Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Ved Erik Gerner Larsson.

8. Time.

Da ethvert Studium maa følge en Plan, vil vi, førend vi fordyber os i Martinus Hovedanalyser, foretage et Overblik over det Omraade, vi nu gør til Genstand for vor Forskning. Da det er vor Hensigt at undersøge det, man almindeligvis kalder Tilværelsens religiøse Side, vil vi lige se, hvorledes den religiøse Verdenssituation i Øjeblikket tegner sig.

En af de Ting, der her først falder Forskeren i Øjnene, er den Kendsgerning, at et aabenbart meget stort Antal saakaldt intellektuelle Mennesker vægrer sig ved at akceptere den Tanke, at det religiøse Begreb kan gøres til Genstand for en rent objektiv Undersøgelse. De hævder, at det religiøse i et Menneskes Sind er noget rent subjektivt og konkluderer i den Opfattelse, at "enhver bliver salig ved sin Tro".

Da en saadan Opfattelse naturligvis maa have en Baggrund, siden den fremsættes saa ofte, vil det være naturligt for os først at søge at finde denne Baggrund. Og det er ikke saa vanskeligt som det maaske synes, thi en hurtig Betragtning af samtlige Mentalomraader i Verden vil straks vise os, at medens Udviklingen inden for alle øvrige Omraader er gaaet frem med Stormskridt, saa har den nyere Tids stærke Intelligensudvikling saa at sige haft lige den modsatte Virkning paa alt det, vi under eet kalder "Religiøsitet".

At dette ikke er det samme som, at dette meget vigtige Felt er ved at dø ud, ved enhver. Tværtimod. Der hersker inden for dets Omraade en umaadelig stærk Gæring, men Kræfterne har ikke her, som paa de øvrige af Aandslivets Felter, faaet Afløb i nye Kanaler, hvad der har ført til en tilsyneladende Stagnation. Aarsagen til denne Stagnation er aabenbar. Det religiøse Livs nuværende Form er simpelthen skabt til en anden Tids Mennesker end vor. Størknet i usmidige Dogmer har det ikke evnet at give Rum for en Korrespondance med en Samtids stadigt voksende Intelligens, og Resultatet heraf er saa blevet den almenakcepterede Opfattelse, at Religiøsitet er noget, der kun har med "Tro" at gøre, hvad der nødvendigvis maa resultere i, at Bevidstheden midlertidig foretrækker at vokse udenom Omraadet.

Hver for sig er de tre store Verdensreligioner udkrystalliseret i en Række fastlagte Følelsesopfattelser, der efterhaanden har mistet sin Magt over det intellektuelt set stadig voksende Menneske. Afstanden mellem de udefinerede Følelsespaastande og Menneskets realistiske Viden bliver stadigt større, hvad der nødvendigvis maa resultere i en stadigt voksende Afgang fra den Kirke, der virkelig engang var det aandelige Livs faste Højborg.

Som allerede nævnt er denne Kendsgerning ikke det samme som, at Mennesket er i Færd med at udvikle sig frem til en akcepteret irreligiøs Tilstand. Tværtimod. Menneskets religiøse Længsel er stærkere end nogensinde, men den kræver for at blive tilfredsstillet, at den religiøse Forkyndelse ændres fra at være decideret rettet mod Følelseslivet, til nu at være rettet mod en Kombination af Følelse og Intelligens.

En saadan Ændring kan imidlertid ikke forventes fra Følelsesreligiøsitetens Repræsentanters Side, hvad der paa ingen Maade er unaturligt, idet en saadan Forandring fra netop disse Menneskers Side ikke vilde føles sand. Resultatet er da ogsaa blevet det, at man fra denne Side kun Hører Kravet om, at man blindt skal tro paa de respektive Evangelier og de deraf udledte Dogmer. Men at tro er ikke noget, der er undergivet Viljen. Enten har man denne Evne, eller ogsaa har man den ikke. Og ingen kan med Rette bebrejde det Menneske, der er blottet for denne Evne, at det paa det religiøse Omraade søger at anvende sin Intelligens, der i sin Oprindelse er af lige saa guddommelig Natur som den saa højt lovpriste Følelse.

Medens Repræsentanterne for Følelsesreligiøsiteten paa deres Side stejlt hævder, at "Guds Veje er uransagelige", tvinges det tænkende Menneske til over for sig selv at klargøre, at hele livet i sig selv er en Efterforskning af den paastaaede Guds Veje, - altsaa to Synspunkter, der forholder sig til hinanden som Ild og Vand.

Et Blik ud over Verden viser os altsaa, at den religiøse Tilstand befinder sig i en Krise, hvis Aarsag ganske simpelt er et Resultat af den mentale Udvikling, det samlede Menneskesamfund har gennemgaaet de sidste Aarhundreder. Denne Udvikling er altsaa midlertidigt resulteret i, at en vis Gudløshed synes at brede sig blandt intellektuelle Mennesker hele Verden over og blandt alle Folkeslag.

Men som allerede nævnt er denne midlertidige aandelige Krise ikke identisk med en manglende Interesse for religiøse Problemer, men kun Udtryk for manglende Interesse for disse Problemers midlertidige Form. Det paradoksale er i Virkeligheden den Kendsgerning, at samtidig med, at Interessen for den religiøse Følelsesforkyndelse er i Dalen, vokser Forstaaelsen af det Budskab, de store Vise har bragt os, og kommer til Syne i Form af stadige Ændringer i den sociale Struktur med en klar Pil pegende frem imod endnu større Humanitet, endnu større Forstaaelse af, at den, der er stedt i Nød, skal hjælpes. Altsaa Næstekærlighedsbudet omsat fra Følelsens taagede Sfærer til Dagliglivets Realitetsoplevelse.

Og Kernen i den religiøse Verdenssituation bliver da den, at saa langt fra at blive irreligiøst er Samfundet netop stærkt paa Vej til at overføre de religiøse Idealer til Samfundslovgivningen, hvorved disse Idealer er i Færd med at blive mere opfyldt end nogensinde før i Jordens Historie. Paa den anden Side medfører den gradvise Forædling af Samfundslivet ogsaa, at Forstanden tager det mere udvidede religiøse Problem - Bevidsthedens evt. Bestaaen ud over Døden - op til Undersøgelse. Og denne Undersøgelse er det, der hos det nogenlunde udviklede Menneske har fremkaldt en Følelse af, at det ikke er Problemerne selv, der er noget i Vejen med, men den midlertidige Iklædning, de har faaet. Dybest set er det et saa forsvindende Faatal af Mennesker, for hvem de religiøse Problemer er helt uden Interesse, at de praktisk talt ikke tæller imod det Antal, for hvem disse Problemer har overordentlig stor Værdi, hvis - ja hvis, de var tilgængelige for en Undersøgelse paa lige Fod med den, man underkaster et hvilket som helst andet Problem, der optager ens Sind.

Og det er de. Men Forudsætningen for en saadan Undersøgelse maa være den, at man gaar til den med samme objektive Ligevægt og interesse som den, man viser et hvilken som helst andet Studium. At tro, at man forstaar Tilværelsens religiøse Side ved blot at læse et Par Bøger og høre et Par Foredrag, røber blot den manglende Modenhed i Sindet, der vil umuliggøre et lykkeligt Resultat af et saa vigtigt og omfattende Studium som det, der her er Tale om.