Kosmos 1948/1 side 8
Erik Gerner Larsson:
Reinkarnation
(I)
"Vorherre bevar mig vel! De vil da ikke paastaa, at De er saa naiv, at De tror paa, at De har eksisteret, før De blev født? Saa tror De maaske osse, at De har været en Kamel eller Kong Salomon?" – Jeg vilde ikke vove at indlede en Artikel i Kosmos paa denne Maade, om ikke de her anvendte Udtalelser i Princippet dækker den Oplevelse, de fleste kommer ud for, der vover aabent at give Udtryk for, at de tror paa Reinkarnation.
Troen paa, at denne Indstilling dækker en Opfattelse, hvor man i et muligt tidligere Liv har været alt andet end et ganske almindeligt Menneske, for Eks. Ko, Hest el. lign., er saa udbredt, at man næsten kan sige, at den er almengældende. At Opfattelsen har sin Rod i indisk Sekterisme, er en Sag for sig. Faktum er, at for det almindelige Menneske er enhver, der bekender sig til Overbevisningen om Reinkarnation identisk med en religiøs Sværmer af højeste Taageklasse og det paa Trods af, at netop denne Tanke af alle fremragende Mennesker er erkendt som en af de største i Verden.
Jeg skal imidlertid ikke i denne Artikel beskæftige mig nærmere med de Grunde, der taler for denne store Tankes Realitet. Jeg vil simpelthen skrive som et Menneske, der helt og fuldt har akcepteret denne Tanke eller Sandhed og indrettet sit Liv derefter. Skulde en eller anden ønske en dyberegaaende Bevisførelse, vil jeg henvise Vedkommende til selv at søge denne i Martinus Hovedværk "Livets Bog", der for mig er Kilden til hele min aandelige Indstilling, til det Verdensbillede, jeg lever paa.
Enten: materialisme –
Eller: Spiritualisme
I Virkeligheden er Reinkarnationstanken kun Tilværelsens kosmiske Perspektivprincip overført til vor daglige Tænkning. Hvor det almindelige Menneske – man faar tilgive mig Udtrykket, – endnu søger at klare sine Problemer ved en faktisk utroligt taaget Tro paa "Arv og Milieu", og den følelsesbetonede, religiøst Indstillede klamrer sig til Troen paa "Arvesynd", ser det kosmisk indstillede Menneske anderledes aabent og naturligt paa den Fænomenverden, der omgiver det. For et saadant Menneske er Ordene "Som du saar, skal du og høste", ikke et Følelsespostulat, det kan bruge i visse Situationer og ignorere komplet i andre. Disse Ord dækker den Sandhed, der udgør selve Fundamentet for dets Liv. Det har forlængst stillet Problemerne op som et Enten–Eller. Enten er Livet kun Stof, hvilket vil sige, at vi selv, som saadan, ikke eksisterer. Vort Liv, vore Lidelser og vore Glæder, vore positive og negative Begær er da i Virkeligheden kun "fysiologiske Processer" uden Skygge af Tilknytning til noget Udødelighedsprincip. Det er da vor Hjerne, der tænker, eller, som det mere videnskabeligt hedder, "reagerer". Om nogen Aand eller Sjæl kan der ikke være tale, endsige om nogen personlig bevidsthedsmæssig Fortsættelse af Livet efter dets fysiske Ophør. – Eller ogsaa eksisterer der bag vor fysiske Fremtræden en ikke-fysisk mental Struktur tilknyttet et udødeligt Princip vi kalder "Jeget". Er dette Tilfældet, udtrykker vort Liv en kosmisk lovbundet Fremtræden, indenfor hvilken vi selv i alt, absolut alt, er den inderste udløsende Faktor til det, vi har givet Navnet: vor Skæbne! Er dette sidste Tilfældet faar ikke alene Ordene "Sjæl" og "Aand" Mening, men da faar Ord som "Moral", "Samvittighed", "Pligt", "Sanddruhed" for ikke at sige "Udødelighed" netop den Mening, vi i vort daglige praktiske Liv tillægger dem. For hvilken Videnskabsmand tør vove at paastaa, at det jævne, almindelige Menneske paa Basis af "nye videnskabelige Sandheder" har opgivet sin Tro paa de moralske Elementer? Lad Videnskaben blot bruge tonsvis af Tryksværte til at "bevise", at al Tale om "Sjæl" og "Moral" er "aandelige Atavismer" – disse Begreber akcepteres og anvendes dog lige saa fuldt som nogen Sinde før.
For mig er der, som allerede berørt, ingen Tvivl om, at det sidste Standpunkt er det rigtige. Ejheller at den Dag vil komme, hvor ethvert Barn som noget selvfølgeligt faar indpodet Viden om sin udødelige Tilværelse og deraf flydende Ansvar overfor baade sig selv og andre. Det vil da blive noget aldeles selvfølgeligt og almengældende at høre Mennesker tale om, at de er gaaet i Gang med at uddanne sig i dette eller hint, for at deres kommende nye fysiske Tilværelse skal blive endnu mere indholdsrig end den, de i Øjeblikket oplever. Man vil til den Tid se med Forfærdelse paa vor Verden som den, i hvilken man ophøjede Stoffet til Guddom og gjorde Livet til et regulært Spørgsmaal om Køb og Salg.
Reinkarnationsprincippets Begrundelse
"Men," vil en og anden maaske nu spørge, "naar De nu saa dristigt hævder, at De allerede i Dag har gjort Reinkarnationstanken til en selvfølgelig Ledetraad i Deres Livsoplevelse, kan De da virkelig nøjes med at begrunde den for Dem selv i en aandsvidenskabelig Hypothese? Evner Livet ikke at bekræfte denne Tanke for Dem paa en Maade, De kan delagtiggøre os andre i?" Da jeg selv har formuleret Spørgsmaalet, har jeg naturligvis ogsaa et Svar. Dette Svar er den egentlige Aarsag til denne Artikel. Selvfølgelig kan hverken jeg eller nogen anden leve paa en hypotetisk Sandhed, i hvert Fald ikke paa den Maade, der her er Tale om. Vrimlede Livet ikke med Beviser for Reinkarnationsprincippets reelle Eksistens, var dette paa Forhaand dømt til Undergang. Men ikke alene bekræfter Livet Reinkarnationen, det bekræfter overhovedet ikke andet! Livets Skabelsesprocesser er ikke eksplosive, de er kontinuerlige. Som Martinus saa straalende har paavist, følger al Manifestation et Kredsløbsprincip, indenfor hvilket Reinkarnationen fuldbyrdes som den selvfølgeligste Ting. Men ogsaa vort eget daglige Liv afslører Reinkarnationen som noget selvfølgeligt. Lad os i det efterfølgende foretage nogle rent elementære Undersøgelser for at faa denne Paastand underbygget!
Vi har i Verden af i Dag rig Lejlighed til at studere Begrebet Invaliditet. Vi har alle mødt Blinde, Døve og Lamme. Ligeledes har vi mødt Mennesker uden Arme eller med kun een Arm. Dernæst har vi mødt Mennesker med ingen eller kun eet Ben. Tilsvarende har vi mødt Mennesker med kun eet Øje, og vi har mødt Mennesker, som helt mangler Hørelsen paa det ene Øre. Medens de her nævnte Defekter kun angaar ydre Sanseorganer eller Lemmer, har vi ogsaa mødt Mennesker med kun een Lunge, een Nyre og en Mave saa ødelagt, at kunstigt Spiserør ført direkte ned i Tyktarmen har maattet remplacere den. Man faar tilgive mig de uhyggelige Billeder, jeg her ruller frem, men de hører med til vort Billede af Livet. At jeg yderligere kunde supplere Billedet med Mennesker, der halter rundt som aandelige Invalider nævner jeg kun, for at De skal forstaa, at vi her er inde paa Livet af Lidelsen i sin grelleste Form.
Lidelsens Virkninger
Lad os nu se bort fra Aarsagen til de her nævnte Lidelsestilstande og blot undersøge den Virkning, de faar for den Enkelte. Hvilken Virkning vilde det for Eks. faa for Dem eller mig, om vi pludselig blev berøvet Synet? Primært vilde det, naar den første dybe Smerte var overstaaet, faa den Virkning, at Nerverne i vore Fingerspidser vilde begynde at reagere anderledes, mere følsomt. Naar vi paany havde erobret Kontrollen over os selv, hvilket vil sige: naar vi paany havde faaet bragt Balance mellem Jeget og den opstaaede Situation, vilde vort Begær efter normal Livsoplevelse uundgaaelig føre til Udviklingen af nye Sanseorganer, hvis Sæde som nævnt primært vilde blive Fingerspidserne. Vi ved fra Livet selv, at Mennesker kan blive saa fantastisk dygtige til at anvende Fingerspidserne som "Synsorganer", at de, om de pludselig faar deres Syn tilbage, en Periode maa lukke Øjnene, naar de hurtigt skal passere et Værelse, fordi de stoler mere paa deres "Fingersyn" end paa deres generhvervede rigtige Syn. Som man her vil se behøver Blindheden Ikke at være et rent Negativ for os. Men den her nævnte, saavel som alle øvrige af den Slags Lidelser har ogsaa en anden og ikke mindre værdifuld Side, nemlig den rent aandelige. Ingen kan opleve at blive blind uden samtidigt at faa et dybtgaaende personligt Kendskab til en Side af Livet, han ellers ikke vilde lære at kende. Lad os saa dreje Billedet et Liv frem. Hvad ser vi da? Ja, da møder vi paany et Menneske, som har sit fulde Syn eller i hvert Fald sit Syn. Men undersøger vi Forskellen mellem dette Menneske, og det vi kendte, før det i sin forrige Inkarnation blev ramt af Blindheden, kan vi ikke undgaa at se hvilken baade fysisk og aandelig Kvalitetsforbedring, der har fundet Sted. Dette Menneske har nu, foruden sin Evne til at se, en ny, medfødt Fingerfølsomhed, som langt overstraaler den, andre har. Til sine Omgivelsers Forbløffelse kan det paa Brøkdele af Millimeter opgive f.Eks. en Skrues Tykkelse. Det er kort sagt den fødte Finmekaniker. Med Hensyn til sine Medmennesker, ja, da afslører det samme Menneske ikke alene en dybtgaaende Forstaaelse af sine blinde Medbrødre og -søstre, hvis Lidelser det til stor Forbavselse for andre kan indleve sig i i en rent ud forbløffende Udstrækning, det forstaar ogsaa andre Former for Lidelser i en Udstrækning, som afviger enormt fra den Forstaaelse, det lagde for Dagen i sin forrige Inkarnation. Vi ser saaledes, at Lidelsen ligesom belønnes dobbelt, dels med en udvidet Evne til at magte Materien og dels med en udvidet Evne til at forstaa, hvilket vil sige til at elske Menneskene.
Prøv at sammenholde det her skildrede Syn paa Invaliditetsoplevelsen med det rent materialistiske. I det ene Tilfælde positiv Inspiration og Mulighed for en Forstaaelse, der gør den paalagte Byrde udholdelig, i det andet kun mental Ørken. At blive berøvet sit Syn og samtidigt faa indpodet, at Livet bare er en fysiologisk Proces, at Døden er den absolutte og endelige Grænse, vilde, om Mennesket kunde tage en saadan Opfattelse alvorlig, være ensbetydende med en regulær Opfordring til Selvmord. En Lidelse uden Hensigt er en urimelig Byrde.
Overalt, hvor man iagttager Livet udfra den her skildrede Indstilling, møder man Beviset for ikke alene Reinkarnationstanken, men ogsaa for Udødeligheden. Man møder paa sin Vej Mennesker, hvis ene Arm er svagere end den anden, – en Hilsen fra et Liv med kun een Arm i Funktion. Ja, jeg tror ikke, man kan møde ret mange, som ikke paa en eller anden Maade fortæller, uden maaske selv at vide det, om tidligere smertefyldte invalide Livsperioder. Samtlige vore Reaktioner overfor Lidelsen er betinget af vore egne Erfaringer indenfor de samme Omraader. En Kræftlidelse kan lade eet Menneske kold, medens den faar et andet Menneske til i den Grad at føle Medlidenhed, at det simpelthen er afskaaret fra at faa Fred i sit Sind, før det har hjulpet den, Lynet har truffet.
Kendskab til Skæbneloven forøger Livsfylden
Mentalt er vi nu naaet saa langt frem i Udvikling, at vi forstaar, at Mennesket uden Indfølingsevne faktisk ikke lever rigtigt. Det lever, men kun i sin egen lille fattige Verden, hvor det med sig selv som straalende Midtpunkt endnu et kort Stykke Tid kan opholde sig i Selvforgyldningens trods alt saa triste Himle. Anderledes med det Menneske, som evner at føle med andre. Uden maaske selv at kende den inderste Aarsag, oplever det sine egne tidligere Livs bitre og smertefyldte Timers nu saa gyldne Frugter i Form af, at det ikke alene bliver elsket og søgt af sine Nærmeste, men at Livet simpelthen kaarer det til en af sine egne Fortrolige, hvem det bliver givet at være til stor Hjælp for andre. Har vi ikke Billedet paa Reinkarnationen i Forskellen mellem den virkelige Kunstner og Pseudokunstneren? Vi beundrer kunstnerisk Teknik, men vi græder, naar den ægte Kunstner beliver sine Skikkelser paa en saadan Maade, at vi aner hans egen Hjertevaande bag dem.
I sviende Piskeslag driver Smerten i vor Tid henover Kloden. Hvor vanvittig meningsløst, hvor usandsynlig perverst vilde Livet ikke være, om ikke vort evige Liv var en Kendsgerning? For hvad er selv et vellykket fysisk Liv egentligt, et Liv, hvor man opnaar at "dø mæt af Dage"? Betragt det lidt nøjere, og De vil se, at det tager cirka 30 Aar at danne en Hjerne til, til fuld vaagen Sansning. Først omkring det fyrretyvende Aar er vi "modne", hvilket vil sige, at vi nu har naaet vor Sanseevnes tidligere maksimale Udfoldelse. Men hvormange er ikke allerede paa det Tidspunkt ifærd med at "takle af"? Møder man ikke et ligefrem uhyggeligt Antal Mennesker, som omkring det femogfyrretyvende Aar har fuldt færdigtsyede Meninger om alt mellem Himmel og Jord, altsaa faktisk allerede er "døde Sjæle". I en Verden, hvor det næsten er en Normalfunktion at grave sin Grav med Tænderne, maa man ikke undre sig over, at Dødeligheden tager voldsomt til efter det fyldte halvtredsindstyvende Aar. Er det ikke en sørgelig Kendsgerning, at mange af de Mennesker, der oplever at blive de berømte halvfems Aar, har været baade fysisk og aandeligt senile saalænge, at de fremvoksende Generationer daarligt har nogen Erindring om dem som normale "levende"?
Nej, selv et saakaldt "lykkeligt" Liv er for kort til at opfylde den Drøm om Liv, vi alle bærer i vort Hjerte. For at vi skal faa Lov til at faa de Ønsker opfyldt, der udgør det normale Menneskes Drømmeverden, maa vi have ubegrænset Tid til vor Raadighed. Men ubegrænset Tid vil sige evigt Liv. Denne Evighed er ikke noget, der begynder ved vor Død, den lever vi i allerede nu. Vi er i Dag ikke alene præget af vort nuværende Liv, nej, paa de utroligste Omraader, baade fysisk og psykisk, røber vor Fremtræden vor evige Fortid og giver Fingerpeg om vor evige Fremtid. Nuet er det centrale i vort Liv. Men dette Nu er ikke lige fyldt for alle. For nogle er det saa fattigt, at de finder Livet baade tomt og meningsløst, for andre derimod er det et Orgie af Livsfornemmelse, af Kontakt med den Guddom, som de i svundne invalide Tilværelser fandt Vej frem til, og som de nu i Smaat og Stort søger at bringe andre i Kontakt med.
At tro paa, at Lidelsen blot er Tilfældighedernes forfærdende Konsekvens, er fuldt bevidst at afskære sig selv fra den Livsforstaaelse, der var dens inderste Hensigt og Budskab. Det er sandt, altfor sandt, at Lidelsen kan gøre et Menneske bittert og livsfjendsk, men hvem gør det samme Menneske mest Fortræd? Sig selv eller andre? Saa absolut sig selv! Tænk hvilken Ændring der her vil finde Sted, naar ethvert Menneske bliver opdraget til at forstaa, at der intet, absolut intet, kan ramme det, til hvilket det ikke selv har været Ophav. Tænk igennem hvad det vil sige, naar Menneskene opgiver deres vilde Jagt efter imaginære Skyldnere for de Lidelser, de selv er inderste Aarsag til!
Reinkarnationsprincippet som Livsgrundlag
Jeg ved lige saa godt som De, at mange Mennesker til en saadan Tale vil sige, at man jo saa ikke behøver Medlidenhed. Naar enhver kun faar efter Fortjeneste, er andres Taarer jo overflødige. Men jeg tror, at De har gennemskuet dette taabelige Nonsens og set, at det ligger paa Linie med Udtalelsen om, hvad der skal blive af Dyrene, hvis vi allesammen pludselig bliver Vegetarer. Sandheden er jo netop den, at jo mere man selv har lidt, desto mere føler man med andre. Mindre end at befordre Egoismen og Hjertekulden fremtræder Reinkarnationstanken som den stærkeste Undermineringsfaktor af alt aandeligt negativt. Mennesket, som er begyndt at blive bevidst i sin egen Udødelighed, er ogsaa blevet bevidst i, at der kan komme Dage, hvor Ensomheden og Smerten, det selv skal opleve, kan blive uudholdelig, om ikke en eller anden kærlig Sjæl vil række Haanden frem til Hjælp. Mere end nogen anden Tanke jeg selv har mødt, animerer den voksende Viden om vort evige Liv og det Ansvar, der følger heraf, det tænkende Menneske til at stille sin Bevidsthed i Samfundets Tjeneste.
Livet i Relation til en evig Fortid og en evig Fremtid aabner saaledes langt større Perspektiver end de Opfattelser, der hidtil er blevet os givne som "aandeligt Brød". Igennem disse Perspektiver nærmer vi os Forstaaelsen af, hvad Jesus mente med Ordene: "I er alle Guder". Vi er kosmiske Gudesønner og Arvtagere til et Univers. At begrænse vor Tankeflugt til den Klode, vi i Øjeblikket oplever Livet paa, er det samme som at forsøge paa at isolere os fra det virkelige Liv. En saadan Isolation er farlig, idet den uundgaaeligt fører til en overdimensioneret Opfattelse af den Begrænsning, vi midlertidigt oplever. Dokumenterer Livet af i Dag ikke denne Overdimensionering? Er det ikke en Kendsgerning, at Materialismens Kulmination, som vi jo netop oplever, udløser sig i Form af selve Modsætningen til det Liv alle ønsker sig? Er Jorden ikke "blevet forbandet"? Vilde de fleste ikke finde Livet her uudholdeligt, om de ikke i deres Hjerte bar paa en Drøm om et skønnere Liv efter Døden? Vi kommer til at opleve skønne aandelige Tilstande den Dag, vort fysiske Legeme er opslidt, men denne Skønhed er intet Maal i sig selv. At forfalde til at længes efter denne Skønhed er Negativitet af reneste Art. Hvor meget skønnere er det ikke at sammensmelte hele sit evige Liv i det Nu, vi allerede møder her og lade denne Sammensmeltning komme til Syne som et koncentreret Arbejde for at skabe lyse og skønne Forhold omkring os? For Mennesket der ved, at det atter og atter skal gæste denne Klode, har Livet kun eet Maal: hurtigst muligt at faa den omskabt, saa det ved sin Genkomst kan finde endnu større Muligheder for Udfoldelse af hele sit Intellekt. Men for at denne Omskabelsesproces kan blive virkelig effektiv, er det nødvendigt at kende sin egen indre mentale Struktur, som, netop med Henblik paa Reinkarnationsprincippet, ikke alene er tilgængelig for Iagttagelse, men som ydermere ved selv et beskedent Studium afslører saa interessante Detaljer, at Ønsket om endnu større Viden hurtigt trænger sig paa. Men herom i en følgende Artikel.
Tilbage til artikelregister
Forrige