Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Trods sine snart 87 år viser Frits Pullich i sin klare og inspirerende artikel, at han stadig er levende interesseret i tidens store åndelige bevægelser og er i stand til at forbinde stor viden med varm menneskelighed. Han vender sig imod den bevidsthedsindsnævrende dogmetro, som hovedparten af teologer endnu bekender sig til og udtrykker tillid til videnskaben og menneskets fornuft. Som modsætning til den kirkelige kristendom fremhæver han Gandhis ord om, at der findes mange veje til Gud. Tro og viden, som er artiklens titel behøver ikke stå i modsætning til hinanden, men hører sammen på den måde, at "troen ligger i forlængelse af ens viden". Viden om naturens mange forunderlige fænomener kan i forbindelse med taknemmelighed og glæde over livet styrke troen på, at der må være en hensigt, en mening med livet, også med ens eget liv.... Mere end nogensinde har menneskene behov for noget at leve på, som kan give livet indhold og mening. Ungdommens oprør er først og fremmest et opgør med en umenneskelig mekaniseret civilisation og en gammel dogmatisk ånd i politik, religion og undervisning og en søgen efter et nyt livsindhold, som gør det værd at leve, elske og arbejde.

Begreberne tro og viden har spillet en stor rolle i religiøse og filosofiske debatter gennem tiderne, men også givet anledning til megen uklarhed, fordi man kan tillægge disse begreber forskelligt meningsindhold. Når begreberne sammenholdes er det som regel for at betone en forskel, som er væsentlig for moderne menneskers holdning til livsanskuelsesproblemet. Tro er her en meningsopfattelse, som til trods for at den ikke har samme sandhedskarakter som viden alligevel repræsenterer en fast overbevisning. I denne sammenhæng er tro således troen på, at noget forholder sig på en nærmere angivet måde, og dermed er trosbegrebet anbragt i samme dimension som vidensbegrebet trods forskellen. Tro kan imidlertid også opfattes på en anden måde, nemlig som tillid til nogen eller noget. Når vi siger, at vi tror på en person, er der ikke så meget tale om noget intellektuelt, men om en følelsesbetonet tillid til, at han eller hun ikke vil svigte, men opfylde vore forventninger. Vi er her inde på en personlig og følelsesmæssig dimension, hvor kontakten og overensstemmelsen mellem individer er afgørende, og hvor derfor også det moralske bliver centralt. Det er formodentlig i denne forstand, at Jesus talte om tro. Jesus udtalte, at enhver, der troede på ham, skulle få et evigt liv, og at der fra hans indre skulle rinde strømme af levende vand. Her var ikke tale om nogen "intellektualistisk" tro på at... Jesus fremkom ikke med teorier om livets indretning, teorier, som man skulle forstå og antage for at blive frelst. Jesus var ikke professor og hans ord ikke forelæsninger. Han kom derimod med at budskab, som skulle gå direkte til folks hjerter, nemlig at Gudsriget er nær, men samtidig med et krav til de mennesker, som ønskede at være med i riget, at de "skulle have indbyrdes kærlighed". Jesu fremtræden var præget af megen myndighed, og han har sikkert gjort et stærkt følelsesmæssigt indtryk på de mennesker, som mødte ham. Hans helbredelser og mirakler har sikkert haft samme formål, at underlægge budskabet med de stærkeste følelsesmæssige virkemidler og hos sine tilhørere skabe en stærk tro, i betydningen tillid, til ham og hans budskab. Formålet med denne tro var ikke at skabe en mening, men en overensstemmelse i væremåde for at få den samme kontakt med den højeste livskilde. At tro var at overgive sig, give slip på sig selv... sin egoisme, få et nyt sind og leve for at realisere Guds vilje: kærligheden.

Den følelsesmæssige religiøse påvirkning har haft vældig betydning gennem tiderne og betyder stadig meget for mange mennesker rundt om i verden. Men de steder, hvor civilisationen trænger frem, underminerer undervisning og uddannelse den følelsesmæssige trosfaktor, fordi undervisning sigter mod dokumentation af påstande. Da gudsriget "ikke er af denne verden" kan det ikke påvises på samme måde som andre emner, der er genstand for undervisning. Der er derfor stadig brug for tro, men da den nu sættes i relation til viden, får den en anden karakter. Den er ikke længere troen på et enkelt budskab og et personligt engagement, men bliver til meninger om en række emner af religiøs karakter, som ligger uden for vor videns nuværende rækkevidde. Den bliver til metafysik, teologi eller dogmer, dvs. til diskussionsemner i højere grad end til væremåde.

Frits Pullich skriver i sin artikel, at også videnskaben er båret af tro, men samtidig, at det er videnskabens kendemærke, at den er uden fordom og derfor altid åben for nye erfaringer. Det er den moderne, den intellektualistiske betydning af tro, der her er tale om. Den kan betragtes som et udgangspunkt eller forstadium til viden. Man begynder med at tro på en eller anden sammenhæng i den forstand, at man har en formodning om, hvad der gør sig gældende. En videnskabelig hypotese repræsenterer således en tro på, at den i hypotesen udtalte lovmæssighed er en realitet. Men i kraft af at være en hypotese, er det endnu kun en antagelse. Nærmere kontrol må bekræfte eller afkræfte den. Kriteriet på videnskabelighed er netop denne kontrol, og at man er parat til at forlade en teori, hvis kendsgerningerne går den imod. Fastholder man den alligevel, ja, så er der tale om et dogme. På en vis måde kan man derfor sige, at dogmer er meninger eller synspunkter, der har krystalliseret sig til fast overbevisning på et stadium, hvor de retteligt kun burde være antagelser eller hypoteser.

At tro på en sammenhæng, man endnu ikke har sikker viden om, er naturligt og rimeligt, men det er meget afgørende, hvad den pågældende tro bygger på, og hvad troen går ud på. Det er her, at Frits Pullich understreger, at troen skal være i forlængelse af ens viden og ikke gå på tværs af bedre vidende, hvis man ikke skal leve i en stadig indre splid. Heri ligger, at den tro, man måtte have om den ukendte del af livet, bør bygge på den viden, vi allerede har fra dagliglivet og fra videnskaben. Her nærmer Pullich sig stærkt Martinus' opfattelse, at livets tale er den største læremester. Den rette erkendelse af den fysiske verden åbner for vor erkendelse af evigheden. Ligesom himlen spejler sig i en vandpyt, således er alle love til stede i vore omgivelser. At kunne se dem er ikke kun et intellektuelt spørgsmål, men som Pullich nævner, også betinget af, om man kan føle glæde og taknemmelighed over livet. Som det fremgik af det gamle trosbegreb, er sandheden ikke blot et spørgsmål om at forstå, men også om at være, ja, man må leve sandheden for at forstå den.