Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Redaktionen har bedt mig skrive lidt om, hvad det har betydet for mig, at jeg fra barnsben har kendt til Martinus tanker og således er vokset op i et åndsvidenskabeligt milieu. Dette ønske skal jeg hermed prøve at opfylde.

Alt bevidsthedsliv spirer frem af dunkle, tågeagtige forestillinger. Da jeg som 7-8 årig første gang fik lov at følge med mine forældre hen på Mariendalsvej og lytte til Martinus foredrag, forstod jeg selvsagt ikke mange af de ord, Martinus benyttede, endsige deres mening. Selvom jeg ikke fattede de analyser, Martinus talte om, fik jeg dog alligevel noget ud af at være med. Ganske vist ville jeg aldrig kunne have givet en fornuftig forklaring på, hvad jeg oplevede, men jeg var ikke i tvivl om, at ordene, jeg hørte, havde en betydning, som strakte sig ud over alt, hvad der er til. Efter et af de første foredrag, jeg var med til, spurgte jeg min far, hvad ordet »univers« betød. Under foredragene var det navnlig det ord, jeg havde lagt mærke til. Jeg havde en ubestemt følelse af, at det gemte på noget stort og betydningsfuldt. Gang på gang var netop det ord på Martinus' læber, og da jeg ikke kunne lokalisere det eller henføre det til en konkret ting, fik jeg efterhånden ærefrygt for det ord og betragtede det nærmest som en magisk kraft, der var tilstede og virkede allevegne. Min far svarede, at universet var »det hele«, menneskene, jorden, stjernerne, absolut alt hvad der er til. Nu havde jeg fået noget at fundere over, og den første kosmiske analyse, som på den måde gav mine små tanker næring, var således rummets uendelige udstrækning. Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg som lille purk på vinteraftener spadserede mellem mine forældre hen ad en mørk villavej. Over os havde vi de funklende stjerner, og ved at betragte den uendelige dybde mellem de lysende prikker kom jeg atter til at tænke på Martinus' ord om det uendelige univers.

Det er karakteristisk for min personlige udvikling, at mine første »vågne« tanker har beskæftiget sig med den »fysiske« side af Martinus' verdensbillede. Rummets uendelighed kunne jeg jo næsten konstatere med mine egne øjne. Vanskeligere var det at følge med, når det drejede sig om mere åndsbetonede problemer. Jeg var f. eks. indforstået med, at menneskeheden efterhånden ville komme til at leve i en rig og smuk verden, men jeg fattede ikke, at skønheden der først og fremmest var af psykisk natur. Jeg mente, at der var tale om en ydre skønhed, en verden, der funklede af guld og diamanter, idet jeg ganske manglede erfaringer til at sige mig, »at lykken hverken er gods eller guld«. Men erfaringerne kom, og en dag, jeg drejede om hjørnet på Mariendalsvej, gik der pludselig et lys op for mig og jeg følte den varme i sindet, som skulle til for at forstå, at livet i det rigtige menneskerige er baseret på en indre skønhed, og at lykken der er følelsen af herredømmet over sig selv, sine tanker og sine handlinger.

Men hvad indad vandtes skulle udad tabes. Jeg brød mig ikke længere om at lege røvere og soldater og blev faktisk for tidligt jaget ud af »paradisets have«. Virkelig alvorlig blev »uddrivelsen« imidlertid først, da jeg nærmede mig overgangsalderen og var kommet i mellemskolen. Jeg måtte allerede som barn sande Martinus ord om mennesket, at det er »en såret flygtning mellem to riger«. Jeg var vokset fra mine jævnaldrende og kunne ikke længer på helt naturlig vis finde mig til rette i deres kreds, men jeg magtede slet ikke at bære den åndelige idealisme, som jeg tankemæssigt havde modtaget gennem Martinus' foredrag. Jeg var i mit indre overbevist om, at livet formede sig efter en guddommelig plan, men jeg kunne kun i meget ringe udstrækning opfylde lovens ord. I en sådan situation er man tilbøjelig til at isolere sig og græmmes i ensomhed. I overgangsalderen levede jeg bogstavelig talt mit eget liv, gik lange ture og grublede over mig selv og de teorier om livet, jeg af forskellige veje var stødt på. Navnlig beskæftigede jeg mig meget med reincarnationsprincippet, som på den tid forekom mig at være selve løsningen på livets gåde, ligesom dette princip også nærmest var overskriften på min private kopi af Martinus' verdensbillede. Jeg følte mig i stor taknemmelighed til Martinus bare for dette ene princips skyld, idet jeg virkelig følte, at livet var tomt og ligegyldigt, hvis det enkelte jordliv ikke havde videre perspektiver. Jeg var overbevist om, at jeg havde levet tidligere, ligesom jeg var klar over, at jeg i det foregående liv med mellemrum måtte have været grænseløs ulykkelig, ja måske sindssyg. I disse repetitionskriser var jeg opfyldt af en ubeskrivelig lede ved livets grå ensformighed, og kun det verdensbillede, jeg havde optaget i mig, gjorde min mentale tilstand tålelig. Jeg husker, hvorledes jeg trøstede mig med, at der da efterhånden måtte gå længere og længere tid mellem kriserne, hvis jeg, hvad jeg gik udfra, udviklingsmæssigt befandt mig på den rigtige side af det mentale mørkes kulminationsområde. Tit ønskede jeg, at jeg havde en jævnaldrende at snakke med om disse problemer, et ønske, som imidlertid ikke lod sig opfylde. Men jeg forstod godt, at denne ensomhed var vejen fremad. Vi kunne jo ikke alle stå på samme udviklingstrin!

I mine skolekammeraters øjne var jeg sikkert en mærkelig fyr. Jeg skjulte vist ikke særlig godt, at jeg regnede mig for mere end dem. Til gengæld var jeg umådelig følsom overfor deres kritik af mig. Da jeg en dag selvsikker og overlegen blandede mig i en diskussion, og en af deltagerne, irriteret over min holdning udbrød: Hvad kommer det dig ved! fjernede jeg mig uden et ord og græmmede mig i adskillige dage over mit selvgode sind. Når jeg siden mærkede, at blodet steg mig til hovedet, behøvede jeg blot at tænke på denne pinlige episode for omgående at komme ned på jorden igen.

Da jeg var kommet i gymnasiet, og overgangsalderen stort set var overstået, følte jeg mig i større kontakt med livets lyse sider. I denne periode var jeg en ivrig læser af Paul Bruntons bøger og beskæftigede mig meget med at opnå den sjælelige stilhed, som Brunton meget kraftigt anbefaler som middel til at opleve et rigere liv. Og mit liv blev rigere. Når jeg i skumringstiden satte mig på en bænk i Frederiksberg Have foran en af kanalerne og langsomt standsede tankernes vilde jagt og derefter lukkede op for skumringens fortryllende stemning kunne jeg for et øjeblik forlade hverdagen og drømme mig til de kommende verdeners forjættende skønhed. Alting blev så lyst og let efter et sådant sjæleligt bad. – Også Livets Bog fik jeg læst igennem i denne tid. Pudsigt var det forresten, at min dansklærer en dag i denne periode netop lod en bemærkning falde om, at den store tyske filosof Hegel var den sidste tænker, som havde forsøgt at opstille et universelt filosofisk system. Jeg benyttede lejligheden til at sende Martinus og Livets Bog en venlig tanke.

Ofte stillede jeg mig selv det spørgsmål: Hvordan havde du egentlig følt og tænkt, hvis du ikke kendte Martinus' verdensbillede? Den situation havde jeg meget svært ved at forestille mig. Martinus' analyser er i den grad groet fast i min bevidsthed, at jeg vanskeligt kan skille dem fra og afgøre, hvad der er mig selv, og hvad der er påført mig. En tankes rette ejermand er vel også den, som kan »bære« tanken og som til enhver tid kan reproducere den, uden at benytte sig af hukommelsen. Når man således kan leve sig ind i Martinus' åndsvidenskab skyldes det netop, at analyserne er matematiske udtryksformer for de personlige erfaringer. Og er man først gjort opmærksom på disse erfaringer, som er ens personlige ejendom, bliver analysen blot et middel til at udtrykke dem så kort og klart som muligt. Selvom Martinus' analyser i stor udstrækning rækker ud over området for vore personlige oplevelser, bliver de alligevel aldrig fremmede for vor begrænsede erfaringssum, takket være den omstændighed, at lovene er de samme i det »store« som i det »små« Det gamle ord, »kend dig selv« rummer her en dyb sandhed. Kender man de kræfter, som virker i menneskets indre, da har man indsigt i det ganske verdensalt. Bevidsthedens elementer er således universelle i deres natur og livets forskelligartede udtryksformer finder deres grund i disse elementers tilstedeværelse i afvigende styrkeforhold. Et fremtrædende psykisk element er f. ex. »skabeevnen«. Dette princip findes ikke udelukkende som et redskab for menneskets »jeg«. Man kan ikke sætte fingeren på nogen plet på jorden, som ikke afslører tilstedeværelsen af en »skabeevne«. Overalt hvor der findes hensigtsmæssige organismer eller blot en form for struktur eller mønster som i mineralverdenen, må man antage tilstedeværelsen af et skabende princip, og desuden, bag dette, et oplevende »jeg«. – Eller man kunne anføre det psykiske princip, som kommer til orde, når mennesket giver sig vreden i vold og uden hensyn, i et anfald af raseri gennemtrumfer sit synspunkt og efterlader et kølvand af bitterhed, sorg og fortvivlelse. Også dette princip er universelt, idet det fremtræder som den »nedbrydende« kraft i enhver organisme. Det udvirker således »forbrændingen« i det organiske vævs celler og det er identisk med brintbombens »eksplosive« energi. Denne destruktive kraft, som Martinus har givet navnet »tyngdeenergien« er således den kontraenergi, som oppebærer balancen i den universelle »husholdning« mellem »opbygning« og »nedbrydning«. – Kendskabet til menneskesindet giver ikke blot indsigt i universets stationære energier, men også i loven for deres kombinationsforhold og dermed den helhedsbevægelse i form af naturens udviklingsbaner, som er baseret herpå. Studiet af den menneskelige psyke viser nemlig, at en overvejende benyttelse af tyngdeenergien (den eksplosive energi) og instinktenergien (energien til udfoldelse af primitiv vanetænkning) lovmæssigt afføder en bevægelse mod en forøget brug af sindets humane og intellektuelle kræfter. Denne tendens i menneskets aktuelle psykiske billede afspejler en kæmpemæssig udviklingsbane, som strækker sig fra dyreriget til det rigtige menneskerige. At man med god ret kan angive et kommende »fredsrige« på Jorden ses deraf, at det mentale mørkeområde, som samme billedes vigende tendens peger tilbage imod, beviseligt eksisterer i form af dyreriget. Hvordan skulle man begrunde, at den i menneskesjælen spirende intellektualitet og næstekærlighed ikke også når en fuld blomstring i et »rigtigt menneskerige«?

Efter studentereksamen kom jeg ind på et seminarium, som i 2½ år skulle være min læreplads. Det var næsten som at komme fra mørket ind i lyset. Jeg fandt her en tolerance og sympati, som gav næring til det bedste i mig. Seminariet hyldede den personlige selvvirksomhed og så med største velvilje på den individuelle løsning af de stillede opgaver. I denne venlige atmosfære lagde jeg ved passende lejligheder ikke skjul på min åndelige indstilling, ligesom jeg også besvarede to store skriftlige opgaver, en i kristendomskundskab og en psykologi efter bedste evne på ren åndsvidenskabelig basis. Den mest omfattende af dem, eksamensopgaven i psykologi, som jeg direkte havde givet overskriften »Martinus' verdensbillede«, blev således fordomsfrit godkendt og antaget. Både mine lærere og kammerater var venligt indstillet overfor de synspunkter, jeg lagde frem, selvom ingen, så vidt jeg kunne bedømme det, virkeligt havde brug for disse tanker. Det forekom mig, at mine venner endnu ikke var mætte af livets detailrigdom. De var optaget af det nærværende livs mange fortryllelser og var endnu tilfredse med at kende til enkelte brudstykker af den sande tilværelse. Mange var store sportsmænd, nogle var optaget af litteratur og teater og andre var opslugt af en altoverskyggende interesse for sang og musik. De var således alle bundet til nogle enkelte detailler i livets store mosaik.

Medens jeg gik på seminariet, blev jeg imidlertid gift. Min kone blev efter vore første samtaler meget interesseret i åndsvidenskab, og i dag er hun indlevet i dens tankegang ligesom jeg selv. Mit ønske som barn om at få en nær ven at diskutere åndelige problemer med er således nu gået i opfyldelse, og jeg er dybt taknemmelig –. Jeg er nu lærer og er ansat i en landkommune i Sydsjælland, – men hvilken indflydelse mit kendskab til Martinus vil få på dette arbejde, kan jeg endnu ikke overskue. Den glæde, jeg har haft af Martinus' verdensbillede indtil nu kan imidlertid ikke overvurderes. Der findes næppe ord til at udtrykke den styrke over for livets tilskikkelser, som åndsvidenskaben har givet mig. Men jeg er samtidig klar over, at den skat, jeg har modtaget, skal gives videre og ikke må graves ned. Så står da blot det personlige ønske tilbage, at skatten, når den bringes videre til andre mennesker må være lige så lysende og funklende, som da jeg selv modtog den.