Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Peter Andreas og Gaspar Kilian: DEN FANTASTISKE VIDENSKAB

På Samlerens forlag er der i 1975 udkommet en fremragende bog, "Den fantastiske videnskab", skrevet af to tyske forfattere, Peter Andreas, som er journalist med videnskab som speciale, og Caspar Kilian, som er fysiker og videnskabelig medarbejder ved et tysk forsknings- og udviklingscenter.

Bogen fremhæver sig ved at samle en lang række af de erfaringer, som er gjort rundt om i verden på det parapsykologiske område, i et helhedsbillede, der har karakter af en langt større sammenhængende virkelighed end den fysiske verden. Fra forskellige kilder dokumenterer man, at tanker og følelser er energier med stoflig karakter, blot af en så fin natur, at de indtil nu ikke har kunnet registreres af almindeligt fysisk måleapparatur. I den forbindelse behandles Kirlian-effekten og de resultater dr. Moss fra Californien har fået gennem lignende eksperimenter. Erfaringerne herfra sættes i forbindelse med akupunktur. Denne gamle kinesiske helbredelsesmetode, som ikke har kunnet forklares ud fra det fysiske nervesystems struktur, ser ud til at have relation til det "bioplasmalegeme", som Kirlian er kommet på sporet af. Dette legeme, hvori sygdomme og sindsstemninger m.m. afspejler sig, er overordentlig interessant, og man studerer med stor iver dets egentlige natur ved forskellige laboratorier i verden. Forfatterne hævder, at bioplasmaen er i familje med den ektoplasma, som medier undertiden kan producere under spiritistiske seancer, d.v.s. en halvfysisk materie, der ved koncentration kan danne materialisationer. Bioplasmalegemet skulle ligeledes repræsentere den energi, hvormed visse mennesker som f.eks. Uri Geller kan påvirke fysiske ting ad åndelig vej såsom at få ure til at gå, bøje metalgenstande m.m. Forfatterne synes at have nået en vis afklaring med hensyn til bioplasmaens natur, idet de betragter den som en substans, der i tæthed ligger mellem det fysiske legeme og den åndelige dublet til det fysiske legeme, som undertiden kaldes astrallegemet. De skriver: "Alle hidtidige erfaringer med Kirlianfotografiet tyder på tilstedeværelsen af en bioaura. Den kan ikke være identisk med finstofdubletten, dertil har den stadig for meget materielt ved sig. Vi må snarere antage, at det drejer sig om en "superfinmateriel" eller semimateriel (semihalv) substans, et pulserende energihylster, som strømmer gennem hele kroppen og fylder den med livskraft, som kan udvide sig, trække sig sammen, optage og afgive kraft".

Det er interessant, at forfatterne kalder det åndelige legeme "finstoflegemet", idet de her tangerer Martinus' påpegelse af, at bevidsthed også har en materiel basis. Martinus bruger jo ofte udtrykket bevidsthedsmaterie, som angiver, at alle åndelige kræfter har et matrielt aspekt, selvom den pågældende materie oftest er af så sublim eller "finstoflig" natur, at den ikke kan registreres med fysiske sanser eller apparatur. Modsat er der i følge Martinus også altid knyttet et åndeligt aspekt til materielle foreteelser i form af deres struktur og hensigt. Som betegnelse for menneskets åndelige legeme bruger forfatterne "finstof- eller dobbeltkroppen", og de angiver mange eksempler og begrundelser for, at mennesket har et sådant andet legeme. Dette legeme frigør sig delvist under søvnen og helt under døden. Mange mennesker har spontant oplevet at være udenfor deres fysiske krop, og historien fortæller om mennesker, som gennem træning har erhvervet evnen til at foretage "rejser" på det astrale plan. Der nævnes et eksempel, som næsten er til at tage og føle på. Det drejer sig om Robert Monroe, som på basis af sine egne erfaringer har skrevet en bog med titlen "Manden med de to liv" (på tysk). Han kan bevidst foretage sådanne astrale rumrejser. Ved en lejlighed besøgte han på denne måde en bekendt og for at kunne bevise sin tilstedeværelse kneb han ham i siden. Resultatet blev et tydeligt blåt mærke, og han måtte love ikke at gentage spøgen.

Hvis man skal placere det område, som der fra mange sider eksperimenteres med, i relation til Martinus' verdensbillede, må det identificeres med menneskets stråleformige "tyngdelegeme", der i princippet er af samme natur som den fysiske organisme, men består af stråleformig energi. Og det er karakteristisk, at den tilknyttede bevidsthedsform d.v.s. tænke- og følemåde, ligeledes har samme kvalitet, undertiden dårlige kvalitet, som den fysiske dagsbevidsthed. Dette tyngdelegemes bevægelsesrum er den første sfære efter "døden", hvor der sker en renselse af sindet, inden vedkommende gennem den "anden død" fortsætter ind på et åndeligt plan, hvor den almene bevidsthedsform er kvalitetsforskellig fra idealerne i såvel den fysiske tilværelse som i den første sfære. Her er grundtonen næstekærlighed og der er ingen mulighed for indtrængen af væsener, som ikke er udrensede for alle lavere egoistiske tendenser. Derfor kan man med fysiske målemetoder heller ikke registrere dette overliggende område, og man må regne med, at man heller ikke ad den vej kan få nogen overbevisning om et evigt liv endsige blot reinkarnation. Forfatterne skriver, at man ikke kan vide, om det andet legeme ligesom det fysiske på et eller andet tidspunkt opløses med det resultat, at mennesket da endeligt dør. Det område, man er kommet på sporet af, må betragtes under kategorien det fysiske univers, d.v.s. den del af verdensstrukturen hvis oplevelse ikke stiller krav om moralske kvalifikationer. En del tyder på, at menneskeheden i tidligere perioder har været mere naturligt disponerede til at sanse i dette område – forfatteren af "Skæbnespydet" hævder, at det har været almindeligt i Atlantistiden – og de mennesker i vor tid, vi kalder clairvoyante, har enten en rest af denne evne eller har genopdyrket denne udvidede synsevne. Det er således clairvoyancens sansehorisont, man beskæftiger sig med. Den kan imidlertid ikke give en endelig erkendelse af livets struktur, men er ligesom den fysiske bevidsthed afhængig af den moralske og intellektuelle udvikling, idet kun kombination af ren kærlighed og logisk tænkning giver adgang til intuition, som i følge Martinus er den eneste erkendelsesevne med en sådan gennemtrængnings styrke, at den kan afbilde livets fulde kredsløb og inderste natur.

En af forfatternes kilder til finstofkroppens oplevelsesmuligheder på det astrale plan er den allerede nævnte tyske forfatter Robert Monroe. Han har beskrevet 589 tilfælde af personlige astrale rejser. Han har for det første konstateret, at han er i besiddelse af en æterisk dublet til den fysiske krop, astrallegemet, og at det er forbundet med den fysiske krop gennem en navlestreng, kaldet sølvsnoren. Under almindelig søvn er astrallegemet kun nogle få cm over den fysiske krop. Hvis afstanden øges, bliver sølvsnoren meget tynd og astrallegemets tæthed så ringe, at det kan trænge gennem faste ting. Astrallegemet har i følge Monroe to bevægelsesområder, kaldet skueplads I og skueplads II. Det første område er den sædvanlige tredimensionelle verden, som vi bevæger os i til daglig. Her kan det frigjorte astrallegeme foretage lynhurtige rejser. Blot man tænker på et sted, kommer man der. Hvis man vil, kan man se, hvordan landskabet bevæger sig under én. Skueplads I er således den sædvanlige fysiske verden, hvor vedkommende har fået en stærkt udvidet bevægelsesevne. Hvis vedkommende ønsker det, kan det skabe fysisk synlighed, hvilket efter forfatterens mening sker ved hjælp af den nævnte bioplasma. Astrallegemets naturlige omverden er imidlertid den såkaldte skueplads II, en tilstand, hvor tænkning og handling er ét og det samme. Her danner vedkommende en selvskabt tankeverden. Som det udtrykkes: "Genstande, som står os nær i den materielle verden kommer til syne som produkter af de menneskers tanker, der engang har levet i den fysiske verden. Den måde Monroe beskriver denne tilstand på gør det klart, at den er identisk med den af Martinus beskrevne åndelige skærsildsoplevelse", der finder sted i denne sfære for at udrense individet for selviskhed, så det kan komme videre til de højere verdener. Monroe skriver således: "Mine første besøg på skueplads II bragte alle de fortrængte emotionelle strukturer frem, jeg ikke anede det mindste om, at jeg havde. De dominerede mine handlinger så meget, at jeg kom tilbage helt ude af fatning, pinlig forlegen over deres uhyrlighed og over min manglende evne til at beherske dem". Han siger endog, at man i det bevidste fysiske liv ville betegne disse tilstande som "psykotiske" så yderliggående er de.

På basis af de erfaringer fra vidt forskellige områder og mennesker, som forfatterne har indhentet, opstiller de en parapsykisk model af mennesket som modsætning til den materialistiske model, videnskaben i dag anerkender:

1. Den fysiske krop. Små elektriske impulser sørger for, at funktionerne afvikles. Hver celle, hvert blodlegeme har sin egen lille bitte elektriske ladning. Slettes disse impulser i hjernen, er det ensbetydende med døden. Symbolsk kunne vi også tale om en bioelektrisk krop.

2. Bioplasmakroppen. Vi skal ikke her straks forestille os et separat legeme, men snarere et hylster af halvmaterial karakter bestående af højaktiverede subatomare substanser. Bioplasmaen har formentlig en lede, resonans- og reaktionsevne overfor tankemæssige, ekstrasanselige og kosmiske indvirkninger. Dens tilstand er udslaggivende for den fysiske krops sundhed. Bioplasmaen er sædvanligvis knyttet til kroppen, men forlader den efter døden.

Bioplasmakroppen står i snæver vekselvirke med såvel den grov- som finstoflige krop og danner en slags bro mellem dem.

3. Finstofkroppen (sjælekroppen). Har samme skikkelse som den fysiske krop og er en nøjagtig kopi af alle organerne. Den er "sædet" for den egentlige personlighed og underbevidstheden såvidt den lader sig lokalisere. Den kan bevæge sig uafhængig af den fysiske krop, med hvilken den er forbundet med en finstoflig livstråd "sølvsnoren". Tredelingen er tænkt som et skema og gør ikke krav på at være endegyldig. Vi er jo først lige begyndt at tangere den ydre rand af det, en fremtidig metabiologi og -fysik ved meget mere om. Al dogmatik ville her være ilde anbragt. Det viser sig måske, at det sande menneskebillede er langt mere mangfoldigt end vi hidtil har anet".

Når man tænker på Martinus menneskesyn og billede af det levende væsens struktur, må man sande denne sidste udtalelse. Martinus skildrer således flere legemer ud over de nævnte (6 ialt) foruden en overordnet skabende struktur, skabeevnen eller overbevidstheden, og endelig som det allervigtigste: det absolutte og eneste immaterielle element i tilværelsen "Jeget", som er ét med det guddommelige. Men erkendelsen af denne højere struktur stiller som sagt krav om besiddelse af kosmisk bevidsthed og intuitiv erkendelsesevne.

DEN FANTASTISKE VIDENSKAB er ikke desto mindre en virkelig god bog, fordi den bringer sammenhæng i så mange erfaringer, som er gjort på forskelligt hold. Og den er helt op til dato. Således citerer den f.eks. flere steder Nils-Olof Jacobson. Men den er også betydningsfuld, fordi den understreger tankernes umådelige betydning. Gennem tankerne, bioplasmaen og finstofkroppen er mennesket i direkte kontakt med universet, det guddommelige, med planter og dyr m.v. hvorved det bliver tydeligt, at mennesket har et ansvarsforhold til sine omgivelser i meget bred forstand. F.eks. bringes der en grundig omtale af Cleve Baxters arbejde med at registrere planters følelser, og deres afhængighed af, hvordan mennesker tænker på dem. Med sin polygraf (en art løgnedetektor) kan han registrere, at planter reagere med "skræk", blot en person tænker på at brænde dem, og med "glæde", når man vil vande dem. Vi kan ikke her gå i detaljer, men må henvise til bogen. Desuden kan læseren glæde sig til at læse om de sidste resultater med hensyn til båndoptagelse af "stemmer" fra rummet samt beskrivelse af en ufo-rejse, som lyder meget sandsynlig.