Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Reinkarnation eller genfødsel er en af grundpillerne i Martinus' verdensbillede, idet det enkelte menneskes psykiske udvikling og modning er en millionårig proces, der kræver en kæde af fysiske liv for sin fuldbyrdelse. Martinus støtter sig ikke på andre autoriteter end sin egen guddommelige intuition eller kosmiske bevidsthed, hvorigennem han er i kontakt med universets kosmiske "vidensocean", som er identisk med universets guddommelige bevidsthed og dermed livets evige love. Martinus begrunder derfor ikke sine påstande med citater fra Biblen, da han har direkte åndelig adgang til de samme visdomskilder som de personer, der har skabt Biblen. Han oplever derfor et åndeligt slægtskab med disse personer, navnlig Jesus, og citerer mange af Jesu udtalelser fra Det nye Testamente, bl.a. citater om reinkarnation. Da reinkarnation ligesom vegetarisme har været tabuemner i den autoriserede kirkelige kristendom siden oldtiden, må man regne med, at mange positive udtalelser om disse emner er strøget i de bibelske tekster af kirkelige myndigheder. Alligevel kan man finde 4-5 eksempler på passager i de bibelske tekster, der kan opfattes som positive udtryk for reinkarnation, selvom de måske også kan fortolkes på anden måde og netop derfor har fået lov til at blive stående i Biblen. Det skal her angives, hvilke tekster det drejer sig om, og hvor Martinus behandler dem i sine værker.

Lad os starte med begravelsesritualet, der meget tydeligt udtaler tro på genfødsel:

"Af jord er du kommet, til jord skal du blive, og af jorden skal du igen opstå"

Denne tekst står ganske vist ikke i NT, men er en udbygning af et vers fra GT: 1. Mos. 3,19, hvor der står:

"I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden, thi af den er du taget. Ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!"

Martinus omtaler begravelsesritualet i Det evige Verdensbillede II side 122.

En passage i NT, som Martinus nævner adskillige steder i sine værker er Jesu samtale med den jødiske rådsherre Nikodemus.

Joh. 3,3-8:
"3. Jesus svarede og sagde til ham: Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan se Guds rige, hvis han ikke bliver født påny.
4. Nikodemus siger til ham: Hvorledes kan et menneske fødes, når det er gammelt? Det kan da ikke for anden gang komme ind i sin moders liv og fødes?
5. Jesus svarede: Sandelig, sandelig siger jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og ånd.
6. Hvad der er født af kødet er kød, og hvad der er født af ånden er ånd.
7. Du må ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.
8. Vinden blæser hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af ånden."

Martinus analyserer denne samtale udførligt to steder i Livets Bog. For det første i tredje bind stk. 864-8, hvor han imødegår, at Jesus skulle hentyde til dåben med sine udtalelser, og dernæst i fjerde bind stk. 1412-3, hvor Martinus yderligere uddyber, hvad der menes med at blive født af vand i denne forbindelse.

Et tredje eksempel fra de bibelske tekster er passager, hvor Jesus angiver, at Johannes Døber var en genfødsel af Elias. Vi finder dem i Matt. evangeliet 11,11-14 og 17,10-13:

Matt. 11,11:
"Sandelig siger jeg eder: blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber, men den mindste i Himmeriget er større end han.
14. Og - om I vil tage imod det - han er Elias, som skulle komme. Den, som har øren, han høre!"

Martinus hentyder til denne udtalelse mange steder i sine bøger, f.eks. Livets Bog III stk. 871 og i Bisættelse kap. 151.

Martinus anfører desuden Matt. 22,31-32 som vidnesbyrd om, at Jesus lærte om reinkarnation:

"Men hvad de dødes opstandelse angår, har I da ikke læst, hvad der er talt til jer af Gud, når han siger: Jeg er Abrahams, Isaks og Jakobs Gud? Han er ikke Gud for døde, men for levende."

Martinus analyserer dette sted meget grundigt i Livets Bog III stk. 874-75, hvor han begrunder, at der med "de dødes opstandelse" hentydes til en fysisk genopstandelse og ikke til en optagelse i den åndelige verdens Gudsrige.

Endelig henviser Martinus til Jesu forjættelser om talsmanden, Den hellige Ånd, som Faderen vil sende:

Joh. 16,12:
"Jeg har endnu meget at sige jer, men I kan ikke bære det nu.
13. Men når han, Sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden, thi han skal ikke tale af sig selv, men alt, hvad han hører, skal han tale og det, der kommer, skal han forkynde jer.
14. Han skal herliggøre mig, thi han skal tage af mit og forkynde jer det."

Martinus omtaler denne profeti adskillige steder og kæder den i Livets Bog III stk. 878-9 sammen med en begrundelse for reinkarnation, idet han fremhæver, at denne forudsigelse om, at Sandhedens ånd skal komme engang, når Jesus har forladt Jorden, ville være overflødig, hvis menneskene kun levede én gang og kunne blive frelst gennem "syndernes forladelse". Bemærkningen om, at menneskene ikke kunne bære mere nu, forudsætter netop en videre udvikling for at kunne forstå den virkelige sandhed om livet. Samtidig lægger Martinus ikke skjul på - uden at have noget som helst ønske om at fremhæve sig selv - at de kosmiske analyser, som er manifesteret i hans værker, er opfyldelsen af denne profeti. En bekræftelse herpå er bl.a. at Martinus taler af "alt, hvad han hører" (af "livet" eller "den evige Guddom") og "herliggør" Jesus, dvs. fremhæver Jesu udtalelser og begrunder dem på en logisk, videnskabelig måde. Martinus: "... Jesu kosmiske klarsyn vil blive til virkelighed. Gennem fysisk og kosmisk videnskab vil hans udødelige sætninger få forøget glans. Gennem skoler, universiteter og læreanstalter vil verdensgenløsningens højeste idealer, forskrifter og antydninger blive til levende kendsgerninger for almenheden, og at vejen til Gud udelukkende kun udgøres af den virkelighed, som kommer til syne for os som identisk med det, vi udtrykker under begrebet "udvikling". Vi ser således, at den levende udvikling, der finder sted i os og udenom os, og i hvilken alle ting deltager, således er den eneste absolutte åbne vej til "Himmeriges Rige"..." (Livets Bog III stk. 879).