Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For 40 år siden var den tekniske udvikling nået det punkt, da der var ved at være overflod i verden, men menneskeheden eller rettere den vesteuropæiske-amerikanske kultur var ikke moralsk moden til at løse den opgave, at fordele den produktion, som da var mulig. I menneskenes hænder forvandlede overfloden sig til en verdensomspændende krise. Fabrik efter fabrik måtte lukke, mens folk blev arbejdsløse og sultede, kornet blev brændt, kaffen kastet i havet, husdyr destrueret osv. Alt for at holde priser og pengepolitikken i orden. Først da Hitler satte rustningsindustrien i gang kom folk i arbejde - og i krig. Så kunne der skaffes penge til alt.

Skal det samme gentages i dag? Den ene halvdel af verden sulter. I den anden halvdel nedlægger man landbrug i land efter land, mens man indfører råprodukter til underpriser fra de sultende lande.

Vi lever under et økonomisk system, som betinger, at alt fremskridt kapitaliseres. En dansk ingeniør har påvist, hvordan den offentlige og private gæld fra at være en halv milliard kroner i 1870 for hver 12-14 år er fordoblet, så den nu er 70-80 milliarder kroner. En sådan rentebyrde kræver langt mere i forrentning end værdien af den danske høst.

Den medfører, at alle arbejdende mennesker bliver forgældede, mens kapitalen samles på få hænder. Hvis blot kapitalen overalt tjente samfundet, var det i grunden ligegyldigt, hvem der ejer den. Men under de nuværende forhold medfører kapitalophobningen på få hænder en række forhold, som i høj grad skader en sund samfundsudvikling: inflation, jordspekulation, sociale udgifter til den arbejdende befolkning, fordi de ikke får udbyttet af eget arbejde. Alt dette tvinger folk til at tjene på hinanden, og det tvinger samfundene til at tjene på hinanden.

Da landene for 100 år siden gik over til pengeøkonomi, og det engelske pund var gangbart over hele verden, fik handelen et mægtigt opsving.

Pengene skulle blot være en måleenhed, som var ens overalt og til alle tider. Men penge er samtidig blevet en handelsvare og et magtmiddel. Dette sidste har medført, at handelen igen ofte må blive en tosidig byttehandel, og man må beskytte sig mod billige varer ved told, fordi man regner med penge i stedet for reelle værdier.

Alt dette indså landinspektør K. E. Kristiansen, og gennem et langt liv arbejdede han for at skabe et grundlag for en sund økonomi. Han forstod at renten til private gjorde de få rige og de mange arbejdende fattige. I 1932 startede han sammen med nogle få andre JAK-bevægelsen med det formål at afskaffe renten. Bevægelsen fik snart stor tilslutning, men måtte standse forskellige forsøg på at føre sine ideer ud i praksis på grund af uoverensstemmelser med den politiske magt.

Mange faldt fra, men sammen med nogle få utrættelige fortsatte K. E. Kristiansen arbejdet, fast overbevist om, at den, der følger de evige livslove, til sidst vil sejre. Han oplevede at se sine ideer virkeliggjort i en bank, JAK-Banken, hvis hovedformål er at afskaffe renten, og som viser en praktisk vej til at løse de økonomiske problemer på den rette måde. Her kan man i praksis tjene hinanden og derved både tjene sig selv og samfundet.

 

 

Enhver må først yde sin indsats i form af en opsparing, som han ingen rente får for, og til gengæld får han mulighed for et lån, når den tid kommer, i forhold til sin egen indsats. Derved bliver de enkelte efterhånden økonomisk uafhængige af det almindelige lånemarked og de urimelige vilkår, som dette byder den arbejdende del af befolkningen i dag.

Som forholdene er i dag, hvor et hus kommer til at koste 5-10 gange de egentlige byggeudgifter, inden kurstab, renter og afdrag er betalt, er det klart, at arbejderen aldrig kan købe sit eget arbejdes produkt. Dette er helt umuligt, og systemet kan kun holdes gående ved en fortsat stigende inflation, fordi det er i uoverensstemmelse med livslovene.

Vil man i dag standse inflationen, kommer man ud i en krise, som vi oplevede for 40 år siden. Man er ved at blive klar over inflationens bestandighed, og derfor oplever vi en spekulation i faste værdier, som aldrig før.

Dette giver JAK-Banken gode arbejdsbetingelser. Den vokser nu med rivende hast og vil i løbet af nogle år medføre en økonomisk revolution her i landet som kan sidestilles med tidligere.

Det er jo ikke første gang, at vi har set, at ejendomsretten til værdierne var samlet på så få hænder, at der måtte en revision til.

Romerriget brød sammen, fordi rige godsejere tiltog sig al magt og købte de arbejdsløses stemmer for brød og skuespil.

I 1536 måtte den danske kirke afgive 1/3 af Danmarks jord, som den havde tilegnet sig som belønning for at skaffe folk frelst gennem skærsilden. Da kongen i løbet af hundrede år havde sat kirkens jord overstyr til herremændene, måtte der en ny revision til, og i 1788 kom love, der skulle gøre den danske bondestand til ejere af sin egen jord igen.

Den gang skete det mere lempeligt, men næppe var bonden selvejer, før han afskaffede skatterne på jorden og skaffede sig gæld i stedet. Det gav en rig fader, men en fattig søn, og i dag er det næsten umuligt at skaffe midler til en bondegård, hvis man ikke kan arve den.

Det samme gælder et ganske almindeligt hus eller anden bolig og virksomhed.

Men for de mennesker, som selv vil gøre en indsats, er der nu gode muligheder ved at bruge JAK-Banken, hvor man hjælper hinanden til økonomisk bedre vilkår. JAK-Banken tager ikke rente af sine udlån, når de er givet i forhold til en opsparing. For tiden betaler man 2% p. a. af lånene til bankens omkostninger. Dvs. at man med omtrent samme årlige udgifter som til renter på andre lån kan afdrage sine lån på 10-15 år, hvor man ellers bruger 40-60.

Kommuner kan få lån på samme billige vilkår i forhold til deres brug af banken. Dette har for en enkelt kommune betydet en nedsættelse af skatteprocenten. Noget som skattebetalerne sikkert vil sætte pris på.

I dag stiller alle krav: krav om højere løn, større skoler, sygehuse, plejehjem osv., men skal alt dette kapitaliseres og betales med en rente på 10%, vil samfundets økonomi bryde sammen, og vor løn vil ikke slå til til skatten.

Derfor må vi slå ind på en anden vej: vi må søge at tjene hinanden i stedet for at tjene på hinanden. Dette er JAK-bevægelsens hovedtanke.

Vi har en høj levefod takket være et samarbejde med hele verden, og hvis vi kunne finde ud af, hvorfra de ting stammer, som vi bruger blot i løbet af en dag, vil det vise sig, at vi har ting, som stammer fra de mest forskellige egne af vor klode. Teknikken og handelen har muliggjort dette internationale fællesskab, og kun teknik og handel sætter de praktiske grænser for det opnåelige. Penge burde i dette fællesskab blot være en værdimåler, som en meterstok er det. Men vi vurderer og tænker kun i penge, og derfor ser vi en verden, som er på afgrundens rand.

Skulle det ikke være muligt at indrette vort samfund i større overensstemmelse med livets love?

Der er ganske enkelte økonomiske og menneskelige grundsætninger, som man da kan gå ud fra:

1. Vi skal alle leve af den foreliggende produktion eller det, som vi kan tilbytte os for den

Deraf følger, at jo flere vi beskæftiger i produktionen i forhold til det antal, der arbejder i uproduktive erhverv, desto mere må det blive til gavn for helheden. Den ulige kapitalfordeling medfører et mægtigt uproduktivt socialt fordelingsarbejde.

2. Vi kan intet bygge, uden at den nødvendige opsparing er gjort forud eller samtidig med byggeriet

Skal vi f. eks. bygge en Storebæltsbro, må vi have den nødvendige mængde cement, sand og jern samt det nødvendige til arbejdsstabens underhold, så længe arbejdet står på. Det kan regnes ud i penge, hvor meget dette beløber sig til, men det afgørende er de håndgribelige ting, og ikke pengene. Hvorfor skal man så f. eks. låne i udlandet og måske betale mere i renter end selve arbejdet og materialerne koster.

3. Det egentlige grundlag for al ejendomsret må være arbejdet.

4. Mennesker arbejder med størst interesse og ansvarsfølelse, hvor de er direkte interesseret i deres arbejdes resultat

Derfor er det bedst, at de mindre bedrifter ejes af de enkelte, og at man indenfor de større får en form for medejerskab, som dog ikke hindrer lederen i at kunne disponere frit.

JAK står for ordene jord, arbejde og kapital, og hermed tænkes på den reelle kapital, som består af bygninger, maskiner og redskaber osv. og ikke på den fiktive kapital: penge, aktier, obligationer, veksler o.l.

JAK-ideen er at bringe disse tre faktorer i bedst muligt samarbejde; så er der uanede muligheder for, hvad vi kan opnå, om vi løser samfundsspørgsmålene rationelt, men så vil vi stå overfor det næste problem:

Er menneskene modne til den velstand og den fritid, som vi teknisk er i stand til at opnå? Den åndelige udvikling af mennesket anså K. E. Kristiansen som det vigtigste af alt, men det skulle give sig praktiske udslag i dagliglivet. Uden hans urokkelige tro på, at livet følger evige love, som vi må være i overensstemmelse med, var JAK ikke blevet den realitet, som den er i dag.