Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

17. Time.

Jordmenneskehedens Modtagelighed for den ny Verdensimpuls.

Igennem de foregaaende Afsnit har vi set, hvorledes Jordmenneskeheden for Tiden oplever en ny, stor Udløsning fra "Det guddommelige Skabeprincip". Ligeledes har vi igennem de samme Afsnit sporet denne Impuls' Virkninger paa samtlige, aandelige og materielle Felter. Tilbage har vi, inden vi for Alvor begynder vor Undersøgelse af det Verdensbillede, der vil blive nævnte Impuls' Resultat, at foretage en kort Undersøgelse af det enkelte Menneskes Indstilling til denne epokegørende Begivenhed.

Det ligger snublende nær at tro, at samtlige Mennesker vil modtage en ny kosmisk Impuls, en ny Aabenbaring af de evige Sandheder, med overvældende Begejstring. Dette er imidlertid langtfra Tilfældet. Vi møder i denne Kendsgerning et Problem, der er uhyre vigtigt at lære at kende. Sagen er nemlig den, at et Menneskes Modtagelighed for højere aandelige Kræfter slet ikke afgøres af dets Vilje, men derimod af de bag Viljen eksisterende sjælelige Kræfter. Disse Kræfter repræsenterer igen det enkelte Menneskes samlede Erfaringssum, dets Vaner og Tilbøjeligheder.

Medens det jordiske Menneske med sin Vilje kan bestemme, om det vil staa op eller ligge ned etc., kan det altsaa ikke "ville forstaa". Dets Forstaaelse af et Problem er afhængigt af dets selvoplevede Viden. Det er rigtigt, at der eksisterer et Omraade for teoretisk Viden, og at man inden for det kan blive meget fremragende. Men da vor Forskning har til Maal at faa klarlagt Forholdet mellem Viden og Handling, ligger dette Omraade midlertidigt uden for vort Interessefelt. Dette forstaas maaske bedre, naar jeg nævner, at man inden for det teoretiske Omraade jo netop møder alle dem, for hvem de aandelige Problemer eller Idealer kun er noget, der tales om, men ikke efterleves eller praktiseres, - fordi de kun er teoretisk oplevet.

Naar jeg understreger, at det er meget vigtigt at være klar over, at et Menneskes Forstaaelse af et eller andet Problem ikke er underlagt dets Vilje, er det, fordi vi saa ofte i Livet bliver Vidne til, at Troen paa det modsatte Gang paa Gang udløser voldsom Intolerance. Atter og atter ser vi, hvorledes et Menneske, der er blevet meget lykkelig ved sin egen Opfattelse af et givet Problem, kræver denne Opfattelse respekteret som "eneste saliggørende" og hvorledes det, naar det møder Modsigelse, udstraaler "Hellig Vrede" og "Retfærdig Harme", altsaa lever paa den Illusion, at det, det selv forstaar, maa ethvert andet Menneske forstaa paa samme Maade som det selv. Ethvert Menneske, der i en Samtale anvender Sætningen: "Jamen, De maa da kunne forstaa - er i Virkeligheden Offer for den Illusion, at Modpartens Forstaaelsesevne er underlagt hans Vilje, og begaar, i Kraft af denne Illusion, en Overtrædelse af Loven for Næstekærlighed eller Tolerance.

Glem aldrig, at Forudsætningen for at naa frem til Oplevelsen af "Den store Fødsel" er den, at man erkender, at man hverken er det klogeste eller det dummeste Menneske, der findes, men at man, som ethvert andet levende Væsen, befinder sig paa et Udviklingstrin i Forhold til hvilket, der baade er over- og underliggende Trin. Erkendelsen af dette vil successive frigøre Dem for Intolerancens ødelæggende Spil. For imidlertid at gøre Dem Tilværelsen inden for dette specielle Omraade lettere end før, skal jeg i det efterfølgende gaa over til at give Dem en kort Gennemgang af Livets Bogs 5. Kapitel, i hvilket Martinus netop giver en storslaaet Analyse af de enkelte Menneskers Forhold til og Modtagelighed for den nye kosmiske Verdensimpuls.

Som det faste Punkt, udfra hvilket han kan bestemme Menneskehedens aandelige Standard, har Martinus valgt samme Menneskeheds Holdning til den gamle Verdensimpuls. Studiet af denne Holdning viser os, at den gamle Verdensimpuls for Tusinder og atter Tusinder af Mennesker er blevet forældet og det ligegyldigt om den fremtræder som Kristendom, Buddhisme eller Muhammedanisme, uafhængigt af om et Menneske er født Øster- eller Vesterlænding. Hovedaarsagen til dette Forhold er den følelses- og intelligensmæssige Udvikling, der har fundet Sted siden nævnte Verdensimpuls fandt sin rent ordmæssige Formulering.

Da ingen følelses- eller intelligensmæssig Udvikling af Bevidstheden kan finde Sted uden at afføde nye Spørgsmaal, og disse Spørgsmaal ligger over, hvad der i svundne Tider var aktuelt, er vi her ved selve Grundaarsagen til den gamle Verdensimpuls Forældelse. Nævnte Verdensimpuls var slet ikke indstillet paa at give Svar paa de Spørgsmaal, der er brændende for det tyvende Aarhundredes Menneskehed. Den var kun tilpasset til at give Svar paa det, der var aktuelt, da den holdt sit Indtog i den jordmenneskelige Tankesfære. Resultatet heraf er blevet den Kendsgerning, at et meget stort Antal Mennesker med store Dele af deres Bevidsthed maa færdes uden for Religionens Rammer, ja endog i mange Tilfælde maa opleve direkte at kollidere med disse Rammer, naar de kræves overholdt i deres Bogstavform og ikke symbolmæssigt, saaledes som det var deres Ophavs Mening.

Konsekvensen af dette Forhold er blevet den Kendsgerning, at et meget stort Antal Mennesker er blevet tilsyneladende irreligiøse. Men Forholdet er imidlertid det, at det kun er tilsyneladende. I ethvert normalt Menneske lever Ønsket om med sin Forstand at kunne begribe sin egen Tilværelse. Og det er den samlede Sum af disse Ønsker, der er selve Forudsætningen for den ny Verdensimpuls Tilsynekomst.

Men samtidigt med, at et stort Antal Mennesker saaledes er vokset op over det, den gamle Verdensimpuls havde at bringe Menneskeheden, altsaa har udlevet den, findes der stadig et uhyre Antal, for hvem den fremdeles er Tilværelsens aandelige "Brød", og for hvem dens Bogstavindhold er den Klippe, der udgør deres Livs aandelige Fundament. Vi ser saaledes, at vi kan dele Menneskehedens Holdning til den gamle Verdensimpuls i to Dele, som hver har sine Tilhængere. Disse Grupper betegner Martinus med Bogstaverne A. og B. I Gruppe A. finder vi alle dem, hvis Erfaringsindhold gør dem modtagelige for Energierne fra den ny Verdensimpuls og i Gruppe B. alle dem, hvis aandelige Hunger endnu en Tid frem kan tilfredsstilles af Energierne fra den gamle Verdensimpuls.

Medens Repræsentanterne for Gruppe B. endnu er i Besiddelse af en medfødt Trosevne, der i udstrakt Grad inden for aandelige Omraader lader dem leve paa en udefineret Følelsesoplevelse af Verdensaltet og Guddommen, har Repræsentanterne for Gruppe A. ikke denne medfødte Trosevne, men fremtræder i overvejende Grad som det man kalder "Tvivlere", hvilket vil sige Mennesker, hvis mentale Fred er afhængig af ethvert af deres Spørgsmaals intellektuelle Besvarelse. Da den Grad af Intellektualitet et Menneske repræsenterer, er afhængig af dets Evne til i sin Tænkning at anvende de 2 store Grundenergier: Følelse og Intelligens, vil vi nu gaa over til at følge Martinus Udredning af de Typer, vi finder inden for Gruppe A., den Gruppe vi selv tilhører med store Dele af vor Bevidsthed.