Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Af

SIGBJØRN OBSTFELDER

 

Som et eksempel på, hvorledes mange digtere i inspirerede øjeblikke kan opleve kosmiske glimt af en sådan storhed, at de næppe synes at kunne give udtryk for det i ord, giver vi her et par citater fra den norske digter Sigbjørn Obstfelders bog "En præsts dagbog" (Gyldendal 1900). I denne bog giver den norske digter i en præsts skikkelse udtryk for den gæring og brydning, der kan foregå i et følsomt menneskes sind, fordi den gamle verdensimpuls gennem vane og opdragelse har præget det, men hans følelser vægrer sig mod "blodteorien", og hans intellekt gør oprør mod det gamle verdensbillede.

Side for side i dagbogen oplever man hans opgør med "det gamle" og hans søgen efter en "videnskabelig religion". Ind imellem hæver hans bevidsthed sig i sin søgen til intuitive glimt af stor digterisk skønhed, for så atter at føle sig bundet til det jordiske besvær. Bogen munder ud i en hymne til menneskekærligheden og et liv i skønhed.

– – –

"Slegt efter slegt skulde til for at finde en eneste naturlov, seklers slegter skulde til for at komme til at se det herlige syn:

Kloderne danse om solen, solene ile i rummet. Årtusinders slegter skulde til for at forstå det, at lyd, lys, varme er svingning, molekylers rytme. Ja, årtusinders slegter skulde til, før menneskene kjendte blot lidet sit eget legeme. Og hvad kjender vi endnu af det, som foregår i vor egen hjerne?

Dette jordens liv, blandt jordenes liv, blandt solenes baner, er det længe for menneskenes børns slegt, der kan tælles med tal, for at søge den, der blæste musiken ud i verdensrummet?

Er det da så længe siden menneskene reiste sig fra støvet, og begyndte at gå på jorden, og begyndte at se op? Som igår synes mig ofte den jordlivets morgen, da Mammuthdyrene rullede sig på det nyfødte himmellegeme. Som imorges synes mig de dage, da keiserriger blev gamle og grå og gik hen og døde.

Ikke bare ét, mange liv må vi vist søge. Selv forandres, søge med bedre lys, måske nærme os, nærme os, engang finde!

– – –

– Undertiden er det, som det rykker mig nær alt dette. Jeg er midt inde i verdenslarmen, i verdenssmedjen. Det farer og mylrer tæt omkring mig; det gløder, det ruller.

Ja, undertiden synes jeg, jeg kan skimte det inde i mig selv. Inde i mig selv foregår det. Inde i mig selv dirrer det hele verdensvæv.

Og jeg forfærdes, det sortner for mine lukkede øine, og jeg tør næsten ikke ånde. Det er, som døden er nær. Som dødens pust for forbi mig. – Eller livets! Den brændende ild på Horebs bjerg, som Moses ikke måtte træde for nær.

– – –

– Alt dette derude, alt dette derinde, det var i stråleorden om den mægtige, herskende rytme, og det ene hæved sig blot, fordi det andet sank.

Ja, i alle millionerne var der en åndende plan, og det yderste var bundet sammen med det inderste ved skjælvende strenge. Strenge var spændt fra den yderste klode til den inderste, den mindste celle. Mit mindste hovedhår var med i det, mit mindste hovedhår leved den umådelige plan.

Men hvordan kan ord sige det, som er større end ord, – ord er menneskets opfindelse, deres hjerners udtryk, og dette var større end selv menneskene og deres sind. En tonesymfoni kunde måske give en liden anelse – ti når verden engang i et sælsomt øieblik har åbnet sin musik for en sjæl, da ser den ikke længer, den hører, da mærker man det ikke længer i tanke og hjerne, men da dirrer hele ens legeme og dets nerve og blod i det, og det er ikke syn, men noget andet.

Ja måske – i det øieblik da en sjæl har den lykke at ane toneluften i tabernaklet, – da må den vibrere, – da kan den ikke andet – da er den selv tat med i rytmen, og anderledes formår den det ikke.

Derfor standser alle mine ord, – det store skjønne, Herligheden, verden i rolig bevægelse, verden i rytmens åndedrag, jeg forsøger atter og atter at finde tilbage til ordet, jeg kan det ikke.