Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Både i Martinus verdensbillede og i naturvidenskaben opererer man med et udviklingsbegreb, som beskriver de levende væseners tilblivelse på denne klode som en gradvis udvikling fra enkle, primitive former til gradvis mere sammensatte og hensigtsmæssige livsformer. Fra encellede organismer som amøben har livet ad forskellige baner og via mange stadier hævet sig til så højtudviklede og forskelligartede skabninger som insekter, fugle og mennesker. I modsætning til naturvidenskaben betragter Martinus denne millionårige forvandlingsproces som en styret, målrettet skabelse, der har til formål at skabe fuldkomne, guddommelige skabninger, som på grundlag af erfaringer fra den lange udvikling er blevet bevidste i livets grundstruktur og i samklang med denne er blevet uselviske og alkærlige. Dette ophøjede resultat af udviklingsprocessen er ifølge Martinus betinget af, at det enkelte individ reinkarnerer igen og igen og gradvis opsamler en stor erfaringssum, som uden at individet husker de enkelte erfaringer fra tidligere inkarnationer ubevidst øger dets viden, intelligens, følsomhed, medlidenhedsevne, retfærdighedstrang m.m. og ændrer dets behov og ønsker. Reinkarnation er således en uundværlig del af Martinus udviklingsbegreb.

I naturvidenskabens historie er der fremstået to konkurrerende evolutionsteorier, som ikke bygger på reinkarnation nemlig Lamarckismen og Darwinismen, men som hver for sig peger på vigtige udviklingsfaktorer, der tilsyneladende modarbejder hinanden, men som vi skal se kan forenes gennem reinkarnationsprincippet.

Den ældste af disse teorier er Lamarcks, som offentliggjordes i dennes værk "Philosophic Zoologique" i 1809. Lamarck byggede sin teori på utallige iagttagelser, som viste, at der både hos dyr og planter er en fin overensstemmelse mellem levevis og kår på den ene side og organstruktur på den anden. Det er således hensigtsmæssigt, at giraffen har en lang hals, så den kan nå træernes blade, da den lever i områder, hvor jorden næsten altid er afsvedet og uden græs. Ligeledes at slangen er lang og tynd uden lemmer, fordi den derved lettere kan komme ind og ud ad snævre åbninger og søge sit bytte. Lamarck antog, at dyrs og planters hensigtsmæssige organismer var et resultat af dyrets eget behov for ændring af sin organisme ("sentiment interieur"), som gennem brug efterhånden blev til vane. Han talte således om "loven om brug og ikke brug", hvorefter et organ, som bruges mere og mere, vil udvikles og blive større, hvorimod de organer, som ikke bruges, bliver svagere og mindre. Denne idé er fuldstændig i overensstemmelse med Martinus tanker. Før vi fortsætter med Lamarcks teori, synes jeg det er værd at nævne den katolske biolog Teilhard de Chardin (død 1955), som på en måde har udvidet Lamarcks tankegang ved at fremhæve den psykologiske faktors betydning for arternes specialisering. "Et er at konstatere, at medlemmerne af samme dyrefamilje bliver enhovede eller får rovdyrtænder - noget helt andet at gætte, hvordan denne udartning har kunnet finde sted... Jo oftere jeg har mødt og behandlet dette problem, des mere har den tanke trængt sig ind på mig, at vi her stod overfor et resultat, ikke af ydre, men af indre psykologiske kræfters virkning. At dømme efter den måde vi for tiden udtrykker os på, skulle et dyr udvikle sine kødædende instinkter, fordi dets kindtænder var skarpe og dets lemmer forsynet med kløer. Men bør denne fremstilling af tingene ikke vendes om? Sagt på en anden måde: dersom tigeren har forlænget sine hjørnetænder og hvæsset sine kløer, mon det så ikke netop skulle være, fordi den ligesom hele dens afstamningslinje har modtaget og videregivet en "kødædende sjæl"? Og på samme måde må det forholde sig med de angstfuldt flygtende, med de svømmende, med de gravende, med de flyvende dyr... En egenskabernes udvikling, ja. Men på betingelse af, at dette ord tages i betydningen "temperament". Ved første øjekast minder denne problemstilling om skolastikernes dyder. Men jo mere man uddyber den, des større sandsynlighed antager den. Hos individer udvikler gode egenskaber og fejl sig med årene. Hvorfor - eller rettere hvordan - skulle de kunne lade være med at forstærke sig i et phylum (art)? Og hvorfor skulle de ikke i de størrelser, det her drejer sig om, indvirke på organismen for at omforme den i deres billede? Når alt kommer til alt lykkes det udmærket for myrerne og termitterne at give deres krigere og arbejdere et ydre, som passer til deres instinkter. Og kender vi ikke også mennesker, som er voldsmennesker?"

Tilbage til Lamarcks teori. Loven om brug og ikke brug kan accepteres videnskabeligt, da det viser sig, at dyrenes organer virkelig ændrer sig efter omfanget af deres brug. Men for at få sammenhæng i slægtsudviklingen antog Lamarck videre, at dyr og planter kunne videregive deres gennem vane erhvervede egenskaber til afkommet. Denne teori om erhvervede egenskabers arvelighed har ikke kunnet bekræftes, og denne svaghed har fældet teorien som helhed. Der er gjort talrige forsøg i de sidste hundrede år for at godtgøre, om en generations opøvede egenskaber skulle vise sig på afkommet, men uden resultat. Til trods for, at teorien giver en fornuftig forklaring på de biologiske væseners geniale tilpasning i form af flyveegenskaber, griberedskaber, størrelse, fordøjelsessystem, camouflagefarver, sanseorganer osv., har videnskaben følt sig tvunget til at forlade den til fordel for Darwins teori, som fremkom i 1859 med værket "Arternes oprindelse på grundlag af naturlig udvælgelse".

I forhold til Lamarckismen vender Darwin på en måde tingene på hovedet. Det er ikke individet, som har tilpasset sig, men omgivelserne, som har udryddet de arter, som ikke var velegnede til at eksistere i det pågældende miljø. Tilbage er derfor blevet de plante- og dyreformer, som tilfældigt havde de rette lemmer, farver, sanser osv. til at kunne klare sig. Darwins teori blev år 1900 suppleret med Hugo de Vries opdagelse af de såkaldte mutationer, dvs spontane ændringer af genmaterialet, hvorved en ny egenskab ved en art eller evt. en helt ny art opstår. Den heraf kombinerede teori "Neo-Darwinismen" er den mest anerkendte teori om evolutionen i dag. Erhvervede egenskaber overføres ikke fra generation til generation, men nye organismeformer opstår jævnligt på grund af uforklarlige ændringer i arvemassen. I Neo-Darwinismen har man ikke brug for psykologiske faktorer eller opøvede vaner, fordi en generations særlige behov, dens medlemmers stræben og ønsker ingen indflydelse har på mutationers indtræden. Hvis det var tilfældet, så var man i realiteten tilbage i teorien om erhvervede egenskabers arvelighed på den måde, at ønskelige og tilstræbte egenskaber virkeliggjordes gennem mutationer. En sådan indre forbindelse har man ikke kunnet konstatere: mutationer synes at være skabelser i blinde, og de enkelte generationers kamp for at erhverve nyttige egenskaber er ud fra Neo-Darwinismens synspunkt nytteløst. Denne teori er i virkelig forstand materialistisk, idet dens egentlige forklaringsgrundlag er de kemiske stoffers tilfældige forbindelser i arvematerialet. Men man må undre sig over, at "tilfældet" har kunnet producere så fuldkomne biologiske væsener, som ses på denne klode og så mange! Hvis denne teori er rigtig, må man tilføje, at tilfældet er mere genialt end de højest uddannede ingeniører og teknikere. Til trods for, at disse besidder intelligens og kan udnytte deres egne og videnskabens samlede sum af erfaringer, er deres præstationer rent dilettantiske i forhold til "tilfældets" skabeformåen. Mennesket har fx. fremstillet flyvemaskiner, men kan deres flyveegenskaber sammenlignes med en fugls eller et vinget insekts evne til at boltre sig i luften? Takket være deres vingers geniale konstruktion kan de stige og dale, flyve i kurver og brat skifte retning, og for nogle arters vedkommende stå stille i luften med vibrerende vinger. "Tilfældet" er langt foran alle professores og doktores: det har skabt en bedre kvalitet, men det har også undgået en plage, som den menneskelige teknik har påført den moderne civilisation: støj- og luftforurening. Disse naturens eller "tilfældets" mesterværker flyver elegant og sikkert i luftrummet uden at støje eller udsende giftige forbrændingsprodukter! Ligegyldigt hvad man i øvrigt vil lægge i udtrykket "tilfældet", repræsenterer dets virkninger en genialitet, hvis intelligens- og vidensindhold overgår menneskets åndelige niveau. Det er også derfor, at menneskene lærer af naturen og dens love og ikke omvendt, og spørgsmålet er, om det ikke ville være mere rimeligt at give naturens skabende faktor en anden betegnelse end "tilfældet"! Med andre ord indrømme, at der må eksistere en form for skabende intellektuel bevidsthed bag naturfænomenerne! Ud fra denne betragtning er mutationer altså langt fra tilfældige ændringer i genmaterialet, men er en fysisk tilsynekomst af en genial, intellektuel eller åndelig planmæssighed, som fører til en ny perfekt organismedannelse.

De to evolutionsteorier Lamarckismen og Darwinismen modarbejder tilsyneladende hinanden. Lamarcks strålende idé, at dyrs og planters egenskaber er delvis forårsaget af disse skabningers egen stræben, amputeredes af den kendsgerning, at erhvervede egenskaber ikke kan nedarves, og Neo-Darwinismens mutationer, som i realiteten skaber nye organismer, som de levende væsener kan være tjent med, synes at opstå spontant eller tilfældigt. Det er her, at Martinus udviklingsbegreb og reinkarnationsprincip bygger bro og får disse modarbejdende kendsgerninger til at harmonere. Det er klart, at egenskaber, som er erhvervede af én generation eller ét individ ikke kan overføres til afkommet, da erhvervede færdigheder og egenskaber må være personlig ejendom. Hvis andre gratis kunne arve sådanne evner og talenter, som den enkelte har slidt og slæbt for, ville livet være håbløst uretfærdigt. Og hvorfor skulle nogen overhovedet anvende erfaringens slidsomme vej for at opnå en færdighed, hvis der fandtes nemmere måder? Den naturvidenskabelige kendsgerning at erhvervede egenskaber ikke kan nedarves bekræfter således Martinus udsagn om erfaringers og evners personlige karakter. - Det er lige så tydeligt, at de mange udviklingsstadier i naturen er udtryk for de levende væseners egen stræben efter nye erfaringsområder og oplevelsesfelter. Iagttag fx. forsidebilledet af disse fisk, som giver en tydelig oplevelse af, at disse skabninger søger fra vandet som livselement til lufthavet og blot venter på at få en ny organisme, som er bedre egnet til livet på landjorden og i lufthavet. Men ifølge reinkarnationsprincippet kan det først lade sig gøre, når de samme individer næste gang inkarnerer. Hvis der i forvejen findes organismeformer, som disse væsener har brug for, i tilfældet med fiskene altså paddeorganismer, så vil de inkarnere i et æg lagt af en paddeform og således få den tilstræbte organisme. Hvis der ikke eksisterer sådanne organismeformer på det pågældende tidspunkt, indtræder mutationerne: pludselige - men absolut ikke tilfældige - ændringer af arvemassen, og den nye organisme opstår som en kombineret virkning af vedkommende individs egne erfaringer og behov, og en genial åndelig, ja vi kan sige guddommelig skabelsesakt.

Reinkarnation knytter således de to konkurrerende udviklingsteoriers tråde til et meningsfyldt hele. Lamarcks lov om brug og ikke brug kommer til sin rette værdighed, og mutationernes "mærkelige" opfyldelse af individernes øgede behov for oplevelser og færdigheder får et logisk grundlag. Begge teorier må dog samtidig afskæres for vildskud i teoridannelsen. Lamarckismen må se teorien om erhvervede egenskabers arvelighed falsificeret, hvilket allerede er sket i den videnskabelige offentlighed, og Neo-Darwinismen må revidere sin opfattelse af, at tilfældet er årsag til mutationer.