Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Alting begyndte så fint. Solen strålede over et snehvidt vinterlandskab. Luften var kold og klar. Jeg og min datter Josefin, som da var fem år, havde aftalt at mødes med to venner for at tage på en fælles skiudflugt. Alt var planlagt for en fin tur.

Vi skulle mødes på bussen for at køre ud til udflugtsmålet, og nogle timer senere skulle vi nå en bestemt bus, der skulle køre os tilbage. Men inden for disse grænser havde vi altså frihed og mulighed for at skabe en herlig fælles oplevelse i solens klare lys.

Som et malerlærred med færdige rammer til at udfylde med livets allerfineste farver og nuancer!

Men livet bliver ikke altid nøjagtigt, som man har tænkt sig. Det var ikke noget problem at fylde billedet med nuancer – vinterlandskabet lokkede os længere og længere ud på et spændende eventyr. Det var straks sværere at holde det hele inden for billedets allerede forudbestemte grænser (vi havde en vigtig tid at passe). Efterhånden indså vi, at vi var kommet alt for langt bort til at kunne nå tilbage til busstationen i ro og mag. Den, der havde ansvaret, var mig, for det var netop mig, der ikke havde kunnet modstå det herlige landskab og som havde lokket de andre længere og længere bort.

At få en lille femårig, der netop har lært at håndtere et par ski til at skynde sig, kan ikke lade sig gøre. Den eneste løsning var naturligvis at bære hende og halvløbe fremad, under Josefins protester.

Så kom vi desuden i tanke om, at vi havde stillet en del sager fra os et andet sted. Det var naturligvis mig, der måtte løbe hen og hente det hele, mens de andre skyndte sig i forvejen. Så blev situationen pludselig forvandlet til et mindre mareridt. Da vi begyndte at nærme os bussen, var jeg helt gennemsvedt af at løbe og af at slæbe på ting. Lige så svedig jeg var, ligeså fyldt var jeg også af onde og irriterede tanker – mod den, som jeg måtte passe tiden for, mod mig selv, mod Josefin, som ikke selv ville skynde sig, men måtte ride på mine skuldre, mod vore venner, som også var misfornøjede.

Selvfølgelig var jeg ikke specielt behagelig at være sammen med i denne situation. Når man er midt i en svær situation, kan det være svært at se tingene i deres rette proportioner. Nu bagefter kan jeg se, at det egentlig ikke var nødvendigt at være så stresset, at det ganske vist havde været godt, hvis vi havde kunne passe tiden, men at det alligevel ikke var nødvendigt i den grad at miste humøret. Min datter genvandt dog snart det gode humør. Hun sad dér så fornøjet på mine skuldre og holdt modet oppe trods stress og irritation. Og nu begyndte hun at synge, mens jeg halvt løb fremad. "Pappa, jeg eeelsker dig, pappa, jeg eeelsker dig", sang hun med høj stemme til egen melodi gentagne gange som en slags mantra.

 

 

Hun fortsatte sin sang hele vejen til busstoppestedet og ind i bussen uden at bekymre sig om de øvrige passagerer, men til en vis forfærdelse for mig. Alligevel havde hendes sang lagt sig som en lægende balsam om mit overanstrengte hoved. Hvordan kunne en lille femårig vide, at det var netop disse ord, hendes far havde brug for i dette øjeblik? Ikke flere irettesættelser og bebrejdelser, som jeg selv var så fyldt af mod andre såvel som mod mig selv. I stedet for en soleklar besked om, at jeg var god som jeg var og værd at elske, til trods for at jeg somme tider skaber mig. Netop disse ord kunne give mig følelsen af, at udflugten alligevel blev til noget fint til et ganske vist kontrastrigt, men alligevel smukt billede med gylden ramme om.

Dette lille livskunstværk blev for mig desuden beriget med et levende eksempel på den lægende virkning, som virkelig ubetinget kærlighed kan have de gange, vi har den lykke at kunne tage imod en sådan kærlighed i livets sværeste situationer. Og når man oplever dette, indser man, at ens vrede og irritation tit kun er et råb om hjælp. Egentlig er det nok dette, vi alle behøver på vor vej fra dyr til menneske. På forskellig måde at opleve, at vi er elskede, selv når vi er allermest besværlige – ligesom selv at kunne føle, at de medvæsener, der forårsager ubehag for os, i mange tilfælde kun formidler deres egen indre lidelse, og at de derfor indirekte beder om vores kærlighed og forståelse.

Det er ganske vist sandt, at børn i mange tilfælde er både egoistiske og ufornuftige. Men det er også sandt, at alle børn står meget nær en åndelig virkelighed, som vi voksne kan have let ved at miste kontakten til. Det er også sandt, at de gennem denne nærhed til selve livet mange gange formår at lette en stemning, som vi voksne ikke klarer, og trylle roser frem på kinder, som bekymringer har gjort blege, eller et muntert glimt i øjne, som ellers var matte af sorg. For mit eget vedkommende har jeg følt, at børn mange gange har kunnet vise mig vidunderligt enkle måder at nærme mig livet på – måder, som min egen filosofiske møje aldrig havde kunnet fange i flugten.
 

Oversættelse: HL