Ældre Kosmos og Kontaktbreve

5. Time

Med Erkendelsen af, at vort Liv faktisk langt mere er af indre end af ydre Natur, begynder vi nu at kunne iagttage Aarsagen til den Forskelligartethed i mental Fremtræden, vi er Vidne til omkring os. Vi kan ikke undgaa at se, at de Begær, der behersker os - eller som vi eventuelt behersker, - ikke har Naboens Interesse, men at han derimod er behersket af eller behersker helt andre Begær. Men andre Begærs Tilfredsstillelse giver andre Erfaringer, og naar vi nøje iagttager de Mennesker, der for Eksempel lever lige op ad os, vil vi se, at paa samme Maade som vort Syn paa Livet er formet af de Erfaringer, vi i vore Begærs Tilfredsstillelse eller Ikke-Tilfredsstillelse, har modtaget, gør det samme sig gældende med et hvilket som helst andet levende Væsen. Begrebet Intolerance afslører sig hermed igen som noget, kun uintellektuelle Mennesker kan anvende i deres Livsudfoldelse med god Samvittighed.

Men en yderligere Iagttagelse af de Mennesker, vi kommer i Berøring med, afslører ogsaa en anden meget vigtig Faktor. Da Menneskets Handlemaade nu har afsløret sig som et Produkt af en tildels skjult Indreverden, kan vi i Bedømmelsen af de Handlemaader, vi bliver Vidne til, se, at der findes mange forskellige Kvaliteter af Indreverdener. Paa Sporet af dette Problem vil vi hurtigt se, at de forskellige Menneskers Maade at være paa, udtrykker en Skala fra primitiv til fuldkommen Væremaade. Vi kan i Studiet af vore Medmenneskers Liv i bogstaveligste Forstand se, at Udviklingen gaar fra Mørke til Lys og det indenfor alle Livsomraader, enten vi vælger det religiøse, det kunstneriske eller det sociale.

Iagttagelsen af denne Forskelligartethed fører os imidlertid til Spørgsmaalet om, hvorledes det dog skal være muligt at finde en aandelig Fællesnævner, der vil være i Stand til at udgøre Fundamentet for en virkelig varig Fred paa Jorden. Mange Mennesker har jo gennem Tiderne drømt om, at netop deres Religion skulde evne at tilfredsstille samtlige Mennesker, men Studiet af det virkelige Liv viser os, naar vi nøgternt vil iagttage de religiøse Liv, vi ser os omgivet af, at selv indenfor den Religion, vi kender bedst - Kristendommen - møder vi en Forskelligartethed, der næsten er grænseløs. Vi har først de to Hovedformer Katolicisme og Protestantisme, som hver for sig gør Krav paa at være den fuldkomneste. Dernæst har vi alle de indenfor hver af disse to Hovedgrupper eksisterende utallige Sekter og Særopfattelser, som hver for sig har meget Besvær med at taale hinanden. Og som det er i Kristendommen, ved vi, at det ogsaa er inden for Buddhismen og Muhammedanismen. Men kan det være anderledes? Kan det tænkes, at en Form for Tro kan blive en aandelig Fællesnævner for hele Menneskeheden? Nej!

Og hvorfor ikke? Fordi enhver Form for Tro bygger paa en udefineret Følelsesoplevelse, paa en Sympati for en Opfattelse, der i sig selv betinger Antipati mod andre Opfattelser. Dermed være ikke sagt, at der ikke findes gennemført tolerante Mennesker indenfor de religiøse Sammenslutninger, men denne Tolerance maa ikke forveksles med, at disse Mennesker anser de andres Opfattelse af Livet for at være bedre eller klogere end deres egen, thi i saa Tilfælde vilde det jo saa kun være paa Grund af primitiv Stædighed, at de holdt fast ved den Anskuelse, de giver Udtryk for.