Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I omtalte artikel nævner forfatteren, at flagermus bruger ekkolod eller radar i deres søgen efter føde. De udstøder skrig med så høj frekvens, op til 70.000 svingninger pr. sekund, at det menneskelige øre ikke er i stand til at opfatte dem. Ved at opfange tilbagekastningerne af disse lydbølger kan de registrere afstand og retning til ét enkelt myg! Men lige så interessant er det, at naturen, som havde den taget ved lære af moderne strategi, har opfundet modforholdsregler, som visse natsværmere benytter sig af. Disse er således udstyret med støjsendere, der omgående træder i funktion, når ultralyd fra flagermus observeres, og forvirrer derved angriberen. Forfatteren konkluderer eksemplet således: "Det siger sig selv, at teknikere ville være lykkelige for at kunne bygge en lige så effektiv miniatureradiosender og modtager."

Efter ovennævnte meget talende eksempler kunne man vente, at videnskaben måtte bøje sig og officielt anerkende tilstedeværelsen af ideskabelse og tænkning i naturens verden og således bifalde en religiøs filosofi. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Man mener at kunne forklare naturens hensigtsmæssighed med biologiske udviklingsteorier, som man ikke bør bagatellisere, selv om man eventuelt ikke kan tilslutte sig dem. Disse teorier bygger på Charles Darwins og Hugo de Vries' undersøgelser. Darwins store tanke, som stadig holdes i hævd, var, at de mest hensigtsmæssigt udstyrede dyrearter har haft det bedste grundlag i kampen for tilværelsen og derfor i det lange løb har kunnet overleve de arter, som ikke var så vel udrustet. Når isbjørnen er hvid, og vingerne på en sommerfugleart, der lever på en stormomsust ø, er små, er disse medfødte heldige egenskaber årsag til, at netop disse dyr har kunnet overleve der, medens fx. bjørne med andre farver eller sommerfugle med større vinger for længst har måttet uddø i disse særprægede naturområder. Spørgsmålet om, hvordan naturen finder på at udstyre en bjørneart i arktiske områder med hvid pels eller hvordan der pludselig kan opstå en sommerfugleart med mindre vinger, nåede Darwin ikke at give nogen forklaring, i hvert fald ikke til nutidige biologers tilfredshed. Dette lykkedes imidlertid for Hugo de Vries, som år 1900 fandt to hidtil ukendte natlysarter på en mark udenfor Rotterdam. Dette fund gav ham anledning til at fremsætte teorien om pludselige, men sjældne, mutationer i en biologisk arts arveanlæg. I Neo-Darwinismen, som vist må regnes for den mest anerkendte udviklingsteori i dag, bygger man på disse to grundpiller: mutationer og naturlig udvælgelse, hvor den første faktor "skaber" stadig nye variationer i organisk udstyr, medens den sidste faktor står for en udryddelse af de dårligste variationer, så de bedst egnede bliver tilbage. Man har altså konstateret, at der sker sådanne ændringer i arvemassen og dertil beregnet, at den statistiske mutationshyppighed er 1 for hver 10.000 - 1.000.000 generationsovergange. Men hvad er årsag til disse ændringer? Selve ordet "mutation" betyder ændring og forklarer således i sig selv intet. Klogere bliver man ikke ved at konstatere, at man ved røntgenstråler kunstigt kan fremkalde ændringer, der dog i de fleste tilfælde snarere må kaldes degenerationer, eftersom man ad denne vej kan fremkalde uhyggelige organiske misfostre. De ændringer i generne, som langsad udviklingen har omdannet fisk til padder og padder til krybdyr, disse atter til pattedyr, har ikke været mislykkede degenerationer, men derimod stadig mere effektive og levedygtige organismer. Mutationsteoriens egentlige forklaringsindhold, når man streger alt det latinske over er "tilfældige" ændringer, og dens talsmænds eneste chance for at redde æren som tænkende forskere er henvisningen til tidsfaktoren. De hævder nemlig, at hvis man har tilstrækkelig lang tid til sin rådighed - og evolutionen har taget fantastisk lang tid, det må indrømmes - så må tilfældige ændringer på et eller andet tidspunkt vise sig heldige for racen. Der bliver således et statistisk problem tilbage, som enhver må vurdere efter sin egen målestok. Men i sine overvejelser må man medtage, at naturen rent faktisk har frembragt et astronomisk antal højst komplicerede og hensigtsmæssige organismer, så hensigtsmæssige, at menneskehedens mest fremskredne videnskab som nævnt kan lære af dem, og at den generelle udviklingslinje er gået mod bedre og bedre organiske konstruktioner. Dertil må føjes, at skelsættende nye udviklingstrin har været baseret på gruppe-mutationer, dvs. at en række indbyrdes afhængige ændringer har fundet sted samtidig, hvilket rent statistisk er overordentligt usandsynligt. Dette har fx. været tilfældet med pattedyrenes mutation fra krybdyrene, hvorved pattedyrene på én gang fik et bedre blodkredsløb, større hjernevolumen, fødte ungerne levende, havde dievorter, så ungerne ikke var prisgivet, og disse samtidig var udstyret med suttereflekser, så diegivningen overhovedet kunne finde sted. Disse for livets udvikling så betydningsfulde mutationer har således ikke karakter af enkeltstående, tilfældige ændringer, men som en helhed eller system af ændringer, som understøtter hinanden og derved taler stærkt for, at det ikke er tilfældighedernes spil, men en bevidst, tankeskabt plan, som folder sig ud. For usandsynligheden af tilfældeteorien taler også, at en mutation for at kunne få ændrende indflydelse på den næste generation skal indtræde samtidig hos en han og en hun, hvilket må være et praktisk talt usandsynligt tilfælde.

Der er flere grunde til, at mange mennesker trods talende vidnesbyrd om naturens geniale funktioner ikke kan anerkende noget guddommeligt bag naturens skabeprocesser. En af disse er, at det forekommer svært at se nogen mening i naturen, særligt hvis man hæfter sig ved den gennemførte grusomhed, som kommer til udtryk i dyrenes liv, hvor den enes brød i bogstavelig forstand er den andens død. Denne disharmoni kan ikke bortforklares og skal heller ikke bortforklares. Det er opgaven at se disse livets mørke sider i en større helhed. I Martinus verdensbillede illustreres det med skærende logisk klarhed, at mørket i tilværelsen er lige så væsentligt som lyset, eftersom det danner den kontrast på baggrund af hvilken lyset alene kan opleves. Lyset og mørket er evige komplementære faktorer, som skaber den spænding i tilværelsen, som gør oplevelse mulig. Denne spændingstilstand mellem lys og mørke, godt og ondt, behag og ubehag, er alle ønskers og begærs, ja, enhver bevidsthedsmæssig dragnings inderste drivkraft. Dyreriget er et livsområde, hvis beboere i deres evige livsbane gennemlever en ubevidst, instinktiv livsform, hvor de legemlige begær dominerer. For disse væsener er det af så stor betydning gennem legemlig smerte gradvis at blive vækket til vågen bevidsthed, til forståelse af omgivelserne, til fællesskab med dets medvæsener, at deres "mørke" skæbne i virkeligheden er en guddommelig velsignelse. Det er denne åndelige opvækningsproces, som fortsætter i menneskenes verden, hvor følelsesbalance, intelligensklarhed og uegennyttig kærlighed langsomt modnes hos de mennesker, som gennem mange inkarnationer har kæmpet med vanskeligheder i deres daglige arbejde, sygdomme, konflikter i familielivet og vanskeligheder i deres eget sind. Det er nok nødvendigt at have fornemmet denne relation mellem mørke og lys i sine egne erfaringer for at kunne forstå de samme faktorers sammenhæng i naturen.

En anden grund til ikke at kunne anerkende en guddommelig intelligens bag naturens tekniske vidundere er, at denne intelligens ikke kan registreres direkte. Moderne videnskab vægrer sig ved at gå ud over det "positive", dvs. det umiddelbart foreliggende. Den vil hellere mene, som Martinus udtrykker det, "at naturens skabelsesprocesser er blevet til af sig selv, skønt de nævnte processer ikke i noget som helst tilfælde står under den menneskelige skabelse i logik, genialitet og fuldkommenhed. Tværtimod, hvilken skole, hvilket universitet eller hvilken læreanstalt kan repræsentere en viden, der ikke er en opsummering af erfaringer fra den skabelsesproces, der igennem tiderne har omdannet Jorden fra en glødende tågemasse, flydende ild, til dens nuværende stadium med højt udviklede, i kød og blod fremtrædende, tænkende og skabende væsener". Og Martinus fortsætter: "Men når de ypperste og klogeste repræsentanter ... ikke tilnærmelsesvis kan komme op på en sådan fuldkommenhed i genial formåen eller kunnen, som den, naturen eller de såkaldte "døde" materier her åbenbarer som en urokkelig kendsgerning, må det jo være en overordentlig stor fordel at høre til de "døde" ting. Hvad betyder det at være en død ting, når man i denne tilstand kan manifestere langt større intellektualitet og skabekraft, end hvis man var en "levende ting"."