Ældre Kosmos og Kontaktbreve

bind I, stk. 92, side 91.

Da enhver handling, der er hensigtsmæssig eller har et bestemt formål med sin udløsning, er at udtrykke som en "normal" handling, og enhver handling, der er formålsløs eller uhensigtsmæssig, er at udtrykke som en "unormal" handling, har vi her en målestok, ved hvis hjælp vi er i stand til at kunne udmåle, om en opfattelse af tilværelsen eller et kendskab til livets højeste mysterium er identisk med den absolutte eller uforanderlige analyse af den evige sandhed, eller den endnu kun repræsenterer et forestillingsfacit analogt med to plus to er lig tre, fem eller seks osv. Hvis det omtalte kendskab afslører vibrationer, bevægelser eller manifestationer i tilværelsen, som er ganske planløse eller uhensigtsmæssige og derved i tilsvarende grad viser planløse områder i tilværelsen, da er det kun udtryk for, at nævnte kendskab ikke er identisk med den virkelige eller uforanderlige analyse af tilværelsen, men derimod kun udgør en forestilling, der må vige pladsen, efterhånden som den virkelige kendsgerningens analyse eller det virkelige kendskab til livet vokser frem, i hvilket der ikke findes nogen som helst form for hensigtsløse manifestationer, bevægelser eller planløse områder, men hvor alt derimod er afsløret som absolut hensigtsmæssigt, og hvor hver enkelt realitet fuldstændigt arbejder i kontakt med de øvrige realiteter i universet og derved skaber et i harmoni med den højeste fornuft eller intelligens fremtrædende sammenspil, viser os livet og tilværelsen som udgørende en guddommelig intelligensmæssig verdensplan, afslørende enhver detalje, mikrokosmisk såvel som makrokosmisk, det såkaldte "onde" såvel som det såkaldte "gode" som værende i den mest fuldkomne harmoni med begrebet "Alt er såre godt". Et kendskab, der viser os tilværelsen således, kan aldrig nogen sinde forandres, men vil fremtræde som det evige urokkelige facit på alle livets vibrationer, bevægelser og foreteelser. Det er den højeste blottelse, der overhovedet kan gives den evige sandhed. Det er selve kendsgerningernes analyse med hensyn til tilværelsesmysteriets afsløring. Det er den absolutte viden om verdensaltet, Guddommen og de levende væsener.

En sådan videns åbenbarelse udgør hovedfaktoren i den nu ind over jorden udstrålende ny verdensimpuls fra "det guddommelige skabeprincip". Men for at en sådan viden virkelig skal kunne nå at blive en fælles praktisk basis for alle folkeslag verden over, var det nødvendigt, at disse måtte opleve de samme eller beslægtede erfaringer. Kontrasterne mellem folkeslagene måtte mildnes. Væsenernes begær efter åndelig viden måtte bringes til at koncentrere sig i de samme spørgsmål i Østen såvel som i Vesten eller omvendt. En forening af alle folkeslag kunne altså udelukkende kun baseres på en fælles interesse, et fælles mål - den samme ufuldkommenheds fuldkommengørelse.

Den fælles interesse, som alle folkeslag således måtte bringes til at få, er allerede synlig som identisk med deres nu voksende fælles interesse for skabelsen af en vej ud af ufreden bort fra krigens, lidelsernes, uvidenhedens og overtroens zoner. Folkeslagenes samlede mål og interesse er således begyndt at blive synlig som mere og mere koncentrerende sig i dette ene: skabelsen af en indbyrdes åndelig såvel som materiel harmoni og dermed den absolutte verdensfred.