Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1969/10 side 117
Fra flere sider er der blevet udtrykt ønske om at KOSMOS kunne blive forsynet med en hefteklemme i ryggen, således at man blev forskånet for at holde styr på de løse ark. Også dette ønske ligger det Instituttet på sinde at imødekomme så snart som muligt. Men foreløbigt stiller de økonomiske konsekvenser af denne detaljes løsning sig hindrende i vejen, idet der vil blive tale om behov både for moderne heftemaskiner (mindst to) samt personale til at betjene disse. Det kan imidlertid oplyses, at disse aktiver står øverst på redaktionens ønskeliste, så forhåbentlig skal læseren ikke komme til at vente alt for længe.
I øvrigt skal der ikke lægges skjul på, at vi fra redaktionens side er stærkt interesseret i kritik, ideer og forslag fra læserne. Ligeledes er artikler, tegninger og fotografier velkomne for så vidt de direkte eller indirekte har relation til Martinus Kosmologi. Det behøver ikke nødvendigvis at være ting, der direkte belyser et eller andet kosmologisk emne, men lige så gerne stof, der enten bekræfter de kosmiske analyser eller som det kan være af almindelig interesse at være orienteret om for den, der studerer kosmologi. Især har ideer og fotos til nye forsider interesse, selv om redaktionen naturligvis ikke kan love at bringe alt, hvad der bliver indsendt. - Vi afventer altså meget gerne læsernes initiativ.
Med venlig hilsen
redaktionen