Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da den fremskredne videnskabelige forsker indenfor jordmenneskeheden befinder sig så meget på grænsen mellem den fysiske og åndelige verden, at hans forskningsobjekter er af en sådan natur, at han kun delvis rent fysisk praktisk kan opleve disse, ja endog i mange tilfælde kun ved hjælp af iagttagelsesapparaterne, og derfor må erstatte de manglende og for ham usanselige felter med formodninger, begynder der her at stilles overordentlig store moralske krav til forskerens bevidsthedskultur. Han må sidde inde med en bevidsthed, i hvilken der ikke forekommer voldsomme sjælelige forstyrrelser eller sindsoprivninger. Han må være absolut udrenset for alle lavere begær, tendenser og laster osv, thi i modsat fald vil disse realiteter gribe forstyrrende ind i hans koncentrationsevne og dermed ødelægge chancen for et fuldkomment forskningsresultat. Og da han her befinder sig foran den store hob i viden og forskning, vil hans resultater i mange tilfælde ikke kunne kontrolleres af medvæsenerne. I henhold hertil kræves der derfor først og fremmest af samme forsker en sandhedskærlighed så stor, at han ikke i noget tilfælde lader sig forlede til at forme sine resultater til fordel for sin egen prestige ved hjælp af små eller store unøjagtigheder og således føre hoben bag lyset. Det vil således være absolut ligegyldigt, hvor meget et væsen har studeret, og hvor mange eksaminer det så end har bestået, i det afsnit af forskning og videnskab, som jordmenneskene nu er i færd med at gå ind i, vil forskeren ikke på nogen som helst måde kunne opnå at blive fremragende, hvis han ikke har en "stille" bevidsthed, hvilket altså vil sige en bevidsthed, i hvilken der ikke findes nogen som helst tendenser i retning af jagt efter ære, magt og rigdom, en bevidsthed i hvilken alle kræfter er forenet i koncentrationen på dette ene: sandheden. Thi i samme grad som forskeren afviger fra at sidde inde med disse her nævnte kvalifikationer, i samme grad vil manifestation af ærlighed for ham være en umulighed. Og hans resultater må da i tilsvarende grad blive - ikke sandhed, men usandhed - ikke videnskab, men uvidenskab.

Så længe forskningen endnu foregår i zoner, hvor forskeren kan støtte sig på sine materielle sanser, og der, hvor disse ikke strækker til, kan bøde på dette ved de tidligere nævnte tekniske apparater, og så langt som disse når, også kan få realistisk fysisk oplevelse eller kendsgerning til støtte for sin forskning, da kan forskeren udmærket være betydelig eller fremragende uden den moralske basis, thi da stilles der ikke nær så stort et krav til hans koncentrationsevne, idet han jo netop kan holde forskningsobjektet med de fysiske sanser og med apparaterne eller hjælpemidlerne. Og disses tilegnelse og udnyttelse er jo ikke afhængig af nogen som helst moralbasis. Den umoralske forsker vil jo ligeså godt kunne betjene sig af et mikroskop eller sine egne fysiske sanser som den moralske. Anderledes stiller det sig med forskningen i de zoner og felter, hvor de fysiske sanser og kunstige hjælpemidler ikke kan strække til eller få støtte, og observationen derfor er baseret på forskerens absolut egne åndsevner. Der, hvor disse evner ikke strækker til, kan han således ikke bøde på dette med nogen som helst form for apparater eller hjælpemidler. Her kommer det udelukkende an på, hvor fuldkomne hans åndslegemer og dermed hans koncentrationsevne er. Og da den fuldkomne koncentrationsevne som før nævnt er afhængig af en absolut sindsligevægt, og denne kun kan eksistere på basis af en absolut udrensning af lavere begær eller tendenser i bevidstheden, kommer vi atter her tilbage til det evige ord "Salige er de rene af hjertet, thi de skulle se Gud". Den jordmenneskelige videnskab er således nu ved at nå en udviklingszone, hvor dens repræsentanter kun kan blive fremragende på grund af moralitet.

Den jordmenneskelige videnskab vil således nu begynde at glide ind på åndelige planer, hvilket vil sige det samme som, at dens forskningsobjekter bliver det såkaldte "tanke- og sjæleliv". Men en autoritet i denne forskning kan jo kun et væsen blive i forhold til det område af tankeklimaer og sjæleliv, det selv har overvundet og behersker. Et individ, der endnu bliver behersket af lavere tendenser, kan jo aldrig blive nogen autoritet overfor et væsen, der for længst har overvundet de nævnte tendenser. Så længe et væsen er alkoholist, kan det jo ikke være nogen ekspert i en afholdsbevægelse. Da den zone, videnskaben er ved at glide ind i, er en kærlighedszone, kan væsener, der ikke er nået ret langt frem i udvikling af kærlighed, ikke blive nogen som helst fremragende autoritet i den zone, ganske uanset hvor meget fysisk kendskab og viden de så end måtte sidde inde med. Naturligvis må den fysiske viden ikke foragtes, tværtimod, den er en overordentlig stor og vigtig faktor, uden hvilken ånds- eller "kærlighedsvidenskaben" aldrig ville komme til at kunne sætte helt fuldkomne blomster eller frugter. Gennem den fysiske videnskab bliver menneskeheden jo netop ledet frem til kærlighedszonen. Og gennem samme videnskab har den fået udviklet evnen til at kunne gå en højere bevidsthedsform i møde.

Citat fra LIVETS BOG I, side 270, stk. 228-230. Bogen er på 345 sider. Pris: kr. 55,00.