Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1975/1 side 2
Forsidebillede: DR. RICHARD BUCKE
 
I 1901 udgav dr. Bucke et værk med titlen "Kosmisk bevidsthed". Han er så vidt vides den første, som har benyttet dette udtryk, og da han er en interessant personlighed og hans synspunkter på væsentlige punkter er i god overensstemmelse med Martinus verdensbillede, bringer vi inde i bladet en redegørelse for hans filosofi og her en kort biografi.
Bucke er født i 1837 i Canada, hvor han voksede op på sin faders nybyggergård uden muligheder for nogen særlig skolegang. Når det alligevel lykkedes ham allerede som dreng at stifte bekendtskab med litteraturens store navne, skyldtes det, at faderen, som nu kun kunne overkomme at arbejde med gården, oprindelig havde en præsteuddannelse og som følge heraf også en anselig bogsamling. Når det strenge arbejde i mark og stald tillod det, kunne den unge Bucke her læse om åndelige problemer, ligesom hans sans for poesi, der skulle følge ham resten af livet, blev vakt på faderens boghylder.
Allerede som 17-årig drog han imidlertid ud i verden, d.v.s. på opdagelse i det endnu på den tid kun halvciviliserede amerikanske kontinent. Han havde mange tilfældige jobs og stiftede bekendtskab med mange forskelligartede mennesker. Undertiden kom han også ud for farefulde oplevelser bl.a. i forbindelse med fjendtligsindede indianerstammer. Denne æventyrlige del af hans ungdom skulle ende med en alvorlig forskrækkelse, der gav ham mén for livet. Sammen med nogle kammerater søgte han efter guld i ødemarken i det vestlige Amerika. Kammeraterne døde imidlertid af sygdom og sammen med en enkelt kammerat, der ligesom han selv havde undgået den dødelige sygdom, måtte han midt om vinteren klatre over bjergene og søge ned til kysten. Der gik frost i fødderne, så den ene fod og en del af den anden måtte amputeres, og resten af livet havde han kun få timer ad gangen uden smerter.
På dette tidspunkt arvede han en gård af sin mor, og han besluttede at slå sig til ro. Alligevel gennemførte han sideløbende med at passe gården en 5-årig medicinsk uddannelse og blev således læge. I en alder af 27 år nedsatte han sig som praktiserende læge og 12 år senere som 39-årig blev han leder af et nyt sygehus for sindslidende. Han var meget aktiv med hensyn til udvikling af nye behandlingsmetoder og blev i 1882 professor i nervesygdomme ved Western University. Han nød stor anerkendelse både på grund af sin store faglige dygtighed, men også fordi han besad et meget levende og charmerende væsen. Kronen på hans faglige karriere blev udpegelsen i 1890 til præsident for The American Medico-Psychological Association.
Allerede som 35-årig modtog Bucke den åndelige oplevelse eller illumination, som foruden at være en god læge gjorde ham til filosof. Det kan du læse nærmere om inde i bladet. I maj 1894 holdt han et foredrag på et møde for The American Medico-psychological Association om sit nye begreb "Cosmic Consciousness" (Kosmisk bevidsthed), hvor han karakteriserede det som et nyt udviklingsstadium, der gradvist ville løfte hele menneskelivet til et højere plan. Fire år efter, i 1898 udkom bogen med samme titel i blot 500 eksemplarer, men den er siden da ustandseligt genoptrykt, den sidste udgave er så vidt vides fra 1964.
Dr. Buckes liv afsluttedes på en temmelig brat måde, hvad der imidlertid set fra den positive side er bedre end en smertefuld alderdom, idet vi må erindre, at han hele livet havde haft problemer med benene! En februaraften 1902, da han sammen med sin kone kom hjem fra et selskab, gik han ud på altanen for at få et sidste glimt af en særlig smuk stjerneklar aftenhimmel. Han gled på et stykke is og slog hovedet så hårdt, at han var død øjeblikkelig.
Sv. Å. Rossen