Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Medens jeg i min første Artikel om Reinkarnation (Kosmos Nr. 1, 1948) kun søgte at tegne et Billede i Omrids af dette store Problem, vil jeg i det efterfølgende søge at uddybe det lidt nærmere. Jeg sluttede min foregaaende Artikel med at understrege Nødvendigheden af at kende sin egen mentale Struktur, om man for Alvor vilde være med til at omdanne den Verden, vi idag kalder vor, og som i Øjeblikket mere synes at være en Verden paa Ondt end paa Godt.

Det store Flertal af Mennesker er stolte af at leve i Oplysningens Aarhundrede. De gaar ud fra som givet, at vor nuværende Viden om Livet er af et saadant Format, at den stiller enhver svunden Tids Viden i Skygge. Gang paa Gang hører man vor samlede Fortid udtrykt som "Overtroens Tidsaldre", og disse skulde altsaa nu være uigenkaldeligt forbi.

Nuvel! Lad os da gaa ind paa den Tanke, at vi virkelig lever i et kulminerende Vidensomraade. Lad os blot se den Kendsgerning i Øjnene, at ingen Tidsalder før vor har haft et saa dybtgaaende Kendskab til Materien, og at ingen Tidsalder har kendt til de tekniske Behageligheder, som vi betragter som selvfølgelige Bestanddele af vor daglige Tilværelse. Tilbage bliver lige fuldt den Kendsgerning, at ingen Tidsalder til Gengæld har kendt til saa frygtelige Lidelser som vor. To Storkrige har hærget Kontinenterne og en tredie lurer allerede i Baggrunden. Vi har mægtige Hospitalsbyer til at tage sig af vore syge, det er sandt, men ligesaa sandt er det, at Sygdommene overalt er i voldsom Stigning. Vi er bedre mod vore fattige, ogsaa sandt, men vor Teknik har øget deres Antal i en forfærdende Grad. Kort sagt, midt i Oplysningens Aarhundrede maa vi indrømme, at vi har bragt Krigen frem til Kulmination, øget Fattigdommen og, paa Trods af al saakaldt Hygiejne og moderne Lægekunst, tabt Krigen mod Sygdommenes Hærgen i vore Samfund.

Kendte man kun til Livet, som det ytrer sig rent materielt, vilde det være umuligt at begejstres for vor Verden, om man da for Alvor gik den efter i Sømmene. Skal man være helt ærlig, synes der kun at være den Forskel mellem Fortid og Nutid, at vi idag teknisk set har det langt bedre end da, men at vi, hvad Moral angaar, ingen Ret har til at paaberaabe os noget højere Trin.

Men hvorfor er det saaledes? Er dette "hvorfor" ikke det hyppigst stillede Spørgsmaal Kloden over? Drømmer Alverdens Mennesker ikke i denne lidelsesfyldte Ørken om et Paradis, hvor alle de nu kendte Smerter er bandlyste? Jo, de gør!

Vi lever i en Tid, hvor Religionernes Magt svinder for hver Dag. Den religiøse Indifference stiger tilsvarende og hvorfor? Ikke fordi, som saa mange tror, at det religiøse Liv er et "overstaaet Stadium", men simpelthen, fordi det internationalt indstillede Menneske paa dette saa livsvigtige Omraade idag er uden virkelig Vejledning.

Beviset for, at det aandelige Liv endda er meget levende, finder vi i den Kendsgerning, at man næsten ikke kan aabne en Avis, uden at man i den finder Artikler om, at en Sindelagsændring skal og maa finde Sted, om ikke hele Verden skal styrtes ud i en gigantisk "Alles-Krig-mod-alle"-Katastrofe. Overalt lyder Raabet paa denne Sindelagsændring, men tilsyneladende uden Svar, Overalt forbereder man sig paa Krig, overalt tales der om Krig, overalt ventes der Krig!

Er en tredie Storkrig da nødvendig? Skal vi virkelig paany gennemrystes af de Rædsler, en saadan Katastrofe fører med sig? Skal de sidste Rester af svundne Tiders Kulturer virkelig forsvinde til Akkompagnementet af Gigantbombers Detonationer?

Nej, de skal ikke! Maaske vil vi opleve en sidste, hastig Genopblussen af Krigsenergierne. Maaske skal vi endnu engang erindres om Faren ved vor egen Maade at tænke paa, men absolut givet er det ikke. Og skulde det komme, nuvel, saa vil selv denne Katastrofe slet ikke faa de Følger, Pessimistprofeterne i Tide og Utide, maaske mest det sidste, forkynder. Og hvorfor ikke? Ganske simpelt, fordi Tilværelsen er saaledes indrettet, at det kun er Formerne, der kan dø. Livet selv er evigt og det i en langt større Betydning, end Flertallet idag aner.

Overalt paa Jorden tales der om "vore Døde". Uden maaske selv at være klar derover, har Menneskene frembragt en sand Dødens Kultus. Alle Lande hæver deres Helte op paa Gudestadier, rejser dem Statuer og hylder dem paa en saadan Maade, at utallige tilsidst naar til det Resultat, at den eneste værdige Maade at dø paa, er i Kamp, og at "Døden paa Ærens Mark" faktisk er den eneste eftertragtelsesværdige, fordi den fører til al den Hyldest og Hæder, Livet ikke synes at have Raad til at ofre paa den levende.

Det er smukt at hædre dem, der gav deres Liv i en Kamp, de selv troede paa, og hvis Resultat i den store Plan er positiv, men enhver Form for Skønhed kan overdrives. Det var maaske, midt i det hele, værd at undersøge, om den Død, der nu vurderes saa højt, nu ogsaa er saa uigenkaldelig, som det siges.

Hvem er vi – Du og Jeg? Er den mest elementære Analyse af vor Tilværelse ikke den, at vi er et "Noget", der vekselvirker med alt det, vi under eet har givet Navnet "Livet"? Menneskene er ofte tilbøjelige til at glemme den simple Sandhed, at Livet ikke blot bestaar af det Menneske, man enten elsker eller hader, men at det derimod bestaar af absolut alt det, vi er i Berøring med, baade fysisk og psykisk. Vi befinder os i en evig brændende Vekselvirkning med dette Liv, og Resultatet af denne Vekselvirkning er vor Bevidsthed med alt, hvad den rummer af Ufuldkomment og Fuldkomment. Men vor Bevidsthed er dybest set ikke det egentlige. Ogsaa den er i sin Natur noget skabt. Hævet over den er stadig dette mystiske "Noget", vi har givet Navnet "Jeg", og som kun kan defineres som "Noget, der er", og som indebærer en evig Evne til at begære.

Vi er her ved Urkilden til vort Væsens Allerinderste. Vi er et "Noget, som evigt begærer", og Virkningen af dette Begær er vor Bevidsthed, der i sin Natur ikke alene kan analyseres, men hvis samlede Analyse afslører en evig Struktur, som ethvert normalt begavet Menneske kan lære at kende og akceptere, fordi denne Analyse i sig selv er saa umiddelbart indlysende.

Omend det falder udenfor en kort Artikels Ramme at gaa dybere ind paa saa specielle Problemer som de, jeg her har berørt, og om hvis Totalanalyse der maa henvises til "Livets Bog", saa kan det dog her paapeges, at det netop skyldes vor Evne til ved indirekte Sansning at kunne skelne mellem Jeget som "Skaberen" og Bevidstheden som "det Skabte", at vi kan komme paa Sporet af vor Udødelighed. Vi staar her overfor en ny Tids Indstilling til Problemer, der paa Grund af manglende Definitioner er gaaet i Haardknude for de fleste.

I Virkeligheden begynder al Tænkning her. Jeget + Urbegæret + samtlige omgivende fysiske og psykiske Kræfter er netop de tre Ting, der maa til, for at vi kan opnaa Prædikatet: et levende Væsen. Men til Skade for baade Menneskeheden og sig selv har Videnskaben, fordi den ikke evnede at finde det mystiske Noget, vi kalder "Jeget", under et Mikroskop, simpelthen klaret Problemet ved at benægte dets Eksistens. Det har erstattet selve Livskilden med "Gener", "Kromosomer" og "Arvemasse" og har ment i disse i Virkeligheden rent organiske Funktioner at have fundet Løsningen paa hele vor Fremtræden som vaagent, dagsbevidst Menneske.

Midt i det saakaldte "Oplysningens Aarhundrede" tror Mennesker stadig paa, at Talent er arveligt. Det tror virkelig, at man kan fremstaa med Evner og Anlæg, man intetsomhelst har gjort for at erhverve. Det tror, at naar den ene har en medfødt fremragende Evne til at hade og en anden til at elske, saa skyldes det Egenskaber i "Slægten". Det tror, at naar en tiaarig Dreng kan staa frem og dirigere fuldmodne Menneskers straalende Kompositioner med en Virtuositet, som andre end ikke kan erhverve gennem et langt Livs dagligt Slid, saa skyldes det simpelthen en Foræring til ham fra hans fædrene og mødrene "Arvemasse". Har det virkelig noget med sand Oplysning at gøre? Mon det ikke er langt mere Overtro, end nogen anden Overtro, vi endnu lever paa? Jo, det er! Vi staar idag ved en fantastisk Skillevej. Paa den ene Side staar de, som virkelig tror paa, at de videnskabelige Arvelighedslove løser alle alvorlige Livsproblemer. Midt i deres egen selvforherligede, videnskabelige Tilværelse repræsenterer de en Dødens Kultus, fordi de ved deres Indstilling bekender sig til Stoffet som værende det egentlige, medens Livet for dem faktisk er reduceret til en Slags taaget Overtro. Livet er for dem det døde Stof, det Materiale, af hvilket den anden Part, den, der tror paa det levende, udødelige Væsen som Førsteaarsag til enhver Formdannelse i Materien, danner sin Skæbne. Vi maa gøre os den Sandhed klar, at hævder man Stoffet som det egentlige, som det eneste, der overlever alt, saa fjerner man Grundlaget for enhver moralsk Udvikling. Hvorfor kæmpe med sit Sind og give Afkald paa sine medfødte Tilbøjeligheder, selvom de er negative for andre, naar Døden alligevel sætter et Punktum for enhver Livsytring for os? Er dette Liv vort eneste, og oplever vi Salighed ved at myrde, øve Vold, stjæle og bedrage, saa hvorfor ikke opleve denne Salighed, naar vi dog har et saa udmærket Instrument som Hjernen til at camouflere alle disse Tilbøjeligheder med, ja maaske ovenikøbet, om vi har Magt dertil, gøre dem "statsnødvendige". Har vi ikke allerede oplevet Love med "tilbagevirkende Kraft", Love, der gjorde Mord og Vold "retfærdige"?

Mange glemmer, at man ved at underminere de moralske Love, langsomt, men dødsenssikkert, sænker Livets egen Standard. Et Samfund uden høj Moral, hvilket jo vil sige stor Tillid til aandelige Love, gaar uundgaaeligt sin Opløsning i Møde. Og er det ikke netop det, vi oplever omkring os. Er det ikke idag saaledes, at mange Mennesker griner højt, naar de hører Tale om aandelige Problemer. Er Sentensen "Spottende taler man om Gud, alvorligt om Øl!" ikke meget nær den Sandhed, vi alle kan opleve omkring os?

Skyldes det ikke denne krasse materialistiske Indstilling, at vi idag har et "Øst–Vest" Problem? Det gør det, men det ændrer ikke den Kendsgerning, at alle udviklede Mennesker dybt i dem selv ved med hele deres Sjæl, at Livet nu er i Skred, at Udviklingen ikke vil standse, før de moralske Love med deres uhyre Magt over det selektive Sind paany har indtaget deres forudbestemte Plads, og at det menneskelige Samfund ikke vil faa den begærede varige Fred, før Gud atter er blevet en Realitet for Samfundets Ledere. Men hvilken Gud? Ikke en affældig Olding paa en frønnet Trone, men derimod en Guddom, der er realistisk flammende Virkelighed for hvert eneste Menneske derved, at de fra deres Tænknings spæde Fødsel lærer, at det er ham og ham alene, de i alt korresponderer med. Den Tid er forbi, hvor man kan adskille Religion og Samfund. Disse to Realiteter udgør i Virkeligheden kun een Realitet. Et Samfund uden dyb og inderlig Kontakt med de universelle Love er paa Forhaand dømt til Undergang. Samtlige nuværende Samfund Jorden over er i Opløsning og vil aldrig mere genvinde den Form for "Sundhed", de tidligere levede paa. Som det enkelte Individ er paa Vej mod sin Oplevelse af Begrebet "Personlighed", hvilket vil sige vaagen, dagsbevidst Kontakt med Guddommen og dermed hele Universets Liv, saaledes er ogsaa de respektive Samfund paa Vej mod en indre Genopbygning i Kontakt med de samme Love. Denne Genopbygning fordrer en international Verdensstat som ydre Ramme om det daglige Liv, og vi ser da ogsaa, at Længslen nu aabent higer herimod. For det enkelte Menneske fordrer den indre Genopbygning – Sindelagsskiftet – en klar Omstilling fra Materialisme, fra Dyrkelsen af Stoffet som værende alt, til en Dyrkelse af selve Livet som det eneste, der er Tilbedelse værdig. Men Livet – alt Liv – er i sin dybeste Analyse Guddommen selv, Guds egen Bevidsthed. Derfor maa vi lære os selv at kende, fordi det er den eneste Vej til at finde ud af vor kosmiske Position. At kende sig selv er Nøglen til alle Universets Hemmeligheder, derfor spiller det en saa uhyre Rolle for os alle, at vi, samtidig med, at vi oplever en ydre Ombrydning eller Nedbrydning af vor materielle Verden, oplever Mødet med en kosmisk Bevidsthed, der, som den naturligste Selvfølge af Verden, stiller alle Ting paa deres virkelige Plads. I Lyset af Martinus' Verdensbillede bliver Reinkarnationen ikke noget, man diskuterer som "taabeligt Nonsens", da fremtræder den tværtimod som en aldeles selvfølgelig Naturlov, der bekræfter sig selv i alt og over alt, og som lader os forstaa, at den "Opstandelse", der vinker forude, ikke er en Opstandelse i aandelige Utopiverdener, men derimod en Opstandelse fra døde og livsnedbrydende Forestillinger til levende og inspirerende Viden om os selv, vor Udødelighed og vor kosmiske Bestemmelse. Gennem denne Viden bliver det en Selvfølge for os at tage Kampen op med de sidste Rester af den Junglebevidsthed, der endnu klæber ved os, frigøre os for den og fremstaa som det Menneske, der var en svunden Fortids dunkle, men levende og bærende Drøm, men som vil blive en snart kommende Fremtidsverdens selvfølgelige Beboer.

Det er sandt, at vi har forladt en Fortids instinkt- og følelsesbetonede Forestillinger og nu lever i en intellektuel Sfære, der faktisk har gjort os ikke saa lidt overmodige. Men hævet over denne Aandstilstand, hvis Illusioner forlængst er begyndt at briste for de mere fremskredne, eksisterer der en højintellektuel Tankesfære, som er al Kunst og al virkelig sand Videns egentlige Hjemstavn. Denne Tankesfære er kun tilgængelig for de "ydmyge af Hjertet", men af dem er der flere, end man tror. Og takket være Kundskaben om, at vi er evige, er det nu blevet et Maal i sig selv at kæmpe for at udrense sin Natur for den Intolerance, der hindrer os i Kontakt med denne høje aandelige Sfære. I Lyset af sand Tolerance eller Forstaaelsen af alle menneskelige Trin som nødvendige i det store Spil, vi kalder Livet, vil enhver, der virkelig kæmper med sit eget Sind, møde Vibrationer fra denne skønne Verden, Vibrationer, der vil lade ham eller hende forstaa, at ingen Kamp tjener højere Formaal end den, der føres i ens egen Indreverden, mod de "Trolde" og "Dæmoner", som huserer der. En Overvindelse af dem vil lade enhver "Sejrherre" paa den Front forstaa, hvad der virkelig mentes med Ordene: "Den, der overvinder sig selv, er større end den, der indtager en Stad!"