Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Dette er jo netop den praktiske Væremaade hos det rigtige Menneske, hos det Væsen, der som medfødte Evner og Anlæg har: "At elske sin Næste som sig selv." Hvis Menneskene formaar at træffe deres Skærtorsdagsvalg paa en saadan Maade, at de ikke tænker først paa, hvad der vil kunne gavne dem selv, men paa, hvad der vil blive til størst Glæde for deres Medmennesker, saa behøver de ikke at frygte for, at Valget skal være forkert, selv om det i første Omgang kunde se saadan ud.

Kristus' Disciple forstod jo heller ikke deres Mesters Handling. De kunde ikke se, at netop dette Valg vilde bringe det Resultat, som de alle ønskede. For dem kunde det kun se ud, som om hele deres Verden styrtede i Grus. Men Mesteren vidste, at han havde valgt rigtigt ved at give Afkald paa et øjeblikkeligt Gode, og i Stedet for taget en haard Lidelse.

Igennem Langfredagsbegivenheden i Kristus' Lidelseshistorie faar vi symboliseret en anden Fase i Jordmenneskenes Udvikling fra Dyr til Menneske, Lidelsen. Vi ser, hvorledes Kristus paa denne Dag kommer ud for den største Lidelse, noget Væsen kan komme ud for. Den Lidelse, som Korsfæstelsen var, var jo ikke en almindelig Skæbneudløsning. Kristus havde forlængst passeret de Zoner i sin Udvikling, hvor han havde mørk Skæbne til gode; hele hans Bevidsthed og Væremaade viser jo, at han for længst har gjort det til Vanebevidsthed, at "elske sin Næste som sig selv". (Denne høje Bevidsthedstilstand afsløres jo ogsaa for os, medens han hænger paa Korset, hvor han midt i sine Lidelser siger: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!") Denne Lidelse tog han paa sig udelukkende af Kærlighed til Jordmenneskene, fordi han saa, at der derigennem var en Mulighed for at frelse dem ud af Dyrerigets haarde, brutale Verden, og føre dem frem til hans egen Zone, hvor Lyset og Kærligheden herskede.

Ogsaa Jordmenneskene oplever deres Langfredag. Lidelserne er en Realitet, som intet Jordmenneske er ukendt med. Men den Lidelse, som vi oplever, indgaar som et Led i vor egen Skæbnedannelse, og afviger derved fra Kristi Lidelse paa Langfredagen.

Martinus viste os her, hvorledes "Jeg'et" staar bag alle de forskellige ydre Kræfter og kan sammensætte dem efter Behag. Vi har alle en fri Villie til at gøre, hvad vi vil. Vi kan blande de forskellige kosmisk-kemiske Stoffer, som vi har Lyst til, men saa maa vi ogsaa tage Resultaterne deraf. Det er ikke altid, at denne Sammenblanding er lykkebringende, for endnu kender Jordmenneskene ikke den kosmiske Kemi, og som Følge heraf resulterer det kosmisk-kemiske Eksperiment ofte i Lidelse. Dette gør Jordmenneskene fortørnede; de føler sig som Martyrer, de giver et ukærligt Forsyn eller en vred Gud Skylden. Men det er det samme som at blive vred over, at ens The er salt, naar man kommer Salt i den i Stedet for Sukker. For at faa Sukkersmagen frem, maa vi jo dog bruge Sukker, og det er kun guddommeligt, at dette Stof, uanset vore øjeblikkelige Ønsker og Begær, altid har den Virkning at forsøde det, det opløses i. Hvis det var saadan, at vi ud fra vore egne Ønsker og Begær kunde forandre Stofferne, vidste vi jo aldrig, hvor vi var henne.

Det er netop det ophøjede, det guddommelige, at Stofferne, der staar til det levende Væsens Disposition, altid reagerer paa samme Maade. Det, det drejer sig om, er blot at lære disse Reaktionsmaader at kende, og det lærer Menneskene gennem de utallige fejlslagne Forsøg.

Men netop fordi det er Resultatet af ens egne Handlinger, man modtager som Lidelse, gælder det om at naa frem dertil, at man i Stedet for at blive vred og hidsig, kan sige: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre!"

Da vil der efter Lidelserne komme en "Opstandelse". Da vil Væsenerne ligesom Kristus komme til at opleve, at hverken Granitmure eller Soldatervagt kan holde det levende Væsens Jeg eller virkelige Selv spærret inde i Dødens eller Mørkets Grave. Thi igennem Lidelserne er Væsenerne blevet forædlede, har faaet Medfølelsesevnen mere og mere udviklet, saa de tilsidst ligesom Kristus kan gaa i Døden for deres Næste. Og først da er Løbet fuldkomment, "thi ingen har større Kærlighed end den, der sætter sit Liv til for at redde sin Næste".

Og for en saadan fuldbyrdet Kærlighed maa alle mørke Skygger vige og en Paaskemorgen oprinde for dens Ophav, hvor det i guddommelig Klarhed oplever sin egen Udødelighed og evige Forening med sin guddommelige Fader.