Kosmos 1972/21 side 244
Sv. Å. Rossen
OMVENDELSE ELLER UDVIKLING
(Fortsat fra KOSMOS nr. 19)
Den spontane omvendelse
Ligesom det er tilfældet med den teoretiske psykologi, således er også religiøse bevægelser bundet af etlivsopfattelsen. Alle mennesker antages at have mulighed for her og nu "at få et andet sind", at omvende sig eller blive genfødt. Man ser, hvorledes medlemmer af forskellige religiøse bevægelser opsøger subsistensløse, fængselsfanger eller syge på hospitaler og prøver at påvirke dem følelsesmæssigt for at de skal antage en ny livsholdning. Og en del bliver virkelig omvendt og får det derved bedre med sig selv og deres omgivelser. Som oftest er det dog omvendelse i form af at antage en bestemt tro, der finder sted. Det er mere sjældent og langt vanskeligere at blive omvendt til at følge en ny moral, og det er i erkendelse heraf, at den kristne kirke kun fremhæver troen som betingelse for frelse, men ikke de gode gerninger. Men her viser det sig netop, at kirken ikke bygger på en logisk teori. Når det drejer sig om at blive egnet til at leve i et Gudsrige, hvad nytter det da, at man tror på trosbekendelsen, hvis man ikke er gennemført næstekærlig i sin væremåde. Hvis man fører sine små og store menneskelige svagheder med sig i Gudsriget, vil der jo ingen forskel være mellem jorden og himlen, ud over at alle i himlen har den samme trosbekendelse. Men at have en forskellig moral og væremåde trods den samme trosbekendelse må være et irritationsmoment og en kilde til konflikt, der kan medføre samme ufredelige tilstande som på jorden. Hvis den himmelske tilstand virkelig skal repræsentere den fred, forståelse og harmoni, som mange mennesker hungrer efter, må tolerance og indbyrdes kærlighed være en absolut adgangsbetingelse. Hvorfor har kirken da opgivet fuldkommenhedsidealet? Hvorfor lægger den så lidt vægt på bjergprædikens påbud om at elske sine fjender eller påbudet "Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen". (Mt. 5, 48)? Fordi disse idealer er umulige at efterleve - på basis af kun ét livs bestræbelser!
Reinkarnationsprincippet er således det logiske led i teoridannelsen, som både psykologien og de religiøse bevægelser mangler. Begge parter antager, at det fuldkomne i mennesket kan bryde igennem på grundlag af ydre påvirkninger alene. Man overser, at menneskets udvikling er forårsaget af en vækstproces af sådanne dimensioner, at den strækker sig langt ud over de forandringer, som kan bemærkes i et enkelt liv, og at de påvirkninger, som mennesket udsættes for er som "dråben, der udhuler stenen". Martinus: "Humaniteten i dens tilstand som virkelig kærlighed er udelukkende den livskraft, der udfolder sig gennem evnen til - ikke at kunne nænne at gøre det onde. - Men det eneste, der befordrer denne evne, er oplevelsen i ens egen organisme og psyke af de lidelsesvirkninger, som vor onde væremåde imod andre væsener har været den første årsag til, ikke blot i det nuværende liv, men også i vore fortidige liv. Men det eneste, der kan få mennesker til at skabe lidelseserfaringer imod dem selv, er udelukkende uvidenhed. Og det eneste, der fjerner uvidenhed, er oplevelse af erfaringer. For virkelig at kende forskel på det onde og det gode, det dyriske og det menneskelige, må menneskene i en vis livsepoke leve i uvidenhedens mørke og der skabe og så og høste det onde, så længe til mentalernæringen af denne høst har bragt kærlighedsbevidstheden så langt frem, at væsenerne føler antipati eller væmmelse ved at manifestere eller så det onde. Det er først, når væsenets manifestationslyst er nået frem til at være af denne struktur og den heraf opståede urokkelige længsel efter at dygtiggøre sig i det godes manifestationer, at det får interesse af human vejledning, humane forskrifter, forskning og studium og dermed tilegnelse af den viden, videnskab og visdom, der kan udrense dets bevidsthed for de sidste rester af dets dyriske natur og give dets psyke den afpudsning eller polering, der får det til at stråle i den guddommelige glans og bølgelængde, der er universets grundtone. Og i denne kontakt med Guddommen går det ind i den fundamentale "store fødsel" i gudslyset og gudslivet, der udløser dets kosmiske bevidsthed, der gør det identisk med vejen, sandheden og livet, evigheden og uendeligheden". (LIVETS BOG VII, stk. 2520).
Fødselshjælperprincippet
På alle den mentale udviklings mange trin er der imidlertid brug for mennesker, der kan hjælpe deres medmennesker til at udnytte de erfaringer, som de har fået gennem dagligdagens vanskeligheder. Den første følelsesmæssige virkning af disse erfaringer vil ofte være utilfredshed med den hidtidige levevis, uden at vedkommende præcis kan angive, hvad der er i vejen, eller hvad der kan afhjælpe forholdene. I denne situation bliver mennesket søgende og ofte vil det drages imod en religiøs bevægelse, fordi det religiøse instinkt, som ligger dybt i alle mennesker, altid træder i funktion, når mennesket er i nød. Det pågældende menneske er da modent til at træde op på et nyt trin i sin individuelle åndelige udvikling, og den religiøse påvirkning fra de religiøse lederes side virker da som en fødselshjælp, hvorved en ny side af det senere fuldkomne menneske kommer til verden. Vedkommende bliver bevidst i en ny holdning til livet, får nye idealer og får på ny glæde ved at leve. Men det er fejlagtigt at tro, at det er selve den følelsesmæssige religiøse påvirkning, der har "omvendt" mennesket. Denne påvirkning er kun en udløsende årsag, medens den egentlige årsag er at finde i de mange oplevelser og erfaringer, behagelige og ubehagelige, som vedkommende har fået gennem årene og gennem mange liv. Disse oplevelser er den med Martinus ord "mentalernæring", hvorved individet vokser langsomt og kontinuerligt, men ofte uden selv at vide det. Først når forandringerne har nået et sådant omfang, at de er uforenelige med vedkommendes daglige liv, bliver de bevidste og kræver en retningsændring i vedkommendes liv. Og det er med hensyn til denne retningsændring, at en følelsesmæssig eller teoretisk belæring fra andre menneskers side kan få en betydning, men den egentlige udviklingsfaktor er livets egen belæring, som den former sig i de tusinder daglige situationer, hvor mennesket møder virkningerne af sine handlinger, sine forventninger og sin uvidenhed.
Når man oplever en sådan kraftig fornyelse af hele sit væsen fx. i form af en religiøs omvendelse, tror man ofte, at det er den sidste og endelige fuldendelsesproces, som har fundet sted. Senere opdager man, at den kun var et skridt på en lang vej med både stigninger og fald og skarpe drejninger. Men alle faserne vil vise sig at være nødvendige for at alle sider i den menneskelige natur kan blive ligeligt udviklede og komme i balance. Hver gang et højere trin skal betrædes, har man som nævnt brug for hjælp til at udnytte den erhvervede psykiske vækst. Denne fødselshjælp kalder Martinus "Verdensgenløsningsprincippet" og påpeger, at dette princip gør sig gældende på alle niveauer fra meget primitive udviklingsstadier frem til selve indvielsen til kristusbevidsthed og i forskellig målestok fra forældres og læreres vejledning af børn til de store mestres globale religiøse inspirationer. Denne håndsrækning "fra oven" gør sig derfor også gældende ved indvielsen i livets kosmiske struktur, og Martinus kosmiske analyser er derfor en hjælp til de mennesker, som på basis af selvoplevede lidelser er modne til at forstå den kosmiske sammenhæng. Martinus: "Selv om væsenet er begyndt at blive et humant væsen, kan det ikke straks ved egen hjælp tilegne sig kosmisk viden eller oplysninger om, hvor meget denne deres humane indstilling og væremåde er i virkelig logisk eller videnskabelig kontakt med livets kosmiske mening. Og her er det, at de bliver modtagelige for åndsvidenskaben eller livets kosmiske analyser. Og det er disse mennesker verden over, vi her igennem dette værk med livets kosmiske analyser kan hjælpe og give dem verdensbilledets kosmiske analyser i en for deres intelligens tilpasset form. Disse modtagelige mennesker kan med deres intelligens modtage den intelligensmæssige fortolkning af livets virkelige kosmiske og dermed evige analyser. De kan derved få den teoretiske oplevelse af livets mening eller livsmysteriets løsning, sådan som Gud åbenbarer den gennem verdensaltets struktur. Derved bliver de både i bevidsthed og væremåde efterhånden gjort modtagelige for "kosmiske glimt" for endelig til sidst at opleve den totale kosmiske bevidsthed som en permanent kosmisk struktur, i hvilken de er ét med "Guddommen, uendeligheden og evigheden". (LIVETS BOG VII, stk. 2524).
Sv.Å.R.
Tilbage til forfatterregister
Forrige