Når det er svært at tilgive, hænger det sammen med stolthed og frygten for at tabe ansigt, samtidig med at følelserne for modparten ikke er tilstrækkelig positive. For at kunne tilgive må der derfor være ydmyghed i sindet og en naturlig følelse af kærlighed til andre mennesker, som kan bære også i tilfælde af, at de gør uret. Derfor er hovedsætningen i Jesu lære næstekærlighedsbudet: I har hørt, at der er sagt: du skal elske din næste og hade din fjende, men jeg siger jer: elsk jeres fjender, velsign dem, som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske faders børn, thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige... Så vær da I fuldkomne som jeres himmelske Fader." Det er her meget tydeligt, at "tro" ikke er nok, men at det drejer sig om tilegnelsen af en væremåde, som kan skabe harmoni og glæde mellem mennesker her og nu, hvorved "Guds rige, som er inden i jer" (Lk. 17,21) naturnødvendigt vil vokse frem.
Den inspiration, som Jesus gennem disse læresætninger har beriget menneskeheden med, har kastet sin lyskegle op gennem de sidste to årtusinder og er kernen i al humanitet, politisk demokrati, fredsbevarende bevægelser, forsorg og sundhedsvæsen. Værdien og realiteten i næstekærlighedsprincippet kan ingen således betvivle. Men naturligvis kunne Jesus ikke for sin samtid underbygge denne grundlov med videnskabelige forklaringer og måtte derfor tilføje: "Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu. Men når han, Sandhedens Ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører skal han tale, og det, der kommer, skal han forkynde jer. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde jer det."
SvÅR
Tilbage til forfatterregister
Forrige