Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det evige verdensbillede rummer ikke begrebet tilfældighed. Vi lever i et ordnet univers, hvor al bevægelse er en livsytring med en bestemt hensigt. Vor skæbne udgør et møde mellem vor indre verden og vor omverden. Den form vor skæbne tager, er dels styret fra vor overbevidsthed og vor vilje og dels fra forsynets arbejde med at sammenkæde alle individers skæbnekræfter i en hensigtsmæssig udløsning i tid og rum. Somme tider kulminerer livets teater i visse historiske scener, som skal være klarlæggende og vejledende for menneskets udvikling. Det kosmiske teaterstykke, som nok har haft den allerstørste gennemslagskraft i menneskehedens historie, blev opført for to tusind år siden og giver stadigvæk ekko ud over menneskeheden. Det satte en mental bølge igang, som stille spredte sig over jorden. Vi har siden bygget masser af katedraler, kirker og monumenter for at minde os selv om dette skuespil, tale om det og formidle det videre. Årsagen til, at det har fået en så stor betydning er, at det har tilknytning til centrale kræfter i vor bevidsthed. De sagn og myter, der får kraft og lever videre generation efter generation, gør det på grund af, at de spejler og beretter om vor inderste natur.

I påskemysteriet finder vi tre hovedrolleindehavere, Pilatus, Kristus og Barabbas. De er også udtryk for tre bærende dele af vor egen psyke. Barabbas er forbryderen, den som forbryder sig mod livslovene. Det er den del af vort sind, den dyriske side, som er baseret på selvopholdelsesdriften, magtbegær, misundelse, selviskhed og hævnmoral. Kristus symboliserer uselviskheden, ærligheden, kunstneriske evner, fredsviljen, næstekærligheden mm. i os: vor menneskelige side. Disse to sider udgør den bagved liggende konflikt i vor bevidsthed. Den tredje rolleindehaver i skuespillet og i vor psyke er Pilatus. Han repræsenterer netop den del i os, som stilles over for den svære opgave at vælge, om vi skal slippe Kristus eller Barabbas fri.

Vi står hele tiden i vor hverdag i Pilatus' situation: skal jeg gøre det, jeg ved, er godt, eller skal jeg følge min begærstyrede vilje. Det sættes på en så dramatisk måde på spidsen for Pilatus. Han står som dommer over for et kosmisk bevidst menneske, hvis kærlighedsudstråling sikkert påvirker ham, og hans beslutning vil enten føre til døden for Kristus eller for forbryderen Barabbas. Der er nok ingen tvivl om, at Pilatus ved, hvad der ville være den rette beslutning, men han står over for en ophidset almenhed, som påvirket af præsteskabet råber, at han skal slippe Barabbas fri. Præsteskabet føler sig stærkt truet af Kristus. Det havde jo set og hørt, hvordan han fik flere og flere tilhængere, hvordan han "genopvækkede døde", helbredte syge, gjorde blinde seende osv. Han påvirkede menneskene på en måde, som førte dem bort fra præsteskabets autoritet. De måtte af med ham for at kunne beholde deres position. Vi kan se præsteskabet som et symbol for den autoriserede moral og tradition.

Pilatus står alene med sin opfattelse over for flokken. Vor opfattelse kan også ofte stå i modsætning til vor omverden, vore venner, traditioner eller tilmed samfundets retssystem. Og så kræves der en vældig sjælsstyrke for at vove at gå sin egen vej, vove at slippe Kristus fri. Martinus siger, at vi hellere vil gå den forkerte vej sammen med flokken end at gå alene den rette vej. Grunden hertil er vort fra dyreriget nedarvede flokinstinkt. Som flokdyr at komme på afveje og havne uden for flokken er ofte det samme som en hurtig død, at blive overladt til rovdyrene. Når man ser nærmere på de ting, der til daglig indgyder os frygt, handler de i høj grad om variationer af frygt for at blive afvist, blive udstødt, at havne uden for fællesskabet. Hvor mange er f.eks. ikke begyndt at ryge, drikke alkohol eller tage stoffer for at kunne være med i fællesskabet til trods for, at en indre stemme har rådet dem til at lade være? Martinus siger, at "en kraftig vilje kan der kun være der, hvor denne vilje hviler på et absolut sikkert mentalt grundlag. Et sikkert mentalt grundlag kan der absolut kun eksistere der, hvor man fornemmer sig selv i kontakt med "retfærdigheden". Denne kontakt vil igen kun kunne hvile på enten absolut "tro" eller absolut "viden". Der, hvor man ikke urokkeligt "tror" på sin handlemåde som "retfærdig", eller ikke "absolut ved", at den er "retfærdig", der kan man kun være et vaklende eller svajende siv for livets storme" (1). Og det er netop manglen på såvel urokkelig tro som absolut viden, som præger det materialistiske nutidsmenneske. Det mangler i høj grad vejledning for sin moral og bliver dermed mere overladt til sin frygt. Dets tryghed bliver stærkere knyttet til dets fysiske position: dets krop, økonomi, arbejde mm. Pilatus er også her et udtryk for nutidsmennesket. Hans trosevne er degenereret, han er skeptiker og materialist.

Pilatus skal nu forhøre Kristus, som er anklaget for at have givet sig ud for at være konge. På den tid var konge noget andet end det, det er i dag. Da var der ikke nogen forskel mellem en åndelig og en fysisk konge, og folket havde en betydeligt mere følelsesmæssig tilknytning til og var lettere at suggerere af øvrigheden. Pilatus spørger Kristus: "Så du er altså konge?" Jesus svarede: "Du siger det; jeg er konge. Dertil er jeg født og dertil er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Hver og en, der er af sandheden, han hører min røst" (2). Der skal en vis sjælsstyrke til fra Jesu side, baseret på en absolut viden, for med sandsynlig henrettelse til følge at vove at stille op for sandheden. Pilatus svarer udfra sit skeptiske sind: – "Hvad er sandhed?" Han gør så som nutidsmennesket, han vender ryggen til det svar, som Jesus eventuelt ville kunne have tilbudt ham. Romerriget rummede mange forskellige lærere, og alle påstod jo, at de havde patent på sandheden. Hvis vi i vor tid påstår, at Martinus har den absolutte sandhed, så får vi nok den samme reaktion fra de fleste.

Pilatus går så ud og råber til folkemassen: "Jeg finder ingen skyld hos dette menneske" (3). Men folkehoben og præsterne godtager ikke dette, men ophidses endnu mere: "Slip Barabbas fri". Og Pilatus indser, at denne rettergang ikke handler om spørgsmålet "hvad er sandhed" eller hvad der er retfærdigt, men om at den rådende orden og magten skal bestå. Og man kan nok spørge sig, hvor mange rettergange der efter denne ikke har haft en tilsvarende hensigt: at fængsle anderledes tænkende og uskadeliggøre dem, der truer det bestående, i stedet for at finde sandheden. Somme tider foregår samme proces inden i os, når vi egentlig synes, at den menneskelige handling, frigørelsen af Kristus, er den eneste rigtige, så tager alligevel forsvarstalen og rædslen for forandring over, og vi lader være med at ændre det vante og trygge, selv om vi indser, at det er destruktivt.

Hvad skal Pilatus gøre? Hoben fortsætter med at true og vil have Kristus korsfæstet, men han føler, at det ikke er rigtigt at gøre det. Han gør et sidste forsøg på at ændre deres indstilling og lader soldaterne tortere Jesus. Han piskes og slås blodig og lemlæstes, og så lader han Kristus komme frem for folket og præsterne. "Se dette menneske", siger Pilatus. Han håbede derved at have stillet deres blodtørst og have vækket deres medfølelse, men de er stadigvæk forblindede af præsteskabets provokeren. I denne scene i det kosmiske teaterstykke, synes jeg, at der findes yderligere en psykologisk indsigt der er værd at tænke på: Den måde, hvorpå vi anvender fysisk smerte eller sygdom på som undskyldning for, at vi afviger fra flokken for på den måde at slippe for at tage personlig stilling. Hvor mange af os har f.eks. ikke sagt, at vi er allergiske eller får det fysisk dårligt af at spise kød, når det egentlige motiv er etisk? Vi har måske tilmed følt os lettede over at føle en smule hovedpine, så vi kunne give den skylden for at slippe for at gå med til den der fest osv. – Det er, som om vi slipper for at føle os personligt ansvarlige eller slipper for at få andre til at føle skyld, hvis vi kan holde os til fysiske årsager i stedet for psykiske eller etiske. Vi tager da på en camoufleret måde stilling, for at Kristus skal slippes fri, og håber dermed at slippe for at møde andres antipati eller afvisning. Det er et skridt på vejen og er jo bedre end at slippe Barabbas fri, men det har en ubehagelig bismag af uærlighed og modvilje og bidrager somme tider også til fysisk sygdom.

Da Pilatus endnu ikke havde opgivet sin modstand mod at følge folkets råb, så satte præsteskabet ind med det stød, der skulle få Pilatus til at falde. De sagde: "Hvis du ikke giver os Barabbas fri og henretter denne oprører, der kalder sig "Jødernes konge", er du ikke kejserens ven. Vi har kun én konge, og det er kejseren i Rom. Vi bliver da nødt til at klage over dig på allerhøjeste sted" (3). Pilatus vidste, at der havde været klager over ham tidligere. Endnu en klage over ham hos øvrigheden ville sikkert indebære, at han ville komme til at miste sit embede. Hvad skulle han gøre? Hans materialistiske mentalitet havde jo sin tryghed i den materielle verden. Han havde måske familie og måske en stor borg i Jerusalem, som han ville miste med sit embede. For nutidsmennesket kræves der også en åndelig rejsning og stort mod for at vove at gå ud i arbejdsløshed, måske flytte med sin familie fra sin fine villa til en lille lejlighed og desuden måske blive betragtet som illoyal mod firmaet af sine tidligere arbejdskammerater. Måske tilmed blive stillet for retten for at have afsløret hemmeligt materiale, selvom man derved har fået sat en stopper for forskellige uregelmæssigheder. Der kræves nok en absolut tro eller en absolut viden om, at ens handling er absolut retfærdig, for at vove at tage en så stor udfordring op.

Når vi ved hjælp af åndsvidenskaben mere og mere kan overflytte vor identitet til vort evige aspekt, kommer vi samtidigt mere og mere til at erobre en slags positionsløshed i den skabte verden. Når vi identificerer os med det skabte, f.eks. vor krop, så aktiveres vor dødsangst og selvopholdelsesdrift, så snart den skades eller trues. På samme måde kan vi identificere os med en politisk eller religiøs idé og får da vor selvopholdelsesdrift koblet dertil og føler os stærkt truede, hvis nogen kommer med kritik eller latterliggør ideen. Vi kan også have megen af vor identitet knyttet til vort arbejde, vor bolig, familie eller måske en tøjstil. Vi har da positioner i vor fysiske verden at overvåge, og somme tider bliver det vigtigere end sandheden eller vor moral. Jo mere vi hviler i vor identitet som evige gudesønner, jo færre kampe om positioner i den fysiske og psykiske verden vil vi føle behov for at udkæmpe. Det er jo blandt andet derfor, at den vise tier. Pilatus havde som nutidsmennesket sin identitet i sin fysiske position og manglede åndelig støtte for sin retfærdighedsfølelse og havde derfor ingenting at stille op, når hans embede og dets indbefattede fysiske fordele blev truet.

Men det er ikke uden vånde, at han vender sin samvittighed ryggen, dvs. lader Kristus korsfæste. Han tog vand og tvættede hænderne i folkets påsyn og sagde: "Jeg er uskyldig i denne retfærdiges blod; ser I dertil?" – Men dette ritual kan ikke befri ham fra hans karma, derimod kan det lette på en dårlig samvittighed. Nadveren, som er analog med denne hændelse, har haft denne guddommeligt suggestive funktion at lette på det tryk, der opstår, når man falder til føje over for sine ufærdige sider i kontrast til de høje fine idealer, som kristendommen prægede i deres tilbedere. Dette var ikke nok i Pilatus tilfælde, men han gav dog ordre til, at der på Jesu kors skulle stå "Jødernes konge". Martinus mener, at dette ikke var ironi fra Pilatus' side, men en reel stillingtagen: at han så, at var der nogen, der stod for sandheden, som var en konge, så var det Jesus.

Pilatus' erklæring af sin uskyld og det, at han gav de andre skylden, er jo også en beskrivelse af den offermentalitet, som præger nutidsmenneskets materialistiske livsholdning. Når vi ikke vover at stå for vore idealer og ideer, går vi ofte igang med med en masse forsvarstaler inden i os, som kan overbevise os om, at det er på grund af de andre, vi handlede forkert eller er kommet på afveje. Det er forældrenes fejl, det er samfundets fejl mm., og vi bliver lige så magtesløse og deprimerede, som vi er dygtige til at suggerere os ind i denne offerrolle. Martinus hævder jo, at det er indsigten i, at man selv er det eneste ophav til sin skæbne, der kan få livskraften til at vende tilbage. "Desuden findes der ikke noget, som befordrer eller skaber positiv livskraft som indsigten i, at man ikke lider uskyldigt, at ens lidelse betyder, at Gud løfter en fra et lavere tilværelsesplan til et højere og mere fuldkomment livsniveau,..." (5). Den store udfordring i vort møde med karmaloven er ikke at sidde fast i skyldfølelse over det, vi har gjort, men i stedet for fokusere på de muligheder, der åbner sig mod vor fremtid.

Det kan meget vel have været den sandsynlige udgang for Pilatus, at hvis man giver Kristus fri, så lider man først et fysisk nederlag. Måske mister man sit arbejde, en del af sin bekendtskabskreds eller måske endog sin partner på grund af, at man har besluttet sig for at følge den oprigtighed eller livsstil, som samvittigheden byder én. Det kan være smerteligt, men set i et større perspektiv, så er det fødselsveer i fødslen af en højere og lysere tilværelse. Hedder det ikke, at den, der giver sit liv, han skal vinde det? Er det ikke en udfordring at vove at miste fysiske fordele for at opnå åndelig frihed? Det er denne proces, der symbolsk fremstilles, ved at Jesus efter sin korsfæstelse "opstod fra de døde", dvs. løftede sig over det dræbende princip og den dermed følgende lidelse for at kunne leve i en højere og friere tilstand. Og sagde han ikke: "Jeg er opstandelsen og livet. Den, som tror på mig, han skal leve, om han end dør" (6). Det er denne tro, som åndsvidenskaben vil tydeliggøre for intellektuel forskning og bistå os med erobringen af en absolut viden, så vi vover at tage stilling til det livgivende princip, dvs. at give Kristus fri. Denne befrielsesproces er en gradvis bevægelse gennem mange jordliv frem til vor kosmiske fødsel. Så Pilatus vil leve i og iblandt os længe endnu, men for hver gang, det lykkes for os at slippe Kristus fri i vor hverdag, så vil flere og flere af det rigtige menneskeriges lysstråler nå ind i vort liv og give næring og kraft til fremvæksten af en retfærdig, modig og selvstændig "dommer" inden i os. Og ved hjælp af åndsvidenskaben vil "dommeren" mere og mere tydeligt kunne se, at han i livets skuespil aldrig er forladt, aldrig er alene. Han kommer sagte, skridt for skridt til at opdage, at hver lille hændelse i hverdagen er en omsorgsfuldt regisseret akt i den livets saga, hvis slutord er: "Se, alt er såre godt".