Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson

Under vor Undersøgelse af Intuitionsenergiens Stilling i det jordiske Menneskes Bevidsthed møder vi en Realitet, der er de fleste bekendt: den hos det samme Menneske efterhaanden stærkt aftagende Evne til at erindre, til at huske. For en ren umiddelbar Betragtning skulde man ikke synes, at der kunde være nogen Sammenhæng mellem voksende Intuitionsoplevelser og aftagende Erindringsevne, men det er der i høj Grad. Thi en Undersøgelse af Intuitionsoplevelserne vil nemlig vise, at de fremtræder som fuldt færdigt og udarbejdet Idemateriale, i Modsætning til Intelligensoplevelserne, der altid er et Produkt af fuldt bevidst sammenstillede Erindringsbilleder. Vi er her stillet overfor den Kendsgerning, at en "Intuition" udgør en Sanseoplevelse, igennem hvilken det levende Væsen udenom sin vaagne Dagsbevidsthed evner at udnytte sit fortidige Erindringsmateriale paa en saadan Maade, at Resultatet bliver lig med et Syn af en saa omfattende Klarhed, at det for Individet selv bliver identisk med den højeste Sandhed.

En saadan Oplevelse vilde ikke kunde finde Sted, om der ikke fandtes et Legeme udover Intuitionslegemet, et Legeme i hvilket alle det levende Væsens Erindringer i længst forsvundne Liv endnu opbevaredes. Men dette Legeme findes og har i Livets Bog faaet Navnet "Hukommelses"- eller "Salighedslegemet". Til Grund for dette Legeme ligger Hukommelsesenergien, som i det jordiske Menneskes nuværende Sansesæt næsten er latent, hvorfor dets "Huskeevne" følgelig ogsaa er af minimal Karakter. Langt de fleste af det almindelige Menneskes Oplevelser glider hastigt ind i "Glemmebogen". Det jordiske Menneske evner paa sit nuværende Trin kun at erindre sit Liv i grove Træk. Men dette ændrer ikke den Kendsgerning, at det jordiske Menneske er et evigt Væsen og følgeligt, udover det Erindringsmateriale dets nuværende Liv har frembragt, i sig rummer en uendelig Sum af Erindringer, som samlet udtrykker det, Martinus i sit Hovedværk kalder "Den indre Verden". Denne indre Verdens Detaljer bestaar i sin kosmiske Analyse af Spejlbilleder fra dets Livsoplevelser gennem flere Udviklingsspiraler.

For at kunne opleve i dette Erindringsmateriale kræves altsaa et Hukommelseslegeme. Oplevelsen af dette Legeme fornemmer vi igennem den Proces, vi kalder "at erindre". En Erindringsoplevelse er saaledes det samme som en Reaktion mellem det efterladte Spejlbillede af en Oplevelse og vort Hukommelseslegeme. En hvilken som helst "Erindring" udgør jo en Energikombination, er en "Aandsgenstand", der kan flyttes rundt paa samme Maade som en hvilken som helst fysisk Genstand, kun med den Forskel at denne Proces kun kan foretages ved Hjælp af aandelige Legemer. Da en stor Del af vort Liv allerede nu gaar med at flytte rundt med vore Erindringsbilleder, vil vi heraf se, at en stor Del af dette Liv allerede nu foregaar i en aandelig Verden.

Da Hukommelsesenergiens svage Stilling i det jordiske Menneskes Bevidsthedsliv foraarsager saa mange i Virkeligheden skæbnessvangre Illusioner, idet mange Mennesker i dette, at de ikke kan erindre deres tidligere Tilværelser, ser det direkte Bevis for deres Tilværelses Begrænsning til dette ene fysiske Liv, skal vi i det efterfølgende citere Livets Bog Stk. 210, i hvilket Martinus netop berører det jordiske Menneskes Forhold til Hukommelsesenergien og de deraf opstaaede Konsekvenser:

"Ligesom den fysiske Sansning begrænses af det fysiske Legemes Sansedygtighed, saaledes begrænses Erindringsoplevelsen naturligvis ogsaa af Hukommelseslegemets Sansedygtighed. Og da Hukommelseslegemet som allerede nævnt for Jordmenneskets Vedkommende befinder sig paa saa lavt et Niveau, at det maa sidestilles med det fysiske Legemes Tilstand, da dette endnu ikke repræsenterede fysiske Sanser, vil man kunne forstaa, hvor uendeligt lidt af sit Erindringsmateriale nævnte Væsen er i Stand til at gøre sig bevidst i. Kun Erindringerne af de sidste stærkeste Oplevelser, hvilket vil sige Erindringer af Oplevelser, der har fundet Sted indenfor dets nuværende lokale Liv, har den Kraft, der skal til for at kunne faa dets primitive Hukommelseslegeme til at reagere. Overfor Erindringer af fjernere Oplevelser, hvilket vil sige Oplevelser, der fortaber sig i samme Individs nuværende lokale Livs første Leveaar, kan dets Hukommelseslegeme ikke reagere, og Jordmenneskets bevidste Erindring om sin Tilværelse faar altsaa her sin yderste Periferi eller Horisont. Da denne Horisont saaledes ligger indenfor Jordmenneskets nuværende lokale Liv, er den Overtro bleven almindelig i samme Væsens Udviklingszone, at det netop har begyndt sin Tilværelse med dets nuværende lokale Livs Begyndelse, idet det jo ikke er i Stand til i den fysiske Dagsbevidsthed at gøre sig bevidst i nogen som helst Erindring fra dets forudgaaende Tilværelser eller lokale Liv. Dog skal det her bemærkes, at Individet, naar det i den aandelige Tilværelse, som det i Følge senere Afsnit af Livets Bog oplever mellem sine fysiske Liv passerer det Tilværelsesplan, i hvilket den sjette Grundenergi, der netop er identisk med "Hukommelsesenergien", er den herskende, gennem sit Hukommelseslegeme reagerer overfor Erindringer af Oplevelser, der fortaber sig tilbage til de to eller tre nærmeste forudgaaende Liv. Dette vil igen overført til fysisk Tid sige Oplevelser indtil nogle faa Aarhundreder tilbage i Fortiden. Men disse Erindringsoplevelser kan heldigvis ikke overføres til det fysiske Plans lavere Zoners Former for Dagsbevidsthed og vil derfor fortabe sig med de paagældende Individers begyndende Sanseevne paa det fysiske Plan i hvert nyt fysisk lokalt Liv netop til Fordel for de ny fysiske Oplevelsers Erindringers uhindrede Bearbejdelse til Erfaringsmateriale. Men dette er jo Analyser, vi ogsaa maa overlade til Specialkapitler senere i nærværende Bog.

Jordmennesket har saaledes en overordentlig stor Sum af Erindringer, som udgør dets indre Verden, i hvilken det altsaa i en udstrakt Grad endnu er ubevidst, og som derfor hører med til dets Underbevidsthed og i ubevidst Form for samme Individ er medvirkende Aarsag til dets nuværende Skæbnedannelse".