Ældre Kosmos og Kontaktbreve

I den evigt standende strid om, hvorvidt dyrene har en sjæl eller ej, har det stor værdi at undersøge, hvad naturen fortæller os indenfor dette for enhver åndsforsker så vigtige område. Da sjæleliv nødvendigvis må være identisk med bevidsthedsliv, der igen er det samme som et levende væsens evne til at give udtryk for både følelse og intelligens, må dyreriget altså opfylde disse fordringer for, at bevisførelsen skal have værdi. Er dette tilfældet? I rigt mål!

Betragt f. eks. drivermyrernes liv. Navnet har disse afrikanske myrer fået, fordi de under deres ligefrem uhyggeligt velorganiserede fourageringstogter formår at drive alt levende foran sig og nedkæmpe enhver hindring på deres vej. I ofte kilometerlange kolonner marcherer disse naturens egne "panserdivisioner" igennem junglen, ledede af fremragende officerer. Man kalder dem "junglens beherskere", fordi selv de stærkeste dyr rædselsslagne flygter, når de aner en sådan kolonnes nærhed.

Disse myrer regeres af en art "storråd". Den engelske forsker Louis Bowler giver i "Universets Undere" (Gyldendal 1913) en levende beskrivelse af et sådant "storråd"s møde:

"Et endnu mærkeligere optrin i drivermyrernes liv blev jeg vidne til en dag i tørketiden, medens jeg drog gennem en skov. Pludselig råbte mine indfødte ledsagere til mig, at jeg skulle vige ud til siden og bøje udenom en åben tør og sandet lysning, som stien løb over. "En masse myrer er samlede for at holde råd og vælge en ny konge," skreg de, "hvis vi forstyrrer deres møde, bider de os sønder og sammen!" Og virkelig var pladsen også sort af myrer, og fra alle kanter strømmede flere og flere til, så mange, at der fra græsset og det visne løv lød en skarp og skinger lyd, som når en le hvæsses. Midt i den levende masse var der en lille åben plet, omkranset af ringe af myrer, der alle gjorde front udaf og holdt kindbakkernes tænger på vidt gab. I centret, hvorom de stod vagt, befandt sig et dusin myrer, der var lysere og større end de øvrige og åbenbart var særlige rangspersoner. Synet af de mystiske ringe optog mig så ganske, at jeg ikke ændsede, at hundreder af myrer havde påbegyndt en indgående undersøgelse af min person. Overalt på kroppen var de trængt ind, og som ved et pludseligt signal bed de allesammen til på samme tid – en kampmåde, hvorom jeg ofte havde hørt fortælle, og som jeg nu kun altfor grundigt fik lejlighed til at overbevise mig om. Overflødigt at tilføje, at jeg hurtigt retirerede og rev klæderne af mig, for at få de små blodtørstige plageånder, der havde boret kindbakkerne dybt ind i min hud, skrubbet af snarest muligt."