Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Det var med en vis spænding, man lørdag eftermiddag imødeså den første paneldiskussion på Martinus Institut. Panelet bestod af civilingeniør Aage Hvolby, inspektør, cand. pharm. Henning Laug og ingeniør Ib Schleicher, og fra panelets side blev der givet interessante, nyttige og udførlige oplysninger om problemerne. Der var en efterfølgende livlig kontakt mellem panel og de øvrige deltagere, hvoraf der var ca. 60, og diskussionen strakte sig til efter klokken 18.

Efter en smuk række lysbilleder, der i flere serier viste livskredsløbet fra vugge til grav i dets faser eller "årstider" med barndom, ungdom, modent stadium og alderdom og forskellige former for gravsættelser eller sidste hvilested, bød ordstyreren Svend Age Rossen velkommen.

Han indledte med at sige, at døden og problemerne om døden ikke er noget, mennesker normalt er glade for at beskæftige sig med, men da døden jo var en uomgængelig kendsgerning, ville det være mest logisk at bearbejde disse problemer for at have mulighed for at kunne løse dem i stedet for at gå uden om dem. Det ville være helt uhensigtsmæssigt, sagde han, hvis man efter at have søgt at være et godt og hæderligt menneske livet igennem og så ved afslutningen af sit liv overtræde nogle helt elementære livslove med hensyn til den organisme, der havde tjent en hele ens fysiske liv. Martinus havde jo beskæftiget sig både med dødens åndelige og fysiske side, bl.a. i bogen BISÆTTELSE, og i sin undervisning havde Martinus måske nok talt mest om den åndelige side, idet det havde været meget magtpåliggende for ham at understrege, at døden i egentlig forstand overhovedet ikke eksisterer, men at den er en overgang fra en tilværelsesform til en anden. Men hensynet til vor fysiske organisme har Martinus også beskæftiget sig med. Og nu havde nogle af Instituttets medarbejdere følt sig inspireret til at efterkomme Martinus opfordring i "Bisættelse" til at arbejde videre med problemerne, også da de ifølge deres uddannelse kvalificerede sig indenfor dette område, og de pågældende ville ved dette møde bidrage deres til, at man kunne få uddybet emnet på bedste måde. Det, der var målet med dagens paneldiskussion, var at få de to former for viden, Martinus intuitive viden om døden og de nævnte medarbejderes rent fysiske, praktiske viden, til at smelte sammen i en højere enhed til glæde og oplysning for deltagerne.

Sv. Å. Rossen overdrog derpå ordet til: Ib Schleicher, der redegjorde for bisættelsesgruppens arbejde. De tre, hvoraf panelet bestod, havde i 1968 dannet en studiegruppe vedrørende spørgsmålet i forbindelse med den fysisk praktiske side af bisættelsesproblemet. Martinus bog BISÆTTELSE, som var selve grundlaget, beskæftigede sig som nævnt ikke med en række fysiske konsekvenser eller mange praktiske omstændigheder og detaljer, som kunne gøre en ny bisættelsesform mulig. Bogen havde heller ikke behandlet f.eks. de kemiske processer, der finder sted i en zinkkiste, eller hvordan den danske lovgivning er i dag på dette område.

Arbejdet var grebet an på den måde, at gruppen først og fremmest havde haft en lang række samtaler med Martinus om selve grundlaget for hele dette felt, noget Aage Hvolby senere ville redegøre for i detaljer. Desuden havde gruppen været i forbindelse med en lang række fagfolk på forskellige områder. Obduktions spørgsmålet havde været taget op med folk fra Rigshospitalets anatomiske institut, man havde været i forbindelse med Retsmedicinsk Institut, amtslægen på Frederiksberg og med repræsentanter for bisættelsesforretninger, hvoraf man specielt havde haft nytte af forbindelsen med forretningsfører Fals fra Arbejdernes Ligkiste Magasin. Der havde været foretaget studier i fagbøger og tidsskrifter, i love og bekendtgørelser, hvoraf Ib Schleicher medbragte en hel stabel. Man skulle søge de ting, der har interesse, i mange forskellige hjørner af lovgivningen, idet der ikke fandtes nogen samlet lovgivning på dette område. Kirkeministeren havde i øvrigt nedsat en kommission til behandling af en række spørgsmål i forbindelse med hele dette felt, og man håber på en betænkning i løbet af foråret. En ny ligsynslov, der netop var vedtaget, kunne give myndighederne mulighed for at begrænse f.eks. balsamering af lig.

Studiegruppens arbejde var på ingen måde afsluttet, sagde Ib Schleicher, og der var stadig mange uafklarede spørgsmål. Man vidste ikke noget om bl.a. den kommende lovgivning, men man ville fordybe sig yderligere i det grundlag, som kosmologien gav, og gennemarbejde rent konkret viden, der allerede eksisterede på jorden herom. Man kunne forestille sig, at der på et eller andet tidspunkt måtte påbegyndes et forskningsarbejde, bl.a. vedrørende de omtalte kemiske processer, der finder sted i et lig hensat i zinkkiste, og man ville følge lovgivningen nøje. Schleicher afsluttede her sit indlæg og ville senere på mødet vende tilbage til "Bisættelsesmuligheder i Danmark".

I forbindelse med indlægget var der to spørgsmål, som kunne besvares kort. Det første drejede sig om, hvorvidt zinkkister skulle være hermetisk tillukkede eller ej, og dertil svarede Hvolby, at Martinus to steder havde skrevet herom, et sted, hvor zinkkisten, under de begravelsesformer vi har i dag, nok skal være lukket, men ikke nødvendigvis hermetisk, nemlig hvis liget var henstillet i køligt kapel, et andet sted, hvor der er tale om anbringelse af kisten i fremtidens mausolæer - her måtte kisten nødvendigvis være hermetisk tillukket for ikke at få giftige uddunstninger og ilde lugt i lokalet. Han henviste til nogle erfaringer i store begravelseshuse i USA, men sagde i øvrigt, at her i Danmark skulle zinkkister være lukkede og tilføjede, at man hele tiden måtte skelne imellem, hvad Martinus havde tænkt sig på længere sigt, og hvad de praktiske muligheder var indenfor den nærmeste fremtid.

Det næste spørgsmål gjaldt, om det var rigtigt, at den nye lovgivning kom til at betyde en forringelse af mulighederne for balsamering. Ib Schleicher svarede hertil, at den betænkning, der var undervejs, ville give ministeriet større adgang til begrænsning af balsamering af flere grunde, bl.a. fordi den ville vanskeliggøre medicolegal obduktion, dvs retskemiske undersøgelser, og fordi den forhindrer den sædvanlige formuldning af liget.

Derpå redegjorde Henning Laug i et kort indlæg, der hed "Hvorfor interessere sig for sit ligs skæbne?" Han fortalte om det udvidede kærlighedsbegreb, der fra at omfatte familie, nære venner, nationen, trosfæller osv til at omfatte alt levende, og det ville sige alt, hvad vi kan sanse, idet alt - ifølge Martinus kosmologi - er liv under en eller anden form. Han beskrev, hvorledes universet var bygget op som levende væsener inden i levende væsener, at det enkelte menneske var celle i jordklodens hjerneorgan, at jorden var organ i solsystemet, der igen var organ i et mælkevejssystem og således fortsættende. Tilsvarende var mennesket univers for sine organer og disses celler og mikroindivider, der igen var univers for endnu mindre væsenstyper og så fremdeles uden grænse. Som følge heraf var det ikke ligegyldigt, hvordan vi behandlede det redskab, som er vor organisme - ikke ligegyldigt om vi havde forkerte spise- eller drikkevaner, indtog giftige eller nedbrydende stoffer osv og heller ikke ligegyldigt, hvad vi tænkte, idet alt havde sin karmiske virkning. Det var derfor vort ansvar, om vor organisme og de mikroindivider, hvoraf den er opbygget, får en harmonisk tilværelse. "Vort ansvar", sagde han, "for det liv, hvoraf vort legeme er opbygget, er ikke alene begrænset til den tid, vi gør brug af kroppen. Når vi dør, når vor bevidsthed forlader organismen, er det univers, som vort lig udgør, ikke blot en død masse. Myriader af livsenheder har stadig en fuld livsudfoldelse i denne krop. At negligere det liv, som endnu findes i legemet, når vi har forladt det, må - som enhver anden handling - få karmiske følger. Man kan sige: Det univers du skaber for andre, skal du selv opleve", sluttede han. Han påpegede ansvaret for mikrolivet i vor organisme, således at vi følte det som en pligt at sikre et lig de bedst mulige betingelser for en harmonisk fremadskridende nedbrydning af det organiske liv til uorganisk liv. Det var studiegruppens håb, at dens påbegyndte arbejde kunne bidrage til at skabe forudsætninger for fremtidige bisættelser, der var helt i overensstemmelse med de smukke visioner, som Martinus havde givet udtryk for i sin bog Bisættelse.

Man gik derefter videre med Aage Hvolbys indlæg om "Den fysiske død". Heri skildrede Hvolby de væsentligste kemiske og biologiske processer, der finder sted i forbindelse med organismens nedbrydning og sluttelige overgang til mineral. Hans foredrag var ledsaget af en lang række lysbilleder, der understøttede hans klare og saglige redegørelse om døds- og opløsningsprocesserne for organer og mikrovæsener i vor organisme.

For mange tilhørere var flere af lysbillederne af lig under opløsning utvivlsomt ikke behagelige, men Hvolby indledte også med at sige, efter at have omtalt de mange former, hvorunder vi tidligere døde, og de måder, de lig vi har efterladt os, er blevet behandlet: "Disse tanker om reinkarnationen samt andre analyser, som Martinus er kommet med i forbindelse med dødens problemer, gør, at de, der er til stede her i dag, har en god baggrund for at drøfte disse problemer på relativ afslappet måde, og vi, der har planlagt dagens program, har derfor fundet det mest formålstjenligt, at vi omtaler disse ting på en ret realistisk måde, og det er faldet i min lod at fremkomme med nogle af de mere ubehagelige ting, vi kommer til at opleve i dag".

Hvolby omtalte også balsameringsprocesser og begravelseshuse i USA, men da hele hans foredrag og også hans indlæg, der hed "Næstekærlig behandling af lig", senere vil blive behandlet i særskilt artikel af Aage Hvolby i et følgende nummer af KOSMOS, vil disse to indlæg ikke blive refereret yderligere her.

Derpå fik Henning Laug igen ordet og fortalte denne gang om "Balsamering gennem tiderne". Laug havde grundigt gennemarbejdet sit emne og fortalte detaljeret om balsamering i mange forskellige lande, først om ægyptiske balsameringsmetoder for henholdsvis rige, jævne og fattige mennesker, idet ens økonomiske evne var grundlaget for den metode, man havde mulighed for at vælge. Han gennemgik også balsameringsmetoder og skikke for beboere af de Kanariske øer og i Sydamerika og sluttede med balsamering her i Europa af herskere og paver og gennemgik de forskellige metoder og kemikalier, der havde været anvendt og de, som anvendes i dag.

Der var enkelte spørgsmål fra tilhørerne i forbindelse med Laugs indlæg. Blandt andet blev der spurgt, om der ikke gennem historien findes tilfælde, hvor det ikke blot havde drejet sig om bevarelsen af den ydre form, men hvor man havde søgt at bevare organer, celler osv - det som vi her havde beskæftiget os med. Hertil svarede Laug, at de eksempler, han kendte, der kom nærmest hertil, var den mumificering, der fandt sted i Chile og Peru, når man henstillede lig i store højder og i tørt og køligt klima, der netop befordrede denne proces. Men disse ting, sagde Laug, var ikke helt i kontakt med det, vi her talte om, og ikke så kontrolleret, som de ellers kan blive, og denne skik har sandsynligvis ikke været brugt af hensyn til mikroindividerne, så lidt som alle de øvrige nævnte balsameringsmetoder har været det, men snarere af rent religiøse hensyn.

(Fortsættes i næste nummer).