Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Allerede fra begyndelsen af sit offentlige virke omkring 1928 forudsagde Martinus, at religion og videnskab inden for en overskuelig tid ville mødes og gå op i en højere enhed, i hvilken også politik og kunst ville indgå. Det er derfor overordentligt interessant at se, hvorledes denne spådom for specielt religionen og naturvidenskabens vedkommende begynder at vise tegn på at gå i opfyldelse. Det er vel de to menneskelige aktivitetsområder, der har syntes mest uforenelige, og det må derfor også anses for særligt bemærkelsesværdigt, at de ikke desto mindre nu begynder at finde sammen. Martinus argument herfor var i sin tid, at religion og videnskab er to måder at behandle det samme problem på. Således udtrykker det religiøse liv menneskets interesse for spørgsmålet om en mening med dets tilværelse, medens den videnskabelige aktivitet udtrykker et forsøg på at skabe klarhed over beskaffenheden og indretningen af den verden, hvori denne tilværelse er henvist til at blive ført, og som mennesket for øvrigt selv er en del af. Det er derfor også givet, at de to aktiviteter på et eller andet tidspunkt må mødes til gensidig nytte og berigelse. Og det er netop dette, der nu med stadig kortere mellemrum begynder at bekræfte sig. Et opsigtsvækkende eksempel herpå er professor Ian G. Barbours nyligt udkomne bog: "Issues in Science and Religion" (berøringspunkter mellem videnskab og religion). Man må stærkt håbe på, at denne bog må komme i en eller anden skandinavisk oversættelse, således at den kan blive tilgængelig for et flertal af det publikum, Martinus arbejde hidtil har haft størst mulighed for at henvende sig til. Den vil utvivlsomt kunne nedbryde adskillige af de fordomme, der på dette område spærrer for en frugtbar nyorientering, og som også bidrager til en skepsis over for Martinus arbejde, som absolut ingen kan være tjent med.

Som et første bidrag i denne retning - og i øvrigt også som et apropos til behandlingen af sameksistensargumentet - bringes i det følgende professor C.A. Coulsons anmeldelse af Ian G. Barbours nye, opsigtsvækkende bog.