Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1949/4
Forklaring til
FORSIDEBILLEDET
På omslaget af Kosmos nr. 1 for i år viste vi Dem et billede af de amerikanske drivermyrer, der holdt rådslagning, med a. o. et billede af en samfundsorganisation, der, hvad individer angår, er uhyre forskellige fra os, samtidig med at den rent administrativt åbenbart følger samme principper. Vi har denne gang valgt at vise Dem et billede af et andet samfund, som i sin natur er mindst lige så kompliceret som noget myre- eller bisamfund, nemlig termitsamfundet. Ingen forsker har endnu kunnet give nogen som helst virkelig forklaring på den eller de kræfter, der regerer disse samfund, der ofte tæller mange millioner indbyggere. Kun ved vi, at de er organiseret på en rent ud genial måde, og at indbyggerne, i modsætning til de kendte, almindelige pattedyr, er udrustet med rige åndelige evner. Thi at skyde samtlige de funktioner, vi her er vidne til, ind under begrebet "instinkt" giver i virkeligheden ingen forklaring. Det er en kendsgerning, at visse termitter, som tilfældet iøvrigt også er i visse myresamfund, formår at dyrke svampe, hvis mycelieknopper anvendes til føde. Disse svampekulturer er ikke undergivet nogen tilfældighed, tværtimod passes de, hvad jordblanding, fugtighed og varme angår, så godt som nogen svampespecialist hos menneskene formår at gøre det. Når så dertil kommer disse samfunds ofte geniale "centralvarmeanlæg", der til enhver tid året rundt garanterer ensartet temperatur og ensartet fugtig luft i alle kamre, forstår man, at den almindelige opfattelse af det instinktive her ikke slår til. Termitboenes anlæg med deres utallige vandlednings- og luftsystemer er i virkeligheden fornem byggekunst i en verden, vi endnu ikke kender. Mon ikke man kommer sandheden om disse samfund nærmest ved at indrømme, at man nok både hører og ser funktionerne, men faktisk ikke begriber ret meget af de årsager, der skjuler sig bag dem. Kun igennem kendskabet til Martinus' kosmiske analyser får vi en svag mulighed for at fatte noget af det, vi her direkte kan konstatere, og som i hvert fald er højt hævet over det, den almindelige videnskab kalder "primitive instinktfunktioner".