Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

14. Time.

(fortsat)

Da Kristendommen har faaet saa stor Magt over mange Menneskers Sind, er det let forstaaeligt, at mange af dens Dyrkere er faldet for Trangen til en Overvurdering af dens Ophav. Uden virkeligt Perspektiv i sin Tænkning, udstyrer Mennesket uden Viden Jesus med en Magt, som er ganske illusorisk. Alle Begreber om Storhed er blevet tillagt ham, og da Overtroen, i Kraft af manglende realistisk Viden, har haft frit Spillerum, bliver vi Vidne til, at han, fra at repræsentere et Udviklingstrin, alle Mennesker efter ham engang skal naa, er blevet hævet op til at være en Guddom og følgelig umulig at efterligne.

Denne Overvurdering af Verdensgenløserne vil af sig selv falde bort inden for den ny Verdensimpuls, idet Mennesket her vil lære, at Verdensgenløsningen udtrykker et Princip, som fuldbyrdes baade i Mikrokosmos, Mellemkosmos og Makrokosmos. Da alt er Organer inden i Organer - jvnf. her det jordiske Menneskes egen Organisme, - maa man indstille sig paa, at det jordiske Menneskesamfund ikke udgør det ypperste, der findes i Verdensaltet, men at det tværtimod blot repræsenterer et Livsomraade, inden for hvilket vi selv faar vor Udvikling frem imod endnu højere og skønnere Former for Tilværelse. Paa samme Maade som vi selv er bygget op af Celler, Atomer, Elektroner etc., udgør vi selv det samme Byggemateriale for Væsener af langt større Dimensioner end os selv. Vi maa saaledes nu indstille os paa, at Kloderne, Solene og Mælkevejssystemerne i Virkeligheden er levende Væsener. En af de Ting, Aandsforskeren først og fremmest maa gøre sig fortrolig med, er, at der ikke i Formernes Verden findes nogen Grænse for Liv. Det ganske Verdensalt er belivet, men da alt Liv følger de samme Love, maa man gøre sig fortrolig med den Tanke, at paa samme Maade som Verdensgenløsningen griber regulerende ind i det jordiske Menneskesamfund og befordrer det jordiske Menneskes Udvikling fra en lavere til en højere Livsform, paa akkurat samme Maade hæves enhver Form for levende Væsens Liv. Og som der findes Verdensgenløsere for Menneskene, findes der ogsaa Genløsere for Klode-, Sol- og Mælkevejsvæsener. At gøre Kristus til Herre over disse Gigantvæseners Liv, vilde være det samme som at gøre en af vore egne Celler til Herre over os selv, noget som kun hører hjemme i de mentale Urimeligheders Verden.

Vender vi tilbage til vor Undersøgelse af den lyse Verdensimpuls' første Tilsynekomst i Form af de tre store Verdensreligioner, ser vi, hvorledes den i sin Fødsel har maattet forbinde sig med Virkningerne af Skabeprincippets mørke Udstraaling for overhovedet at faa Fodfæste. Vi oplever, hvorledes Kristendommen gentagne Gange er blevet "udrenset" eller "reformeret", hvilket blot vil sige, at den uafladeligt har søgt at frigøre sig for tidligere Tiders mentale Mørke. Som en straalende ildfuld Juvel har den sukcessive udbrændt, hvad der er blevet den paaklistret, og naar vi i vore Dage oplever, at en ny kosmisk Impuls gennemstrømmer vort mentale Liv, er vi i bogstaveligste Forstand Vidne til, hvorledes en ny straalende Viden forbinder sig med det Lys, som allerede er i Verden.