Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Under indtrykket af de begivenheder, der fandt sted i perioden 1939–1945, og maaske i endnu højere grad under indtrykket af det, der er sket i aarene derefter – i den saakaldte "fredstid" –, er det blevet mere og mere klart for menneskene, at en absolut forudsætning for at klare de problemer, der taarner sig op foran dem, er, at de lærer det virkelige og effektive samarbejde.

Det bliver mere og mere klart, at lykke ikke kan opleves paa andres bekostning, men kun paa grundlag af andres lykke. I tidligere tider, hvor alle sociologiske processer forløb mere trægt, kunde det i perioder se ud, som om man med inhumane midler kunde opnaa goder (erobringskrige – slavehandel o. l.). I vore dage fungerer alle saadanne processer med en langt større hurtighed, hvilket altsaa vil sige, at man meget let kan se sammenhæng mellem aarsag og virkning, og et resultat heraf er, at menneskene for alvor er begyndt at bestræbe sig paa at realisere et samarbejde udover grænserne.

De forenede nationer er skabt som et middel, men dette middel maa benyttes, om der skal komme noget godt ud deraf. Og allerede nu kan man se, at der i det er skjult en del af de gamle opfattelser – opfattelser, som maa fjernes for at faa det hele til at gaa gnidningsløst.

Mange ledende mænd kloden over har indset dette og har forladt den passive holdning og den passive kritik, og er i stedet for skredet til arbejde for at udbedre de fejl, der hindrer verden i at naa frem til den fred, der ønskes saa brændende.

Fra Rollins College, Winter Park, Florida, kom der i marts 1946 et opraab til verdens folk, underskrevet af en række kendte mænd indenfor alle grene af samfundet; her skal blot nævnes Albert Einstein, Emery Reves, forf. til bogen "fredens anatomi", Harold C. Urey, nobelpristager og tidligere medarbejder ved Bohrs institut. I opraabet hedder det bl. a.:

Freden er ikke blot det, at krigstilstand ikke hersker, men det er tilstedeværelse af retfærdighed, af orden – kort sagt – af ordnet styrelse.

En verdensfred kan udelukkende skabes og bevares ved en verdenslov, der er universel og tilstrækkelig stærk til at bringe retfærdigheden paa fode og til at undgaa væbnet konflikt mellem nationerne.

Den eneste metode, ved hvilken et folk kan sikre sit liv og bevare sine friheder, er sammen med de andre folk at skabe en verdensregering – en konstitutionel, føderativ regering – til hvilken er overgivet den nødvendige magt til at bevare den almindelige verdensfred, som er fremkaldt ved lov og retfærdighed.

Det første punkt – og kardinalpunktet – i ændringsforslaget var: "de forenede nationer skal ændres fra at være en sammenslutning af suveræne stater til at være en regering, hvis præcise magt stammer fra verdens folk."

– – –

Disse tanker har vakt stærk genklang overalt i verden. Især i England er de slaaet an, idet en gruppe paa ca. 100 parlamentsmedlemmer har taget dem op til praktisk behandling i en plan, der bærer navnet Usborne-planen, efter Henry Usborne, der er dens ophavsmand.

Mr. Usborne, der altsaa er parlamentsmedlem, besøgte sammen med et andet parlamentsmedlem Danmark fra 19. til 22. februar og talte ved forskellige lejligheder. Der findes her i landet en afdeling af MOVEMENT FOR WORLD FEDERAL GOVERNMENT, foreningen: Een verden, og ved et møde, der afholdtes af denne forening, fremsatte Henry Usborne den tanke, der udgør det centrale i hans plan, nemlig:

At sammenkalde en konference i Genève i efteraaret 1950, til hvilken alle lande vil blive opfordrede til at sende repræsentanter i et forhold af een repræsentant pr. million indbyggere for at give og sammenfatte en ny grundlov for en verdensregering paa samme maade, som de allierede magter gav udkast til UN's love i San Francisco 1945.

Der foregaar i øjeblikket verden over et meget stort arbejde for at realisere denne plan, der skulde begrænse politiske intriger og virkelig give verdens folk en mulighed for at naa frem mod en realisering af det, de alle helst vil: fred og fordragelighed.