Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

10. Time.

En af Hovedaarsagerne til denne akute Tilstand er Teknikens Tilsynekomst. Takket være en lysende Række af tekniske Opfindelser oplever de enkelte Menneskesamfund en Sammensmeltningsproces, hvis Endemaal i Form af "Verdens forenede Stater" allerede nu er synlig for de videstskuende. Men denne Sammensmeltning kan ikke forløbe gnidningsløst. Forældede Traditioner frembragte af en fortidig Mentalitets snævre Tankebaner kapitulerer ikke uden Kamp. Den Krig, vi idag oplever, og som udgør selve Krigsprincippets Udlevelse i det samlede Jordmenneskesamfund, er ikke en Krig imellem Lande, men derimod en Krig imellem Ideer, mellem en fortidig Verdens Opfattelse, hvilende paa rendyrket Maskulinitet og en fremtidig Verdens Længsler om Frihed, Humanitet og aandelig saavel som fysisk Ligeberettigelse mellem Kønnene.

Medens den første Opfattelse støtter sig til et aartusindgammelt Erfaringsmateriale koncentrerende sig i Opfattelsen af Begrebet "Magt" som den eneste Faktor et Samfund kan hvile paa, repræsenterer den anden Opfattelse alle udviklede Menneskers Drøm om et Samfund, i hvilket "Retten" alene er øverste Myndighed.

Da imidlertid intet Samfund kan hvile paa Drømme og udefinerede Følelsesopfattelser, bliver det, som Martinus skriver i Livets Bog Stk. 32 "mere og mere synligt som en Kendsgerning, at intet mindre end en helt igennem ny aandelig Verdensimpuls fundamentalt vil være i Stand til at afhjælpe Verdens Nød og lede Klodens aandelige Kurs ind mod en saadan Højde i Kærlighedszonen, at det saakaldte "Guds Rige" eller det Rige, som før ikke var af denne Verden, ikke skal blive ved at fortone sig i en fjern himmelsk Verdens Straaleglans som Utopier eller Forjættelser, men derimod ogsaa maa komme til i Form af et færdigt-udviklet Menneskerige at kaste sin evige Fred funklende ud over jordiske Breddegrader. Og takket være det guddommelige Forsyn, der altid lader Hjælpen være nærmest, naar Nøden er størst, har en saadan ny guddommelig Impuls allerede begyndt at holde sit Indtog i Verden. Efterhaanden som dens Synliggørelse og dermed Udfoldelsen af dens ophøjede livgivende Inspiration bliver fremherskende, vil den afføde en helt ny Verdenskultur, der ved sin Opbyggelse, - ikke paa Tro, men paa Viden, kan blive en Garanti for det jordiske Menneskes virkelige Frelse eller Udfrielse fra Hadets og Lemlæstelsernes mørke Zone."

Ifølge disse Oplysninger vil Jordens nuværende Lidelsestilstand kun være at betragte som en ny stor Verdensepokes Fødsels forudgaaende Fødselsveer. Jordmenneskene oplever saaledes for Tiden en Verdenskulturs Undergang og en Verdenskulturs Fødsel.

Analysen af denne Skabeevne iagttager vi bedst ved at rette vort Søgelys mod vor egen Indreverden. Vi ser her, at vor Evne til at skabe følger en Rytme, der kortest lader sig udtrykke som en Sult- og Mættelsesrytme. Vor mentale "Sult" i Form af vore Begær drager Tingene - de mentale, saa vel som de fysiske - til os, hvorved der opstaar en tiltagende Mættelse, igennem hvilken vor Bevidsthed frastødes af de samme Ting, som før var vort Livs Drivkraft. Den daglige Ernæring illustrerer dette klart. Men paa samme Maade som Appetitten forsvinder med Sultens Tilfredsstillelse, paa samme Maade med alt det øvrige, vi drages imod. Hele vor Sanseevne hviler paa et Kontrastprincip, der i alle Forhold betinger, at vi maa have oplevet Modsætningen til det, der i Øjeblikket drager os. Igennem dette Sult- og Mættelsesprincip møder vi Begrebet "lys" og "Mørke" i deres virkelige Tilsynekomst. Disse Realiteter, som de fleste opfatter som to Ting, er saaledes i Virkeligheden to Sider af den samme Ting og danner hver for sig Forudsætningen for den andens Eksistens.

Paa samme Maade som Skabeevnen i det mindre følger Rytmen fra Lys til Mørke og omvendt, saaledes ogsaa i det større. Anbragt paa Tilværelsens højeste Punkt, det Martinus kalder "Guddommens eget Udsigtspunkt" - ser vi, at Livet netop kommer til Syne som et Omraade, inden for hvilket Lys og Mørke afbalancerer hinanden saaledes, at en evig Livsrytme bliver en Kendsgerning. Et saadant Afsnit betegner Martinus som en "Udviklingsspiral", og den udgør igen et Omraade, inden for hvilket samtlige Tilværelsens Grundenergier kommer til ligelig Helhedsudfoldelse.

Inden for dette store Omraade ser vi, hvorledes det levende Væsen efter at have kulmineret i overdaadig Mættelse af Lys, hvilket i denne Forbindelse vil sige en mental Oplevelsestilstand, hvor Harmoni og Salighed er Grundakkorden, af sig selv følte sig tiltrukket af denne Tilstands Modsætning: Oplevelsen af den totale Uligevægt. Biblens skønne Skabelsesberetning udtrykker i Symbolform denne Tilstand. "Kundskabens Træ" - det dræbende Princip - var den "Frugt", Adam og Eva ikke maatte nyde. Men denne "Frugt", der med vor nuværende Erfaring sanses som Udtryk for det højeste "Mørke", var ikke Mørke for Salighedsvæsenet. Indtil hundrede Procent mættet af Harmoni og Salighed tonede det dræbende Princip frem i dets mentale Horisont som den lysende Kontrast, der alene kunde give Livet nyt Indhold. Og dermed var den Udvikling i Gang, der nu kulminerer i det jordiske Menneskes Liv og danner Forudsætningen for dets vældige Længsel efter paany at møde Tilværelsens straalende Harmoni eller Salighed.

Igennem denne Analyse lærer vi, at der ikke gives nogen Form for evig Salighed eller evig Lykke. En hvilken som helst Form for Liv vilde, hvis den skulde eksistere evigt, ende med at blive opfattet af det levende Væsen som en Forbandelse. Et letbegribeligt Eksempel herpaa har man i den Kendsgerning, at den hurtigste Vej til at miste Interessen for en saakaldt "Livret", er at faa den serveret ved hvert eneste Maaltid. Da vor Sanseevne saaledes evigt er forbundet med Kontrastprincippet, og dette igen fremtræder som en evig Manifestation af "Lys" og "Mørke", har Martinus kaldt disse to Tilstande for henholdsvis Skabeprincippets lyse Udstraaling og Skabeprincippets mørke Udstraaling.

Medens Kulminationen af Oplevelsen af Skabeprincippets mørke Udstraaling kommer til Syne som Egoisme eller Selvdyrkelse, - det levende Væsen oplever her sig selv som hundrede Procents adskilt fra alle øvrige Væsener i Tilværelsen, er sig selv nok, - saa kulminerer Skabeprincippets lyse Udstraaling i Oplevelsen af Altruisme eller Uselviskhed, hvilket vil sige en kulminerende Oplevelse af Samhørighed med alt levende.