Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man taler om den kristne kultur og den kristne moral, og det ville være naturligt at mene, at den såkaldt kristne kultur var bygget på den kristne moral, d. v. s. næstekærlighedsprincippet; men som verden er i dag, ser det ud, som om den kristne moral er gået i glemmebogen, og de såkaldt kristne nationer kappes i had, drab og intolerance. Man må uvilkårligt give filosoffen Herbert Spencer ret, når han skriver: "Efter næsten 2000 års prædiken om venskabets religion, er uvenskabets religion stadig den herskende, og Europa er befolket med 200 millioner hedninger, der spiller kristne og håner dem, der ønsker, at de skal handle efter de principper, de bekender sig til".

Spencers ord er hårde, men man kan ikke komme uden om dem. Ser man på kristendommens historie, kan man lige straks fristes til at tro, at den har haft sin kulmination og nu langsomt forsvinder som kulturfaktor. Men ved en nærmere undersøgelse kommer man til det resultat, at Kristendommen i betydningen JESU LÆRE overhovedet ikke er indført i verden som moral, d. v. s. som livsindstilling og livspraksis. Det, man almindeligvis kalder Kristendom, er LÆREN OM JESUS, forfattet af teologer og kirkefædre, tilpasset forskellige verdslige systemer og baseret på retfærdighedsprincipper eller Det Gamle Testamente's moral. Alt dette er ved at gå under. Det er forældet og ude af stand til at inspirere vor tids intellektuelle mennesker.

For de fleste af dem står Jesus som en sagn- eller eventyrskikkelse, man kan fortælle små børn om, men ikke noget, der har med virkeligheden at gøre. Her er vi ved sagens kerne. Af en religion, der ikke er virkelighed for menneskene, kan man ikke udlede en moral, der bliver basis for det daglige liv. Kristendommen er ikke blevet virkelighed, den er blevet myte, teologi og dogmatik. Den er tilpasset jødernes gamle religion så vel som adskillige andre. Herhjemme kom Jahve og Jesus til at afløse Odin og Balder, og først i vor tid er man mæt af denne mikstur af gammelt og nyt og længes efter en "virkelighedsreligion", d. v. s. en livsindstilling, ikke baseret på blind tro, men på forståelse af det liv, der omgiver en, og som man selv føler sig inderlig forbundet med.

Ligesom man på et museum kan finde gamle billeder, der af velmenende konservatorer er smurt over med det ene lag fernis efter det andet, så man kun kan skimte billedets oprindelige stærke farver, kan man ved at studere Det Nye Testamente og Kristendommens historie finde ind til en Kristendom, sammenfattet i få ord og lignelser af Mesteren selv. Disse knappe, koncise sætninger indeholder en stor menneskekundskab, en praktisk forståelse af, hvad menneskene kommer ud for i deres daglige tilværelse, og viser, at han langt fra var en sværmer. Samtidig afslører de en sådan indsigt i naturens love, at kun de færreste af hans samtidige kunne følge ham. Hvis man forstår, at det er det, der er Kristendom, så vil Kristendommen ikke gå under, tværtimod, det er den, der vil bringe menneskeheden freden, som den hungrer og sukker efter.

Den kristne moral eller livsvisdommen i Jesu ord må være fundament for vestens kultur. Javel, men når moderne mennesker nu engang er kommet i en skæv stilling til kristendommen, vil dette blive meget vanskeligt. Desuden kræver det intellektuelle menneske klare svar på velformulerede spørgsmål og vil ikke nøjes med facitter. Man må altså have noget helt nyt som åndeligt fundament? Nej, men man må have en udregning af facitter, en forklaring af hverdagslivets problemer, der gør moralen til virkelighed, så vi forstår, at det så at sige er biologisk nødvendigt, at vi skal elske vor næste. Den tyske videnskabsmand G. Fr. Nicolaj skriver i sin bog "Krigens Biologi": "At vi er humane vil sige, at vi forstår menneskehedens udviklingshistorie, at vi ved, hvorfra vi kommer, at vi aner, hvorhen vi går, og at vi i forholdet hertil forsøger at føje os ind som et naturligt led i udviklingens historie."

Udviklingen har ført os fra dyreriget til vort nuværende stade over primitive tilstande, hvor det dyriske princip var det altovervejende, sidst formuleret i retfærdighedsprincippet "øje for øje og tand for tand". Men trin for trin trådte mennesket ud af den dyriske sansedimension, det kunne begynde at ane noget, der var bedre, højere, en fredens verden, og en mand forkyndte: "Du skal elske dine fjender, dem som hader og forfølger dig. Du skal elske din næste som dig selv."

Den moral er både kristen og buddhistisk – eller rettere, den er hverken speciel kristen eller noget andet, den er resultatet af en forståelse af verdensaltets struktur og evige love. Det er en sådan forståelse, der ligger i Jesu og i de andre religiøse geniers ord. Ord, som blev gjort til "religioner" af troende mennesker, men som i dag må gøres forståelige for videnskabeligt indstillede mennesker for at kunne have inspirerende værdi.