Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det kan glæde en, hvergang man støder på intuitionens indslag i den menneskelige bevidsthed. Her citeres fra »Den lille bog om de gode glæder« (Thaning & Appel), i hvilken en række kendte forfattere skriver om forskelligartede glæder: Ved måltidet, ved motorkørsel, ved fuglelivet, ved billedkunst, om at lege og om teatrets glæder, og over stjernehimlen m.m., og forfatteren Johannes Smith slutter bogen ved at skrive et smukt afsnit om selve »glæden«. Til sidst i sit indlæg omtaler han en tildragelse, som for den, der kender Martinus analyser og terminologi, tydeligt afslører sig som intuitionens indflydelse i form af et kosmisk glimt.

– – –
 

Til sidst vil jeg skrive om Glæden i sin sjældneste og mest ophøjede form. De færreste oplever den mere end med aars mellemrum – mange aldrig. Jeg kunne for mit vedkommende fortælle om en lys sommernat ved Kaløvig, da jeg var himlen saa nær, at jeg for min skyld godt kunne være død paa stedet. Men jeg vil foretrække et andet exempel, et der ikke er paavirket af timens og stedets skønhed og af tanken om hende som – hvis De havde kendt hende – ville ha faaet Dem til at tænke: Saa var det derfor. Jeg vil i stedet for skrive om den juniaften, da jeg ad Tagensvej – tænk Dem Tagensvej – vendte tilbage til byen efter en travetur i Nordsjælland fra lørdag eftermiddag til søndag aften. I løbet af et overdaadigt veloplevet døgn havde jeg tænkt og gaaet mig træt og udstraalet det meste af mit sinds indhold. Det tiloversblevne af min fysik og min bevidsthed var ligesom blankt og paa en mærkelig maade fri for den vante tilknytning til denne verdens ting og tanker. Og i denne tilstand af tømthed kunne selv de grimme grøngule forstadshuse paa Tagensvej trænge ind med en skønhed af en egen uimodsigelighed. Hver mursten havde et budskab fra en verden af fuldkommenhed, og hvert menneske jeg saa, var en fraktion af den verden, selv om de sikkert ikke tænkte paa det.

Jeg var i harmoni med hele universet. Den spørgende undren og det rette, det fyldestgørende svar gik op i enhed. Jeg var forligt med alle mennesker, baade de onde og de gode og de kedsommelige, for alle realiserede de noget der var livet. Men jeg husker tydeligt, at mine nerver var saa blottede, at jeg følte den ringeste berøring med en sporvognspassager ville ha gjort mig syg. Blandt andet af den grund gik jeg de sidste mødige skridt til min bopæl i Gammel Mønt, og jeg naaede i seng med den fuldkomne glæde i behold, opfyldt af en taknemlighed som ogsaa dengang var uden bestemt adresse, men dyb og altomfattende.