Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1970/21 side 253
OMSIDER
kom den bog, man har ventet så længe på
TYVE TILFÆLDE, DER TYDER PÅ REINKARNATION
af professor dr. med. Ian Stevenson
 
En af de største hindringer for den vækst i Martinus arbejde, de fleste af os ønsker at se, er utvivlsomt tidens manglende forståelse af reinkarnationstanken - ikke mindst her i den vestlige verden. Kun med denne som baggrund er det muligt at begribe det kosmiske verdensbilledes umådelige perspektiv og spændvidde, spiralkredsløbet, skæbnedannelsen, polforvandlingen m.m.
Medens det kosmiske verdensbillede på en lang række områder præsenterer helt nye og revolutionerende anskuelser, gælder dette ikke med hensyn til reinkarnationstanken, idet denne i årtusinder har været kendt og anerkendt inden for flere af Østens store religioner. Det er dog ikke ensbetydende med, at Martinus har "lånt" reinkarnationslæren fra disse religioner. Reinkarnationsprincippet er for ham en selvoplevet realitet, en grundlæggende kosmisk naturlov, hvoraf hele livets eksistens og udvikling afhænger. I overensstemmelse hermed indgår reinkarnationslæren som et altoverskyggende nøglebegreb i det verdensbillede, han efter sin kosmiske indvielse i 1921 begyndte at formulere, og som nu i store træk foreligger færdigskabt og afsluttet.
Enhver, der har erhvervet sig et bare nogenlunde indgående kendskab til Martinus tanker, er klar over reinkarnationsbegrebets betydning. Ikke mindst når det drejer sig om at forklare disse tanker for andre. Ustandseligt støder man på den hindring, at folk i almindelighed står enten uforstående, tvivlende eller direkte afvisende over for den tanke, at mennesket skulle have mere end ét fysisk liv til sin rådighed. Det, som for en meget stor part af østerlændinge er en ren selvfølge, er med andre ord for vesterlændinge noget enten fuldstændigt ukendt eller komplet ufatteligt.
Set på denne baggrund må det hilses med betydelig glæde, at der nu i den vestlige verden er ved at komme gang i en forskning, der på et højt videnskabeligt plan undersøger spørgsmålet om reinkarnation. Initiativtageren er den canadisk fødte psykiater, professor, dr. med. Ian Stevenson ved University of Virginia School of Medicine. Som resultat af godt ti års arbejde råder professor Stevenson i dag over kendskab til mere end et tusinde tilfælde, hvor mennesker (som regel børn under 10 år) hævder at kunne huske et tidligere liv, som de er i stand til at beskrive i detaljer. Sammen med en række kolleger undersøger dr. Stevenson holdbarheden af disse erindringer, og han har i 1966 i USA udgivet en bog, hvor han redegør for tyve sådanne undersøgelser. Bogen har vakt betydelig opsigt i hele den engelsktalende verden, og forfatteren har modtaget adskillige tilbud om udgivelse på andre sprog; således er den bl.a. udkommet i et stort italiensk ugeblad, hvilket må siges at være bemærkelsesværdigt i betragtning af katolicismens magtstilling i Italien.
Vi kan glæde vore læsere med, at dette højst interessante materiale nu også er tilgængeligt inden for Skandinavien, i første række på dansk, idet forlaget Logos, der som bekendt arbejder i nær forståelse med Martinus Institut, har fået tildelt udgivelsesretten for hele Skandinavien samt Finland.
Bogen er udkommet i denne måned som billigbog i en fremragende oversættelse af cand.mag. Ben Saxe, der i sympati for Martinus sag vederlagsfrit har udført det store oversættelses- og korrekturarbejde. Dette i forbindelse med en række særdeles heldige dispositioner har gjort det muligt for forlaget at udgive den 408 sider store bog til en særdeles favorabel pris, nemlig kr. 29,85, hvilket forhåbentlig vil bidrage til en så betydelig udbredelse, at reinkarnationstanken fremtidigt vil kunne vinde større tiltro i den skandinaviske verden - bl.a. til fremme for Martinus sag og arbejde.
Som en interessant efterbemærkning kan det nævnes, at dr. Stevensons bog ikke alene bekræfter fundamentale anskuelser i Martinus Kosmologi - f. eks. loven for skæbnedannelse, loven for talentkernedannelse, evner og talenters overføring fra liv til liv, samt det lykkelige i, at mennesker normalt ikke kan huske sine tidligere liv. Den kaster også lys over flere hidtil uomtalte og antageligt anormale reinkarnationsformer som f.eks. besættelses-reinkarnation, kønsbytte­reinkarnation og selvstyret reinkarnation. - Det er næppe for meget at sige, at TYVE TILFÆLDE, DER TYDER PÅ REINKARNATION simpelt hen er den største sensation på årets bogmarked. Er De interesseret, vil De kunne bestille den forøvrigt smukt udstyrede bog gennem henvendelse til Deres boghandler eller endnu enklere gennem indsendelse af vedlagte girokort. Prisen er som nævnt kr. 29,85.
 
red.