Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Vi har nu i det foregående set, at reinkarnation ikke er noget nyt begreb, men i virkeligheden har haft og stadig har en umådelig udbredelse blandt forskellige folkeslag på Jorden. En af grundene til denne popularitet er sikkert at finde i reinkarnationslærens åbenlyse bekræftelse på de retfærdighedsidealer, alle humant udviklede mennesker er i besiddelse af: en hård skæbne må stå i relation til en negativ livsførelse i tidligere inkarnationer og have betydning for en udvidelse af individets livsfelt - menneskeligt, moralsk, intellektuelt - i kommende inkarnationer. Livet får derved sammenhæng og mening. Martinus bidrag til reinkarnationslæren er at underbygge den med et logisk, teoretisk grundlag, som man savner i de fleste andre fremstillinger. De teoretiske aksiomer for reinkarnation i Martinus analyser er definitionerne på jeget, evighedslegemet, talentkerneprincippet og skæbneloven, som er emner, vi allerede har belyst. Reinkarnation er en logisk følge af disse forudsætninger, så man må sige, at hvis disse er sande, må reinkarnation også være en realitet. Hvis jeget er evigt, må det overleve den fysiske død, og hvis individet besidder et ikke-fysisk evighedslegeme med talentkerner, som er styringscentre for alle automatiserede legemsprocesser, uafhængig af, om det fysiske legeme er opløst, ejer det dermed den potentielle mulighed for dannelsen af en ny organisme. Hvis skæbneloven endvidere er en realitet og medfører, at handlinger udført under fysiske betingelser afføder skæbneoplevelser under tilsvarende fysiske betingelser, så kan dette kun ske ved reinkarnation. Det logiske grundlag for reinkarnationslæren er således intakt, men det springende punkt er naturligvis præmisserne eller aksiomerne. Hvis de er forkerte, falder den logiske udledning sammen som et korthus. Det er vigtigt at indse, at sandheden af disse præmisser ikke kan bevises almengyldigt, hvilket hænger sammen med grundbetingelserne for bevisers gyldighed. Strengt taget har beviser kun gyldighed inden for matematikken og logikken, hvor man selv fastsætter præmisserne, men ikke inden for erfaringsvidenskaberne, hvor præmisserne er ensbetydende med de sidst tilvejebragte erfaringer eller data fra et givet forskningsfelt og derfor er variable. Man kan nemlig aldrig vide, om morgendagen vil bringe nye fakta frem, som ændrer grundlaget for hele teorien. Et bevis er en logisk påvisning af, at konklusionen er lige så sand som præmissen, hvorved præmisserne principielt altid er uden for bevisets rækkevidde eller gyldighedsområde. Præmisser kan ikke bevises, men må erfares. De grundlæggende kendsgerninger for enhver teori, også Martinus verdensbillede, er derfor afhængig af iagttagerens sanseevne og intellektuelle kapacitet, som afgør, om vedkommende kan "se" eller opleve de pågældende kendsgerninger som realiteter. Erkendelsesevnen og dermed udviklingsfaktoren bliver således den faktor, som skiller vandene. Lige så lidt som man kan bevise den gule farves udseende for en farveblind eller næstekærlighedens berettigelse for en gangster, således kan man heller ikke bevise reinkarnationens sandhed for mennesker, som ikke er i stand til at opleve de nævnte grundlæggende egenskaber ved det levende væsen. Nu er det de færreste mennesker, som besidder denne påkrævede sanse- eller erkendelseskapacitet, hvilket naturligt må mane til forsigtighed i omgangen med beviser. Det har derfor i disse tilfælde betydelig større rimelighed at tale om hypoteser, idet man derved tager et naturligt forbehold med hensyn til sine egne evner. En hypotese kan for det enkelte menneske besidde større eller mindre sandsynlighedsværdi alt efter omfanget af tilgrundliggende erfaringer og logiske slutninger. Med disse betragtninger in mente skal vi fortsætte vor redegørelse for Martinus analyser over reinkarnationsprincippet.

En første forudsætning for reinkarnation er naturligvis, at man kan overleve døden. Der findes i litteraturen mange vidnesbyrd herom, som man kan fæste større eller mindre lid til. Anvendt her skal de i relation til ovenstående ikke tjene som bevis, men alene som anskueliggørelse af emnet. I sin bog "på sporet af den store virkelighed" anfører J. Dragsdahl følgende beretning: "En officer fra en engelsk tankgruppe oplever 3/8 1944, at hans panservogn får en fuldtræffer af en tysk granat, og at han selv med klæderne i brand bliver slynget en halv snes meter væk over en høj hæk. Han fortæller: "Alt dette tog en brøkdel af et sekund, og den næste oplevelse var ganske usædvanlig. Jeg vidste, at jeg var to personer - én, der lå på jorden i en mark, hvor jeg var faldet ned efter eksplosionen med klæderne i brand og fægtende vildt med arme og ben, samtidig stønnende og forvildet af angst. Jeg var ganske bevidst både i, at jeg udstødte disse lyde, og tillige hørte dem, som om de kom fra en anden person. Det andet jeg svævede i luften, en halv snes meter over jorden, og fra denne stilling kunne jeg ikke blot se mit jeg på jorden, men også hækken, vejen og vognen, der var indhyllet i røg og flammer. Jeg husker ganske klart, at jeg sagde til mig selv: Det kan ikke nytte noget at være så vild, rul dog rundt og rundt for at få de flammer slukket. Til sidst gjorde min krop det og trillede ned i en grøft ved hækken, hvor der var lidt vand. Flammerne blev slukket og pludselig var jeg én person igen". Denne beretning er bl. a. interessant, fordi den rummer et fænomen, som går igen i psykologiske forsøg med sensory deprivation (sanseberøvelse). Under disse eksperimenter bliver forsøgspersonerne anbragt i lydtætte bokse, får hvidt plasticbind for øjnene, mikrofoner for ørerne, som giver en konstant tone, og pakkes ind i blødt skumgummi, så også følesansen er neutraliseret. Næsten enstemmigt beretter disse forsøgspersoner, at de på et tidspunkt oplevede en ejendommelig dobbeltfornemmelse af organismen, som om den fandtes i to udgaver, den ene liggende over den anden. - En anden meget tillidsvækkende beskrivelse af oplevelser ved dødens indtræden kan man læse i psykologen C. G. Jungs selvbiografi. Han nævner her, at han i 1944 havde en alvorlig sygdom og svævede mellem liv og død, "Jeg havde nået den yderste grænse og vidste ikke, om jeg befandt mig i en drøm eller i ekstase. I hvert fald begyndte meget mærkelige ting at hænde mig. Det forekom mig, at jeg befandt mig højt oppe i rummet. Langt nede så jeg jordkloden, badet i strålende blåt lys. Jeg så det dybe blå hav og kontinenterne. Langt under mig lå Ceylon og i det fjerne foran mig Indiens subkontinent. Mit synsfelt omfattede ikke hele Jorden, men dens kugleform var helt tydelig og dens konturer skinnede som sølv gennem det underfulde blå lys. Mange steder forekom kloden farvet eller med mørkegrønne pletter som oxyderet sølv. Langt borte mod venstre lå en vid slette - Arabiens rødgule ørken. Det så ud som om jordens sølv der havde antaget et rødgult skær. Så kom det Røde Hav, og langt borte, som "oppe i venstre hjørne", kunne jeg endog skimte en del af Middelhavet. Mit blik var først og fremmest rettet derimod. Alt andet trådte blot utydeligt frem. Vist så jeg det snedækkede Himalaya, men dér var ideligt tåget eller skyet. Jeg vidste, at jeg var i færd med at forlade Jorden."

Den vanskelighed, man i tidligere tider har haft ved at fatte en tilværelse uden for det faste fysiske stofs område, er overvundet i dag, hvor man ved, at der findes et ubegrænset fond af energi i det tilsyneladende tomrum, både i mikrokosmos, mellemkosmos og makrokosmos i form af elektriske kraftfelter og stråleformige energiforplantninger. Det interstellare "tomrum" er ifølge Martinus sædet for åndelige tilværelsesformer, hvor stoffet eller byggematerialerne er af stråleformig art og som kun kan opleves af mennesker, der har mistet den fysiske organisme eller er i besiddelse af højt udviklede åndelige evner. Hvor virkelig og frigjort livsformen er i det stråleformige rum, giver Jung en fin beskrivelse af, helt på linje med Martinus fremstilling. I flere uger pendulerede han mellem den åndelige og fysiske tilværelse, om natten i rummet og om dagen i sit fysiske legeme. "Det er umuligt at give et indtryk af følelsens skønhed og intensitet under visionerne. Det er det vældigste, jeg nogensinde har oplevet ... Jeg havde aldrig forestillet mig, at det var muligt at opleve noget sådant, at en vedvarende salighed overhovedet var mulig. Visionerne og oplevelserne var fuldstændig virkelige; der var intet subjektivt ved dem; de var alle absolut objektive. Da morgenen nærmede sig, følte jeg: nu kommer den grå morgen igen; nu må jeg vende tilbage til æskesystemet. Det syntes nemlig som om der bag den kosmiske horisont fandtes en tredimensionel verden, kunstig opbygget, i hvilken hvert eneste menneske sad for sig i en æske. Og nu skulle jeg igen bilde mig selv ind, at det var noget værd!"

Vi forlader nu disse spredte eksempler for at hellige os en gengivelse af hovedlinjerne i Martinus redegørelse for døden og reinkarnationen - Der er ifølge Martinus så stor forskel mellem den fysiske og den åndelige verden, som netop liv og død antyder - blot med modsat værdi - at der nødvendigvis må finde en renselse og tilvænning sted, før mennesket kan betræde den åndelige verdens himmelske regioner. I virkeligheden står individet foran et besøg i de høje, sublime verdener, som det engang ved naturlig udvikling gennem årtusinder skal tage i besiddelse, men som det endnu ikke er i stand til at fatte eller værdsætte i fuldt mål. Når det alligevel for hvert reinkarnationskredsløb bliver tilstået et besøg i "Guds rige", står det i forbindelse med kredsløbsprincippet, som betinger, at en fysisk organisme kun kan opretholde sin sunde funktion og førlighed en vis tid og til sidst må bukke under for den hårde slitage i den fysiske verden, og at talentkernerne for fysisk organismeskabelse må have en vis hvile- og restitutionsperiode. Men desuden skyldes det et stærkt psykisk behov for en hårdt tiltrængt hvile fra den fysiske tilværelse, som på så mange måder bebyrder mennesket. Mange mennesker er ved deres livs afslutning belastet og nedbøjet til bristepunktet, ja, adskillige mennesker berøver jo netop sig selv livet af denne grund, så man må sige, at der virkelig er brug for en hvileperiode eller en "ferie" i de åndelige verdener. Menneskers modgang og lidelser har jo til formål at forædle sindelaget, og ikke at ødelægge mennesker.

Den renselses- eller tilvænningsperiode, som følger umiddelbart efter den fysiske døds indtræden, kalder Martinus mellemtilstanden. For at forstå dennes særlige natur er det hensigtsmæssigt at sammenligne med søvnen, som ikke blot er et billede på døden, men er en modificeret udgave af reinkarnationskredsløbet, blot i mindre format, idet man under søvnen trods sin kontakt med den åndelige verden stadig bevarer forbindelse med den fysiske organisme. På samme måde som organismen restitueres under søvnen, genoplades talentkernerne under "døden". Fra søvnen kender man to typiske former for drømme, henholdsvis mareridtet og ønskedrømmen, og det er en almindelig psykologisk opfattelse, at disse drømme er selvskabte og udspringer af mere eller mindre latente eller ubevidste frygttilstande eller ønsker fra dagligdagen. Dette forhold leder os til at forstå mellemtilstandens særlige vilkår, idet aflæggelsen af den fysiske organisme ikke er ensbetydende med fjernelse af den fysiske bevidsthed, dvs. de forestillinger, forventninger, bange anelser, ideer om livet efter døden osv., som ethvert menneske er i besiddelse af. Mennesket spærrer i almindelighed sig selv vejen for oplevelse af den åndelige verdens strålende virkelighed ved efter døden at lukke sig inde i sin egen åndelige "puppe", bestående af selvskabte forestillinger. Oplevelserne i denne mellem- eller puppetilstand virker meget stærkt på individet, og grunden hertil er, at dets egne tanke- og forestillingsbilleder ikke længere som i den fysiske tilværelse opleves et sted inden i hovedet og kan afdæmpes ved samtale med andre mennesker eller ophold i naturen, hvor man normalt kan genvinde et godt humør-, men derimod i bogstavelig forstand opbygger dets omgivelser med "genstande", "levende skikkelser" og udstrakte "eksteriører", der ligesom et eventyrland er et fantasiprodukt, men produkt af dets egen fantasi. Den indre verden er blevet en ydre verden og mennesket er helt overladt til sin egen skabeevne, sit temperament, lune og intelligens, og det viser sig i mange tilfælde, at den "eventyrverden", det skaber, er mørk og dyster, fuld af farer og fortrædeligheder. Latente frygttilstande træder frem i lys lue og manifesterer sig i de skikkelser og forhold, man netop frygter. Mange mennesker, som har været under indflydelse af de humane religioner, besidder en samvittighed, som her trækker de scener frem, som de nødigst vil erindre og ligeledes den domfældelse eller straf, som de har frygtet, men alligevel ventet. Martinus giver udtryk for, at det er disse mareridtsagtige mellemtilstandsoplevelser, der i den Katolske Kirke har affødt begrebet" skærsild". Men i Martinus fremstilling er der ikke tale om nogen straf, men om en naturlig virkning af at være overladt til sine egne ufuldkomne forestillinger, altså en psykologisk proces, som man allerede kender fra drømme, fra erfaringer hos indespærrede fanger eller psykologiske eksperimenter med sanseblokering. Mellemtilstanden ender i disse tilfælde med en ubetinget depression og fortvivlelse, som vækker bønnen om hjælp til live i sindet, selv hos den mest hårdkogte ateist. Der er ikke andre muligheder for individet. Men denne udvej er også mellemtilstandens fornemste formål, idet bønnens tilgrundliggende ydmyghed er adgangsbetingelsen til de åndelige verdener. Som Martinus siger: "Man kommer ikke ind i Guds rige uden at have "bryllupsklædningen" på". Hjælpere i den åndelige verden, såkaldte skytsånder , træder til og "suggererer" ifølge Martinus den dystre "fysiske bevidsthed" bort. Ved denne proces bliver den del af væsenernes mentale struktur, igennem hvilken de oplever de mørke tankearter, midlertidigt sat ud af funktion. Det må her nævnes, at graden og omfanget af skærsildsoplevelser efter døden er meget forskellig for mennesker med forskellig psyke, og at mange passerer denne tilstand næsten uden gene. Individet er her helt afhængig af sin følelsesudvikling, sin sjælelige balance, sin realitetssans og sin indsigt og viden om livet. Ligesom mareridt i drømme fortrinsvis optræder hos børn, hos hvem følelserne dominerer over fornuften, således finder de imaginære mellemtilstandsoplevelser kun sted hos mennesker, som i tilsvarende grad ligger under for følelsernes demagogi.

At mellemtilstandens mørke suggereres væk, betyder imidlertid ikke, at mellemtilstanden er ophørt, men blot at vedkommende glider ind i dens lyse fase: paradissfæren. Det bliver nu individets ønsker og forventninger om den paradisiske side af livet efter døden, som kommer til at dominere, og som skaber et lige så levende, men stadig imaginært eller subjektivt panorama omkring individet, som skærsildssfæren. Den kristne vil her opleve den "store, hvide flok", ærkeenglene, det gyldne Jerusalem og Gud Fader på en himmelsk trone. Det vil istemme lovsange og føle sig frelst og lykkelig. Muhamedaneren vil opleve kølige lunde med rindende kilder og dejlige kvinder, og på samme måde vil tilhængerne af enhver religiøs retning komme til at opleve opfyldelsen af deres religiøse forventninger i en illusionsform, som langt overgår selv de mest moderne filmiske og lydtekniske effekter. "Pygmæen oplever således sine primitive ønskedrømme i den form og opfattelse, han har lært at tænke i på det fysiske plan. Det samme er tilfældet med indianeren, eskimoen, ildlænderen, ja, kort sagt, med individer af en hvilken som helst race. De oplever alle lige akkurat det, der på det fysiske plan var deres højeste ønsketilværelse ..." (Martinus: Årsskrift 1958). Individet kan blive i paradissfæren så længe, det har psykisk kraft til at belive sine imaginationsbilleder og det vil sige, så længe de virker tiltrækkende og inspirerende. På et eller andet tidspunkt vil det imidlertid blive træt af denne monotone gentagelse af sin ønskeopfyldelse, hvad enten det er den kristnes jubelsang og halleluja eller det er indianerens bøffeljagt på de evige jagtmarker, bl. a. fordi disse oplevelser er hundrede procent subjektive oplevelser. Gradvis vokser der frem i individet en trang til at opleve noget andet, at komme ud af sin psykiske "puppe" og opleve en objektiv verden. Som en virkning af denne trang træder individet endelig ud af mellemtilstanden og ind i den objektive åndelige verden, hvilket bl. a. betyder, at det begynder at vekselvirke og kommunikere med andre væsener, som er i samme udviklingsmæssige situation som det selv og med højerestående skytsånder, som har til opgave at oplyse om hovedreglerne for livsførelse i de åndelige verdener til forskel fra den fysiske. Da der er tale om en tilværelse i stråleformig materie, hvor samfærdsel og samvær mere er et spørgsmål om indstilling på bestemte mentale, "elektriske" bølgelængder end rejser i tid og rum, og man er uafhængig af den på Jorden rådende tyngdekraft, er det i høj grad nødvendigt med sådanne instruktioner.

I næste kontaktbrev skal vi se, hvorledes tilværelsen former sig for det diskarnerede væsen i de åndelige verdener.