Kosmos 1977/4 side 43
Sv. Å. Rossen
Boganmeldelse
Lyall Watson: "På grænsen til døden", Borgens Forlag '76.
Lyall Watson, hvis bøger "Det overnaturlige I og II" udkom i 1974 i Atlantisserien, har påny fået udgivet en bemærkelsesværdig bog på dansk, denne gang med den ikke mindre spændende titel "På grænsen til døden".
Det som gør Watsons forfatterskab særlig fascinerende er hans forsøg på at bygge bro mellem sin imponerende videnskabelige viden, som tilskriver sig, at han er videnskabsmand, han er direktør for Biologic of London, – og såkaldte overnaturlige fænomener eller magiens verden. Han er ikke sensationsmager, men uhyre saglig og ærlig. Han er velorienteret om de nyeste eksperimenter vedrørende menneskets usynlige natur og skjulte kræfter. Hans bog kan meget vel betragtes som en parallel til den nylig udkomne "Den fantastiske videnskab" af Kirlian og Andreasen. Han kommenterer Kirlianeffekten, akupunktur, aurabeskrivelser, clairvoyance, reinkarnation, helbredelser af åndelig vej og mange andre beslægtede emner. Hans hovedemne er som titlen antyder "døden". Selvom han ikke mener, at han har løst dødens problem, har han materiale nok til at bevise, at livet er en realitet, som strækker sig betydeligt ud over det fysiske legemes traditionelt vedtagne grænser. Han er således overbevist om, at mennesket er en del af en større virkelighed og at der bag denne er et organiserende princip, som vi for ham gerne må kalde Gud.
Planter som vidner
I et af bogens første kapitler refererer Watson nogle af Cleve Backsters banebrydende eksperimenter med planters følsomhed. I forlængelse af dr. Boses forskningsarbejde i Indien har Backster klart påvist, at planter er følsomme i en helt utrolig grad. De kan endog påvirkes af menneskers sindstilstand. I et eksperiment blev en person sat til at spille forskellige sindstilstande som sorg, glæde og frygt. De blev registreret med tydelige udslag af en blomstrende geranium, som var forbundet med en elektroencefalograf. Backster arbejder til daglig med at træne politiet i brug af løgnedetektoren, men i fritiden er det planternes forunderlige reaktionsevne, som optager ham. Lyall Watson har selv lavet små eksperimenter med planter og konstateret, at de kan "genkende" en ugerningsmand. Hvis den ene af to potteplanter skades af en person, og man senere præsenterer den anden plante for en række personer, deriblandt den skyldige, vil den give udslag på måleinstrumentet, når rette vedkommende står overfor den. Måske er den dag ikke fjern, hvor planter, som har "overværet" forbrydelser, f.eks. et mord, kan fælde forbryderen med sit vidnesbyrd!
Den samme følsomhed har man fundet hos æg, rejer og andre smådyr. Watson bruger denne kendsgerning til at dokumentere, at der bag organisk liv (celleliv) er et ukendt bånd mellem de levende væsener eller en virkelighedssfære med fungerende kræfter, hvis natur vi endnu ikke kender, men som kan vise sig at have den allerstørste betydning.
Epifysen og det tredje øje
Descartes, den franske filosof fra 1600-tallet, anså epifysen, der er et kogleformet organ i hjernen, for at være det organ, hvor sjæl og legeme mødes. Watson fortæller, at der i 1886 udkom to monografier uafhængigt af hinanden, den ene på tysk, den anden på engelsk, som hver især gjorde opmærksom på, at epifysen i virkeligheden er det tredje øje, der stammer fra den centrale lysfølsomme plet, der stadig kan ses hos primitive krybdyr som den berømte tuatara på New Zealand. Hos tuataraen og hos mange fisk og fugle og mindre pattedyr er dette organ anbragt oven på hovedet. Men hos de højerestående pattedyr og hos mennesket er storhjernen vokset hen over den gamle del af hjernen, og epifysen befinder sig nu halvt skjult i midten af hjerneskallen.
Epifysen synes således at have haft en sansefunktion i vor udviklingsmæssige forhistorie. Til denne kendsgerning føjer Watson østens religiøse erfaringstradition, som hævder, at livets åndelige drivkraft, prana, bevæger sig gennem nogle centre, chakras, op gennem kroppen, og at et af de højeste af disse netop har epifysens placering. Watson slutter sig derfor til, at den ekstase og indsigt, som yogier hævdes at kunne nå gennem meditation, er baseret på en sansefunktion i epifysen. – Hvis epifysen har været sanseorgan på et meget primitivt stadium i udviklingshistorien og siden er degenereret, er det imidlertid tvivlsomt, om den nu skulle kunne bringe åndelig indsigt på et højere plan, end den oprindelig var beregnet til. Watson omtaler desuden, at Aaron Lerner fra Yale universitetet i 1959 har opdaget, at epifysen producerer et hormon, melatonin, som opstår af serotonin. Dette sidste stof er særlig interessant, fordi dets molekylstruktur minder påfaldende om molekylerne i hallucinogenet (hallucinationsfremkaldende) LSD. Som bekendt medfører indtagelsen af LSD en rus med kraftige visionære oplevelser. Hjernen ser lys og farver i levende billeder ligesom i en drøm. Watson antager derfor, at epifysen ved at producere serotin vil kunne etablere tilsvarende åndelige oplevelser og skriver: "Måske er alle former for indsigt baseret på serotinets og parietalorganets (epifysen) virksomhed.
Serotinets lighed med LSD støtter imidlertid ikke hypotesen om, at epifysen alias det tredje øje skal give mennesket indsigt i livsmysteriets løsning. Martinus skelner mellem lavpsykisk og højpsykisk sansning, hvoraf den første omfatter den clairvoyante sanseevne, som netop er karakteristisk for dyr og findes som rester hos visse mennesker, og det er sandsynligt, at visse kemiske stoffer i korte øjeblikke påny kan få de gamle evner til at blusse op. Men clairvoyance og kemiske stoffer kan ikke i sig selv afstedkomme åndelig indsigt. De medfører kun oplevelsen af en billedverden, hvis motiver er hentet fra "mellemtilstanden" (den af strålingsenergi bestående overgangszone mellem den fysiske verden og den primære åndelige verden, hvortil mennesket kommer efter den 2. fødsel ("døden")) og de grovere dele af de levende væseners åndelige udstråling. Derfor kunne Aldous Huxley også sige, at virkningerne af LSD var uforudsigelige, de kunne føre én op i himlen eller ned i helvede (mellemtilstandens to mentale yderpunkter). Man bliver ikke mere vis af at se denne billedverden, med mindre man på basis af udviklet intellektualitet og intuition kan forstå det sete og dets baggrund. Mennesket vil i sin kommende udvikling påny komme til at udfolde psykiske evner til at sanse overfysiske verdener og kræfter, men da vil de blive en integreret del af en højintellektuel psyke, hvor intuitionen, som har den højeste erkendelseskapacitet, er den centrale evne baseret på et åndeligt eller stråleformigt center og ikke et degenereret organ fra krybdyrtiden.
Det andet system
Der er for Lyall Watson ingen tvivl om, at organismen ikke blot er en samling celler, men en organiseret helhed, hvis organiserende princip må findes uden for organismen i et "andet system". Som eksempler på forskere, der er kommet på sporet af et sådant system omtales Harold Burr, som har dokumenteret, at mennesker, dyr og planter er i besiddelse af et elektrisk felt, der kan måles selv i en vis afstand fra kroppen og som afspejler sig og måske endda kontrollerer forandringer i den. I sin forskning af salamandre kunne han spore feltets udvikling fra fosterets vækst, ja opdagede til sin forbløffelse, at det allerede var tilstede i det ubefrugtede æg. Det viste sig, at fostercellerne ordnede sig i et mønster i overensstemmelse med det elektriske felt. – Watson anfører også det russiske ægtepar Semyon og Valentina Kirlians opdagelse af udstrålinger fra organismer, når de fotograferes i et højfrekvent felt. Russiske videnskabsmænd kalder udstrålingen bioplasma, da den har samme karakter som gasarter (plasma) på solen, der på grund af meget høje temperaturer kun består af atomkerner. – I U.S.A. har Thelma Moss og Ken Johnson fortsat denne forskning, og det hævdes, at de har fotograferet over 500 mennesker og konstateret, at hver enkelt har et genkendeligt grundmønster, der undergår mindre forandringer fra dag til dag og fra sindsstemning til sindsstemning. – Disse forskellige resultater opfatter Watson som bekræftelse på, at der eksisterer et andet system, som organiserer det fysiske legeme og er ansvarlig for dets sygdom eller sundhed. Han antager, at man ad fysisk vej er ved at komme på sporet af astrallegemet, som mennesket hævdes at være i besiddelse af i den esoteriske lære. Men om et sådant legeme giver mennesket udødelighed tvivler han på. Måske eksisterer bioplasmalegemet eller astrallegemet kun en kort tid efter det organiske legemes død, med mindre det kan få suppleret sin energi fra andre organiske legemer (Watson tænker f.eks. på besættelse) eller er så heldig at komme i kontakt med en befrugtet ægcelle og således kan reinkarnere.
I denne problemstilling møder vi den største afstand til Martinus analyser, i hvilke døden er en fødsel (fødsel 2) og det nye legeme (det stråleformige følelseslegeme) er lige så selvstændigt som det fysiske legeme, ja egentlig mere selvstændigt, eftersom det fysiske legeme er en tilbygning til den stråleformige struktur og ikke omvendt. Man mangler ligeledes Martinus analyse af overbevidstheden (evighedslegemet med skæbneelementet, og jeget) som individets naturlige centrum. Særlig erkendelsen af jegets evighedsnatur giver det praktiske og teoretiske grundlag for det levende væsens udødelighed, så man ikke behøver nære ængstelse for, at det nogensinde får ophævet sin eksistens eller sine manifestationsmuligheder.
Naturlægehelbredelser på Filippinerne
I slutningen af bogen giver Watson en meget indgående beskrivelse af de mirakuløse naturlægehelbredelser, som hævdes at finde sted på Filippinerne. Beskrivelsen forekommer uhyre pålidelig, da Watson selv har overværet sådanne indgreb og endda assisteret med at række naturlægen ting, der skulle bruges, og fået lov til at undersøge blod og svulster fra de syge. Han har således haft mulighed for at gøre indgrebene til genstand for al tænkelig kontrol, og da han er biolog af fag må han antages at have gode muligheder for at afsløre eventuel svindel. For ikke at tage interessen fra selve bogen skal jeg ikke her komme nærmere ind på disse spændende afsnit, men blot nævne, at en af hans konklusioner er, at der ved disse indgreb både finder materialisationer og dematerialisationer sted.
SvÅR
Bogen kan købes gennem boghandlerne.
Tilbage til forfatterregister
Forrige