Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I Martinus verdensbillede og menneskesyn besidder det levende væsen et psykisk kraftfelt, hvis spændingstilstand og energiudladning er helt afgørende for individets sundhed, livsglæde og forhold til omgivelserne. Parallelt hermed findes der et universelt kraftfelt af guddommelig natur, fra hvis kraftressourcer mennesket med sin voksende udvikling nødvendigvis må søge tilskud af energi til sit personlige "kraftfelt".

Skeptikere overfor et spirituelt livssyn vil muligvis hævde, at begrebet "psykisk kraftfelt" er en genoplivelse af den gamle idé om sjælen, der eksisterer uafhængigt af legemet. For disse skeptikere har det psykofysiske problem fundet sin endelige løsning i vekselvirkningen mellem hjernen og den øvrige del af organismen. Dette synspunkt synes yderligere at være blevet bestyrket af de senere års erfaringer med psykofarmaka, som tilsyneladende kan ændre den menneskelige personlighed. Vi skal nu prøve at tilbagevise dette synspunkt og vil delvis gøre det ved at henvise til naturvidenskabens egne forskningsresultater.

Naturvidenskaben har i sin historiske udvikling gennemløbet en lang række stadier fra et rent mekanisk stadium, hvor genstanden for dens studier udelukkende var synlige legemer, hvis indbyrdes påvirkninger og bevægelse man prøvede at beregne. Dette afløstes senere af det kemiske stadium, hvor interessen rettedes mod stoffernes indre bevægelse, deres forvandling, hvilket førte til erkendelsen af molekylerne. Yderligere studier af molekylernes evne til at knytte forbindelse med hinanden førte til opdagelsen af endnu mindre stoflige enheder, nemlig atomerne. Hermed var man nået til partikelstørrelser, der var så små, at de unddrager sig mikroskopisk iagttagelse. Det kan nævnes, at der kan ligge 100 millioner atomer på 1 cm. Dette stadium i videnskabens udvikling må naturligvis kaldes atomstadiet, men det er ikke det sidste i rækken, hvad man måske skulle tro. Eksperimenter dokumenterede, at atomet er et elektrisk fænomen, der består af en positiv elektrisk kerne omgivet af negativt ladede elektroner, men det mest forbløffende resultat var den uomgåelige kendsgerning, at mellemrummet mellem partiklerne i atomer var af dimensioner som himmelrummet mellem stjernerne. Det faste stof havde opløst sig og afsløret sin inderste natur: "Tomrummet". Det skulle imidlertid snart vise sig, at dette rum eller felt kun tilsyneladende var tomt, i virkeligheden var det fyldt, ikke med stof men med energi. Med erkendelsen af feltenergien gled naturvidenskaben ind i sit foreløbige sidste stadium, feltstadiet. Det viste sig overordentlig vanskeligt at identificere denne energi og det lykkedes ikke at skabe et fysisk anskueligt billede af den. Forplantningen af denne energi kaldte man stråler eller bølger i modsætning til transport af partikler for at påpege, at den ikke har form af fysiske partikler.

Højst forbløffende er det imidlertid, at øjet, menneskets fineste sanseapparat, kan opfatte og registrere en del af denne ikke-partikel energi fra det subatomare energifelt, idet lyset jo netop er en elektromagnetisk bølgebevægelse. Øjets udvikling fra sort/hvidt syn til farvesyn tyder endda på, at dets sansemæssige kapacitet med voksende udvikling bliver mere og mere følsom for atomets indre ulegemlige energier.

I sin relativitetsteori fremstillede Albert Einstein det teoretiske grundlag for at opfatte stoflig energi og feltenergi som to former for den samme energi, og praktiske eksperimenter viste, at partikler (masse) kunne forvandles til energi (stråling) og omvendt. Det var blot tragisk at denne fantastiske menneskelige erkendelse skulle dokumenteres gennem spaltning af uranatomet over Hiroshima! Den omvendte proces: feltenergiens omdannelse til partikler finder sted i kæmpestore cyclotroner under anvendelse af meget store elektriske spændinger. Stof og energi eller anderledes udtrykt: partiklerne og deres omgivende tilsyneladende tomrum er ikke væsensforskellige. Stof er i virkeligheden bundet eller koncentreret feltenergi, nedfrosset energi om man vil. Ser vi på Universet som helhed, da er de stoflige former som sole og planeter, mennesker, molekyler og atomer at betragte som ansamlinger eller "klumper" i et uendeligt hav af ulegemlig energi.

Dette naturvidenskabelige verdensbillede underbygger på enestående måde Martinus kosmiske verdensbillede ved at vise, at materiens skabelse er en materialisation af en "universel" feltenergi. Sole og planeter er således blevet til gennem koncentration af feltenergien, i første fase er solene skabt gennem voldsomme varmeaccellerationer, hvorefter planeterne er blevet til gennem en afkølingsproces. Helt i overensstemmelse med de nævnte principper kan man dernæst forestille sig, at mineralernes omdannelse til planter, dyr og mennesker er en virkning af yderligere successiv overføring af "feltenergi". På denne baggrund må man vedgå, at denne universelle energi repræsenterer en genial skabeevne, og man må med Martinus spørge, om en logisk skabeevne kan være andet end en egenskab ved et levende væsen, i så fald et guddommeligt væsen?

Lad os se på vor egen organisme. Også den består af atomer, som dækker over et himmelrum af usynlig feltenergi. Når det drejer sig om os selv, skulle man mene, at vi var de nærmeste til at erkende denne energis natur. Hvor fysikken kun kan måle og registrere feltenergien, dvs den elektromagnetiske energi, udefra, der kan mennesket opleve den indefra. Martinus giver da også udtryk for, at den er identisk med vore tanker, følelser, stemninger, antipatier og sympatier, kort sagt vor psyke eller bevidsthed. Vor fysiske hjernes atomer "svæver" med andre ord i et kraftfelt, som er identisk med det i indledningen nævnte psykiske kraftfelt. Hvis man kan acceptere denne udledning, giver det et yderligere grundlag for at opfatte det ydre univers, "stjernenattens univers", som en altomfattende kosmisk bevidsthed. Hvis mennesket i sin egen natur kan erkende feltenergien i sin atomverden som sædet for sin egen skabende bevidsthed, da vil det være ulogisk ikke også at opfatte det ydre rums feltenergi som udtryk for en bevidst, skabende magt, så meget mere som naturens frembringelser i genialitet langt overgår menneskets formåen.

Den naturvidenskabelige erkendelse af vekselvirkningen og udvekslingen mellem stof og felt har givet det psykofysiske problem et nyt perspektiv, som direkte falder i tråd med Martinus kosmiske analyser. Det er både rigtigt, at sjæl og legeme er adskilte tilstande, og at de har samme grundnatur. Når Martinus udtaler, at det levende væsen er stråleformig i sin primære natur, og at dets fysiske legeme er stråleformig energi iagttaget i et bestemt perspektiv, der giver iagttageren indtryk af kompakt stof på samme måde som afstanden ("tomrum") mellem vejsiderne bliver til ét punkt i horisonten, kan fysikkens resultater uden videre inkorporeres i Martinus teoriramme. I Martinus analyser er oplevelsen af stof baseret på et illusionsprincip "perspektivprincippet", der giver sig udslag i en oplevet tæthed eller koncentration af den stråleformige energi under visse sansebetingelser.

Disse betragtninger har ikke blot teoretisk interesse men tillige i allerhøjeste grad praktisk betydning. De leder nemlig direkte hen til alle menneskelige problemers inderste årsag. Martinus gør gældende, at samtlige årsager til legemlige lidelser og konflikter mennesker imellem ligger i det psykiske kraftfelt. Ingen tanke eller følelse kan materialiseres uden at fremtræde som en energiudladning fra dette område. Mange sygdomme kan tilsyneladende helbredes ved fysiske medikamenter, ligesom man kan få dulmende eller opkvikkende piller til at komme over en krise. Som nævnt i indledningen har man i dag fremstillet psykofarmaka, som henholdsvis kan give mennesket strålende hallucinationer eller alle helvedes kvaler. Den indvirkning, som disse forskellige stoffer har på individets psyke, er imidlertid ikke vægtige argumenter for en materialistisk livsopfattelse, som mange hævder. Disse stoffer er jo koncentreret feltenergi, der i vor fremstilling er identisk med psykisk feltenergi. Hvis disse stoffer er koncentreret psykisk energi, er det absolut ikke mærkeligt, men kun naturligt, at de øver indflydelse på psyken. Alligevel er denne om sig gribende brug af piller en afsporing eller nødløsning på menneskets problemer. De egentlige årsager til de legemlige brist ligger i menneskets psykiske kraftfelt, hvis opgave det er at regulere organernes funktioner såvel som individets handlinger på en harmonisk måde. Ud over at lindre for uudholdelige smerter må man i de fleste tilfælde stemple brug af medikamenter til helbredelse som kvaksalveri.

Den umiddelbare årsag til, at menneskets psykiske kraftfelt ikke kan løse sin opgave tilfredsstillende er dets fremherskende udløsning af primitive reaktioner i form af vrede, hidsighed, irritation, nag, misundelse osv. Disse reaktioner udspringer af en "psykisk overspænding", som medfører kortslutninger og mikrokosmiske "ildebrande" i organernes indre. Fine og sårbare dele af organismens vævskultur destrueres, hvilket gradvis nedsætter deres effektivitet. Mennesket er således sin egen fjende nr. 1. Der er ingen anden magt, som kan gøre det så stor skade som det selv. At aggressioner har nedbrydende virkning i organismen kan enhver mærke ved den træthed og udmattelse og måske hovedpine, som følger efter den "helt store tur". Ser man denne nedbrydningsproces i lyset af reinkarnationsprincippet, kan man forestille sig, hvorledes mennesket i liv efter liv har "udbrændt" betydningsfulde dele af sit nervesystem og andre organområder, så det er ikke mærkeligt, at man ved obduktioner ofte finder menneskets indre organer i så miserabel stand, at man ikke fatter, at de overhovedet har været i stand til at opretholde livet.

Som en naturlig følge af mange liv levet på "psykisk overspænding" føres mennesket naturligt ind på stadier, der er præget af en lige så iøjnefaldende "underspænding". Dette er en tilstand præget af afmatning efter "overspændingens" virkninger. Og det er netop, hvad der præger et flertal af menneskene i et moderne velfærdssamfund: træthed, modløshed og depression. Der er intet overskud til dagens funktioner, oftest er det begivenhederne som tvinger mennesket til aktivitet - det er vognen, som trækker hesten!

Så længe mennesket endnu befandt sig på primitive stadier, kunne det hente energi fra automatisk virkende instinktive "batterier" i sin psykiske struktur, som naturligt opladedes af fysiske glæder: hævdelse af sin position i et eller andet socialt hierarki, forelskelse og seksuel besiddertrang, glæden ved sine fysiske kræfter og ved at spise og drikke osv. Men efterhånden som de fysiske egenskaber udhules gennem utallige "kortslutninger" og disse glæder mister deres inspirationskraft, glider mennesket ind i en fundamental depressionsfase, som det kun kan komme ud af ved helt at ændre psykisk orientering. Det har ikke længere tilstrækkelig energi på sine instinktive "batterier", og det må have energi andetsteds fra, hvis det ikke skal bukke under. Denne depression er en åndelig grøde, der rummer spiren til nyt liv. I sin dybeste fortvivlelse må det bede til den Gud, som det har lært om og i perioder i sine mange liv troet mere eller mindre på. Det fysiske menneske dør, men et åndeligt væsen opstår. Gennem bønnen træder det genopstandne menneske i sin første bevidste kontakt med sit guddommelige ophav og modtager livsvigtig energi fra det universelle energifelt.

Bønnen kan imidlertid ikke uden videre klare alle menneskets vanskeligheder. Den fulde virkning indtræder først i løbet af nogle inkarnationer, hvori individet gennem praktiske erfaringer opøver en ny vanestruktur eller livsform, hvis grundtone er næstekærlighed. Først den dag, hvor enhver henvendelse til Forsynet munder ud i indstillingen bag ordene "Ske ikke min, men din guddommelige vilje", har mennesket fuldendt sin udvikling og dermed ophævet barrieren mellem sit eget psykiske kraftfelt og universets guddommelige kraftkilde.