Kosmos 1951/11 side 155
MOGENS MØLLER:
Reinkarnationen og vor bevistheds lagdeling
Vort sind behersker os.
I min forrige artikel "Masker og mennesker" søgte jeg at trænge lidt ind bag det, vi kalder en person, for at påvise den mangfoldighed af bevidsthedslag, sindsspaltninger eller "personer i personen", vi alle rummer, og sammenlignede bevidstheden med en skueplads, hvor alle disse "personer" optræder. Ofte er det "krigeren" eller "diktatoren" i os, der tager vor bevidsthedsscene i besiddelse; i det hele taget hersker der det mærkelige forhold på denne "skueplads", at visse "skuespillere" til tider kan dominere og efter eget forgodtbefindende skabe "scenebilleder", hvis udstråling fra bevidstheden skal repræsentere OS, men som VI bagefter søger at dementere over for den, der modtog disse energier, ved til vedkommende at sige de bekendte ord: "Du må meget undskylde, men jeg mener ikke, hvad jeg siger, når jeg har det sådan." Vi indrømmer et øjeblik at have været åndssvage, thi svag i ånden må den være, der siger det, han ikke mener, og som ikke kan styre sit eget sind.
Hvad er det i os, der af og til kan skabe bitterhed, angst og sorg i andre menneskers sind? Og hvad er det, der senere fortryder og prøver at komme med undskyldninger? Bevidsthedslag, javel, men hvor har vi dem fra, og hvorfor skaber de alle disse konflikter i vort sind og dermed også i den ydre verden? Hvorfor kan vi ikke beherske disse sindsstemninger, luner og mentale vulkanudbrud? Hvorfor er vi, som vi er, og hvorfor havde Paulus ret, når han sagde: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde, jeg ikke vil, det gør jeg?" Spørgsmål på spørgsmål hober sig op i vort forvirrede sind, og alle munder de ud i de tre store spørgsmål, som egentlig kun er eet: Hvor kommer vi fra? Hvad er vi? Hvor går vi hen?
Menneskets forvandlingsmuligheder.
Disse tre spørgsmål, der gennem umindelige tider har været det store mysterium for menneskene, besvarer Martinus i sit verdensbillede i forhold til flere perspektiviske synsvinkler. I det perspektiv, vi her har brug for, lyder svarene: Vi kommer fra plante- og dyreriget. Vi er væsener i en overgangs- eller mellemtilstand. Vi er på vej mod et rigtigt menneskerige eller fredens verden.
Det første og til nød det andet af disse svar vil en materialistisk indstillet forsker kunne gå med til, men overfor det tredie vil han muligvis blot ryste på hovedet, og det er der ikke noget at sige til, det hører ikke hjemme i det, der i øjeblikket er hans "virkelighed". Men er han lige så klog som Sokrates, vil han ved et nærmere studium af Martinus' kosmiske analyser sige det samme, som Sokrates sagde om Heraklits skrifter: "Jeg forstår dem ikke overalt, men det, jeg forstår, er så godt, at jeg ikke tvivler om, at hvad jeg ikke forstår er lige så godt."
Martinus' analyser er en videreførelse af det materialistiske verdensbillede, og det viser, uden at rokke ved fysiske kendsgerninger, og uden et øjeblik at tabe vor nuværende kritiske situation af sigte, menneskets forvandling fra "tidernes morgen" til i dag og dets muligheder NETOP I DEN NUVÆRENDE SITUATION for efterhånden at forvandles til det, der eksisterer som den inderste længsel i dets sind.
Fysisk forskning og åndsforskning.
Den afstamnings- og udviklingslære, vi kender bl. a. fra Lamarck og Darwin, og som senere naturforskere snart har udvidet, snart søgt at bekæmpe, har været et lille skridt på vejen hen mod forståelsen af åndsvidenskabens verdensbillede. Vi tilhører dyreriget – endnu – og vi gør klogt i at gøre os dette klart, da det er en væsentlig årsag til hele vor nuværende situation. Vi vil være mennesker, men lever endnu efter dyriske vaner og ved ikke, hvad det at være menneske egentlig vil sige. Den fysiske forskning kan fortælle os, at vi er dyr, og det har absolut haft sin betydning; men den kan ikke sige os ret meget om det menneskelige i os, fordi dette er ånd, dertil kræves åndsvidenskab. Den fysiske videnskab finder dog ad sine baner vej mod det samme mål, som åndsvidenskaben, men et sted må den selv blive åndsvidenskab for ikke at standse: når den når til det punkt, hvor det, man vil udsætte for videnskabelig forskning, er det samme, som det, der forsker.
Lad os et øjeblik prøve at overskue nogle af de forskningsresultater inden for fysisk videnskab, der på en gang forvirrer og har skabt utrolige muligheder for videre forskning.
Under forvandlingens lov.
Vi er dyr, men vi er som alt andet under forvandling, vore længsler og ønsker er koncentreret om andet end en dyrisk tilværelsesform. Lad os søge at lære forvandlingens love nærmere at kende, det kan jo altid have betydning at have kendskab til den specielle situation, man befinder sig i.
Geologer og biologer beretter om de fysiske forvandlingsprocesser, som jordkloden og dens levende væsener gennem lange tidsepoker har gennemgået. Astronomer, fysikere og atomforskere har afsløret forvandlinger i universet omkring vor lille klode og de ustandselige forvandlingsprocesser i stoffernes verden, processerne i cellernes, molekylernes og atomernes "universer". Udforskningen af og arbejdet med de mange variationer af stråler og bølger, man har opdaget, har bevirket, at den opfattelse mere og mere vinder terræn, at strålepåvirkning er den væsentlige årsag til forvandlinger i verdensaltet, vor lille jords og dens beboeres forvandlinger iberegnet. Man er ved at danne et verdensbillede, en verdensopfattelse, af alting som vibrationer, bølgelængder, energier i utallige sammensætninger, der gensidigt påvirker hverandre og kan bevirke gensidige forvandlinger fra den ene tilstandsform til en anden. Atter er den gamle græker Heraklit aktuel, når han siger: "Ild lever jordens død, og luft lever ildens død, vand lever luftens død, jord vandets." Intet går til grunde, og intet kommer af ingenting, en stadig forvandling finder sted i mælkeveje som i atomer, "alting flyder", som han også sagde, den vise græker.
Heraklit levede ca. 500 år før Kristus, men hans tanker har betydning både for forskere og kunstnere den dag i dag. Med ordene "alting flyder" og "intet menneske bader to gange i samme flod" viser han sin opfattelse af altings foranderlighed. Han behøvede ikke mikroskoper, teleskoper eller andre apparater for at finde ud af det.
Det er bemærkelsesværdigt, at det stort set er det samme resultat vor tids videnskabsmænd er kommet til, men de kan stadig lære af den gamle vise græker, der ikke blot var naturforsker, men også åndsforsker. Han sammenfattede sin forskning i ordene "Jeg har søgt mig selv". Han vidste, at universets gåde er vor egen gåde, og at man, selv om man søger udadvendt, også får noget om sig selv at vide, noget om love og principper, som er universelle og derfor også fortæller noget om vor egen tilværelse. Og han vidste, at den udadvendte søgen som alt andet går i kredsløb og derfor ender med at gå indad. Heraklit så al tings foranderlighed og bevægelse, men han så også noget uforanderligt:
LOVMÆSSIGHEDEN I FORANDRINGEN.
Lad os gøre et spring over mange århundreder til vor egen tid og høre, hvad en af de største videnskabsmænd, astronomen og fysikeren James Jeans siger om det samme emne: "Ånd synes ikke mere at være en tilfældig fremmed i materiens rige, vi begynder at ane, at vi hellere må anerkende den som skaberen af og herskeren i dette rige. – Den dualistiske opfattelse af ånd og materie synes at skulle forsvinde derved, at materielt stof viser sig at være en skabning af ånd og et udtryk for ånd. Vi opdager, at universet viser tegn på at være planlagt og styret af en magt, der har noget tilfælles med vor egen personlige ånd, ikke følelse, moral eller æstetisk vurdering, men tilbøjelighed til at tænke på en måde, som vi i mangel af noget bedre udtryk kalder matematisk."
Fysiske facitter og udregninger.
En sådan udtalelse, der kunne suppleres med mange af lignende art fra andre af vor tids store forskere, er nok værd at tænke over og sammenligne med Heraklits og andre gamle vismænds tale.
Fra Galilæis tid til vor har naturforskere målt og vejet i stort som i småt, de har foretaget forsøg med snildt indrettede apparater, foretaget udgravninger og matematiske beregninger, men de har kun villet bygge på de erfaringer, de fik gennem deres fysiske sanser. De har ophobet en viden om den fysiske verden, som er nedskrevet i tusinder af bindstærke værker, og konklusionen af al denne forskning er omtrent den samme, som en klog mand i Oldtidens Grækenland har nedlagt i nogle få løse fragmenter. Er vi da gået i ring? Har al denne forsknings resultater intet at betyde? Er vi ikke nået videre, end man var i oldtidens Grækenland?
Studerer man menneskehedens kulturhistorie, kan man dårligt undgå at lægge mærke til, at der til alle tider har levet fremragende personligheder, enere, der som tårne rager op over "den store hob". De er forud for deres tid i tanke som i handling, derfor kommer de også oftest ud for kritik fra deres samtidige, ja, måske det, der er værre. (Heraklit blev af sin samtid kaldt "den dunkle"). Sammenligner man disse åndelige stormænds udsagn og skrifter, vil man finde, at de supplerer hverandre, de rækker hverandre hænderne tværs over århundreder, ja årtusinder. Det, de taler om, er det samme: det universelle. De er universelle mennesker, der har overvundet det dyriske stadium. Det, de har erkendt og oplevet, nedlægger de i lignelser, fragmenter, dialoger, kunstneriske udtryksformer, der er naturlige for dem, og hvorigennem de prøver at fortælle andre om de store facitter, de er nået til: FACITTER! Men udregningerne var utilgængelige og også uønskede, thi de intuitive oplevelser, der for dem var udregningerne, ville ingen andre forstå. Men de blev igangsættere, inspirerende vejledere om ikke just for deres samtid så for følgende slægter.
Men når James Jeans og med ham mange andre i dag er nået til et resultat, der i mangt og meget ligner Heraklits, er det sket på basis af udregninger ophobet gennem de sidste århundreders fysiske forskning. Det er den fysiske videnskabs store og uvurderlige fortjeneste, at man i dag kan gå disse udregninger efter og fra "det største" til "det mindste" finde det, Heraklit kaldte "lovmæssigheden i forandringen", kredsløb inden i kredsløb. Vi har idag alle mulighed for at konstatere, at alt er under forvandlingens lov.
Vi er ikke "gået i ring", vi har fået noget nyt og værdifuldt med på vejen, vi er i et lille "spiralkredsløb" igen kommet udfor et vist punkt "længere nede" på spiralen, et punkt, som tænkere som Heraklit og andre i sin tid gav os mod og styrke til at forlade. Men vi må videre!
Åndelige facitter og udregninger.
Mennesket, den ukueligt søgende ånd, "gik ud i den vide verden" og har nu lært den at kende fra mælkeveje til atomer – dog uden at "finde lykken". Nu sidder dette menneske lidt desillusioneret, lidt "omtåget". Alting flyder og danser, sole, måner og stjerner, atomer og elektroner svirrer for dets øjne, dog kun for en lille stund. Snart grunder det over, hvor det nu skal søge. Det har ganske vist opnået den mest storslåede, men også lidt forvirrende, UDSIGT over alverden. – Men hvad var det den gamle græker også sagde: "Jeg har søgt mig selv." Han var ikke blot naturforsker, han var også åndsforsker. Vi må erhverve os INDSIGT for at komme videre, indsigt i den lovmæssighed i forandringen, der gælder os selv, og i det, der må være årsag til lovmæssigheden. Vi skal nu på vandring IND i den vide verden!
Men nu har vi jo vænnet os til udregninger, kortlægning og beviser. Hvordan skal vi klare os i en ukendt verden uden vejledning af nogen art? Den kan være fuld af "faldgruber, hængedynd og blindgader, af kviksand og forvirrende luftspejlinger". Vi har hørt så meget om åndens verden, som man kan tro eller ikke tro, men vi mangler udregninger, der kan få det svære regnestykke til at gå op, der hedder: Forholdet mellem den fysiske og den åndelige verden.
Martinus' analyser er et sådant "regnestykke", stillet op så den enkelte åndsforsker kan tage stilling til de forskellige udregninger og se dem gå op både i de fysiske facitter, vi kender, og også i de store åndelige facitter, som vi alle på en eller anden måde har tilknytning til. Jeg tænker her på de store religiøse geniers ord, der bekræftes af åndsvidenskaben og vises i et dogmefrit lys, så de ligesom kommer os nærmere og bliver en del af vort eget liv.
Reinkarnation.
Nogle af de mest elementære udregninger, som er absolut nødvendige for at komme videre i studiet, og som enhver forsker, der vil forstå det naturlige forhold mellem ånd og materie derfor må studere grundigt, er kredsløbsudregningerne. Jeg må her henvise til Livets Bog III. I denne artikel skal vi kun omtale den del af de naturlige kredsløb, der direkte angår det jordiske menneske, og som med et gammelt ord kaldes reinkarnation eller genfødsel.
Blot så meget om de andre kredsløb: Vi lever på en klode, der foruden at dreje sig om sin akse, kredser med andre planeter i et solsystem, som i sig selv er et led i et endnu større mælkevejssystem, der befinder sig i et endnu større kredsløbssystem o. s. v. ...
Vor organisme består af organer, celler, molekyler, atomer, elektroner o. s. v., små universer i hverandre, hvori kredsløbsprincippet i flere variationer, er det, der holder det hele i live. Det skulle være mærkeligt om vi, midt i et logisk opbygget univers, midt mellem makro- og mikrokredsløb skulle være en undtagelse fra dette princip.
"Nuvel", vil en skeptiker sige, "stoffernes kredsløb behøver ikke at angå os på anden måde, end at vi, når vi dør, opløses, og alle vore organer, celler osv. fortsætter, stoffernes kredsløb."
Det er den tankegang, der af gammel vane straks stopper op ved det, der kan erfares ved de fysiske sansers hjælp. Men ved deres hjælp alene kan vi ikke komme videre! Vi skal nu ind i den vide verden, som er vor egen psyke, og det vil være naturligt straks at stille spørgsmålet: "Hvordan fornemmer De Dem selv?" Og svaret må efter nøje gennemtænkning, efter at hvert menneske har prøvet at trænge ind til det, Anker Larsen kalder menneskets nøgne sætning, og som ligger i ordene JEG ER, blive: "Som verdensaltets centrum, som et centrum, hvorfra der udgår kraft, der bliver til tanke, følelse og handling, og som vekselvirker med en omverden.
"Hr. Hansen" er verdensaltets centrum, d. v. s. ikke personen hr. Hansen, men den jegfornemmelse, han er i besiddelse af, det er et universelt kraftcenter. Hr. Hansen er ganske vist kun et atom i universet, men så er det spørgsmålet, om ordet "kun" her er på sin rette plads, thi atomer er så vigtige, at universet ikke kunne bestå uden dem.
Atomernes kraftcentre er årsag både til energiernes forvandling og al energis beståen. Man kan ikke skabe eller tilintetgøre energi, al skabelse er forvandling. Energi kan omdannes til det, vi kalder stof, eller frembringes af stof, men det viser blot, at stoffernes verden er omdannede energiformer, energiforklædninger.
Personen, vi kalder Hansen, er også en energiforklædning, der rummer det modtager- og afsenderapparat for åndelig energi, vi kalder centralnervesystem. Men bag ved denne "forklædning", denne "maske" er det usynlige JEG, der ikke er mere "overnaturligt" end atomernes usynlige kraftcentrer, og som ligesom de er årsag til energiernes forvandling og energiens beståen.
Fødsel og død.
Vort kraftcenter eller Jeg er ikke født med vor persons fødsel og dør ikke med den. Det har med sin dirigerende udstråling opbygget en fysisk organisme af de brugbare "byggesten" eller kromosomer, der fandtes i den sammensmeltede sæd- og ægcelle. Ved sin energiudstråling vedligeholder jeget sin fysiske organisme og tilkendegiver sig gennem den. Døden er en forvandlingsproces, der kan sammenlignes med visse atomprocesser: De samme atomer kan snart fremtræde som fysisk materie, snart i stråle- og bølgematerie, og der er intet mystisk ved en sådan proces.
Der er tværtimod logik i forvandlingerne, lovmæssighed i forandringen, som Heraklit sagde. Når et foster i moders liv fra koblingscellens plantestadium snart vokser frem til stadier med gæller og hale o. s. v. inden det fødes som et lille menneskebarn, repeterer det i virkeligheden ikke blot menneskehedens, men sine egne utallige tidligere tilstandsformer, som er tilbagelagt i svundne kredsløb. Bag denne repetition, disse forvandlinger under vor fysiske forms tilblivelse, ligger jegets bevidsthedslag og de dertil knyttede energier, evner og talenter. Man kan tegne et symbolsk selvportræt ved udfra det samme centrum (jeget) at tegne den ene cirkel efter den anden med stadig større radius. (Bevidsthedslagene.) Den inderste cirkel kan vi ikke tegne, ligesom vi ikke kan blive ved at dele en ært, selv om vi ved, den kan deles i det uendelige. Cirklens centrum symboliserer jo blot et fast punkt, men har ingen udstrækning, så i virkeligheden forsvinder cirklerne ind i dimensioner, som er utilgængelige for vor fysiske sansning, men de ER der, og med hvert livs erfaringer føjes en ny ring til helheden.
Personerne i personen.
Nogle menneskers interesse for reinkarnation koncentreres i HVAD, eventuelt HVEM de har været før (helst noget stort og fint og interessant). Men det har på vort nuværende udviklingstrin ikke så stor betydning. Vi skal ikke stivne ved at søge tilbage til uvedkommende detailler og risikere at glemme nuet, men tværtimod gennem nuets fulde oplevelse og skabelse se fremtiden og vore umådelige muligheder imøde. Hvad vi engang skal blive, er vi nemlig allerede ved at skabe basis for nu. Hvad vi har været før har alt sammen sin plads i et for os karakteristisk bevidstheds- og skæbnemønster. Vi har i hver inkarnation dannet en bestemt personlighed, og det er disse tilsammen, der betinger vor nuværende sanse- og skabeevne. (Martinus sagde engang i et foredrag: "Når vi sanser idag, er det ikke blot igennem øjne, ører o. s. v., men gennem tusindårige, ja millionårige sansespaltningers erfaringer. Hvilke umådelige sanseoplevelser er der ikke gået forud, før vi har kunnet lære blot så lille en ting som at kende klokken.") Det, der har betydning m. h. t. de fra vor egen fortid arvede evner og talenter, er, om vi behersker dem, eller en sådan spaltning (f. eks. hidsighedsanfald) pludselig laver "vulkanudbrud" og behersker os; eller om vi kan forhindre den kattevenlige diplomatisk kolde skurk, som vi også alle sammen rummer, i at stikke sin klinge (en skarpsleben ondskabsfuld bemærkning) ind i et menneskes følelseslegeme og give det sår, der har svært ved at læges.
En guddommelig medarbejder.
Vore menneskelige bevidsthedslag ligger endnu kun som en forholdsvis tynd "fernis" over det dyriske i os og brister let, hvis vi ikke gør alt for at styrke og udvide vor menneskelighed. At blive et rigtigt menneske og få kosmisk eller universel bevidsthed vil bl. a. sige, at jeget bliver den suveræne leder af alle disse bevidsthedsspaltninger og gør dem til nyttige led i en helhed. Da er jeget virkelig instruktør på bevidsthedens skueplads over alle disse "skuespillere", som vi nu ved virkelig er en slags personer, vi rummer. Men vi skal organisere dem, så de hjælper hverandre og virkelig danner et levende ensemble, hvor ikke den enkelte, men helheden betyder noget.
Lige som et virkelig godt skuespil ved sin samlede styrke og kraft og sin åndelige frihed, sin hele udstråling, virker på os som et inspirerende kærtegn, skal også vort sind virke på vore omgivelser ved det rette sammenspil mellem alle dets bevidsthedselementer, da bliver vi samtidig en guddommelig medarbejder hos den største instruktør i skabelsen af et nyt og strålende scenebillede på den skueplads, der hedder menneskets hverdag.
Tilbage til artikelregister
Forrige