Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1957/Årsskrift side 2
MARTINUS – LIVETS BOG
 
Den 11. juli 1957 var det 25 år, siden første bind af LIVETS BOG udkom. I de 25 år, der er gået siden da, har Martinus arbejdet utrættelig på sit værk, og han arbejder stadig intenst derpå. Der har været afbrydelser, når det viste sig, at der måtte skrives specialanalyser – Bisættelse – Den ideelle Føde – Påske – Juleevangeliet – eller der måtte skrives en begynderbog – Logik – men selve hovedværket – LIVETS BOG – har Martinus arbejdet videre på, støt og roligt. Det er nu blevet til 5 store bind, og 6. bind er allerede en stor bog på 366 sider, hvor stor den bliver, ved måske ingen endnu. Ialt er LIVETS BOG nu på 2573 sider. Og hvad er det så for stof, denne bog indeholder?
 
Den indeholder i form at kosmiske analyser, akceptable for intelligensen, de for nutidens og fremtidens mennesker så livsvigtige begrundelser af livets store og evige principper og love. Da disse principper og love hidtil kun er forklaret i form af dogmer eller påstande uden nogen logisk begrundelse, efterkontrollable for intelligensen, er den intellektuelle del af menneskeheden i stor udstrækning blevet irreligiøse eller materialister. LIVETS BOG's stof har til opgave at give menneskene en for intelligensen akceptabel begrundelse for de nævnte evige principper og love, på hvilke de omtalte dogmer eller påstande kan blive til virkelighed. Og at dette, at man skal elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv, er videnskab og dermed den eneste vej til freden i verden.