Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er en kendsgerning, at mennesket langt fra effektivt udnytter sin evne til at føre talens brug. Dette viser sig ikke mindst, når modstridende synspunkter konfronteres med hinanden og søges udlignet gennem en diskussion eller debat. Denne fører meget ofte, hvis ikke oftest, til mentale stillingskrige, hvor parterne kommer i et stadigt mere spændt og tilspidset forhold til hinanden, ledsaget af en voksende indbyrdes fremmedgørelse.

Betænker man på den ene side de mange ulykkelige situationer og begivenheder, som ned gennem menneskehedens historie er blevet følgen af vor manglende evne til at behandle forekommende meningsforskelle rationelt og konstruktivt, og på den anden side verdens helt aktuelle behov for dialoger tværs over en masse forskellige grænser, må det undre, at der ikke er større interesse for denne sag. Det er jo klart, at mange lidelser ville kunne undgås og mange tårer spares, hvis vi alvorligt begyndte at interessere os for effektive metoder, efter hvilke man kunne tale sig til rette om tingene - de store såvel som de små; de er nemlig til syvende og sidst gjort af det samme stof. For ikke sandt: når diplomaterne giver op, træder generalerne sammen. Det har vi nu snart erfaret indtil bevidstløshed.

Men findes der overhovedet sådanne effektive kommunikationsmetoder? - Både ja og nej! "Nej", fordi ingen metoder nogen sinde vil kunne erstatte "god vilje". "Ja", fordi den gode vilje, i det øjeblik den er til stede, vil kunne ledes ind i dialektiske kanaler, ved hjælp af hvilke der i hvert fald altid vil kunne frembringes løsninger, der langt overgår de, som kan blive resultatet af styrkeprøver, af hvad art de end måtte være. Og netop af denne grund bør det ligge alle på sinde at interessere sig for dette problemområde, debattens kunst. Det gælder naturligvis ikke mindst mennesker, der er interesseret i at medvirke til fredelige og fordragelige tilstande i verden, og der er rige muligheder for at gøre erfaringer. For som vi ved, går der næsten ikke en dag, hvor vi slipper for at blive stillet over for anskuelser og synspunkter, der mere eller mindre afviger fra vore egne, og som vi fristes til at gøre til genstand for diskussion.

Det turde være en selvfølge, at den fuldendte debats teknik er et overordentligt omfattende emne, som hverken helt eller halvt lader sig behandle på dette sted. Imidlertid giver Martinus verdensbillede mulighed for hurtigt at finde ind til selve kernen i al debats problematik. Og denne skal her søges skitseret.

For det første lader det sig præcisere, hvilke bestanddele en debat under alle forhold vil være kendetegnet ved, nemlig 1) et sæt afvigende standpunkter, der konfronteres, og 2) efterprøvning af standpunkternes holdbarhed.

Man skulle ikke tro, at det var særligt vigtigt at blive klar over dette. Det skal imidlertid hurtigt vise sig, at det i høj grad er tilfældet. Ja, i så høj grad, at der faktisk er tale om en nøgle ind til den fuldkomne debattekniks allerinderste hemmeligheder. Således har det f. eks. betydning at blive sig klart bevidst, at al debat starter med, at afvigende standpunkter konfronteres. Det giver os nemlig anledning til at undersøge det spørgsmål, hvorfor standpunkter i det hele taget kan være afvigende, og i nøje sammenhæng hermed: hvorfor parterne i en debat som regel er yderst hårdt bundet til deres standpunkter, ja, så hårdt, at det ofte rent ud kniber med at interessere sig for afvigelser herfra under debattens forløb.

Vil man undersøge årsagen til, at standpunkter kan være afvigende, må man begynde med at interessere sig for, hvad der i det hele taget bestemmer givne standpunkter. Og her viser Martinus, at det gør slet og ret det enkelte menneskes personlige erfaringer; det drejer sig om såvel de erfaringer, der umiddelbart lader sig identificere som sådanne, som de, der giver sig udslag i det individuelle udviklingstrin med tilhørende normer for, hvad man kan nænne og ikke nænne på andres vegne.

Da ethvert menneske ifølge sagens natur kun kan have meninger i henhold til sine personlige erfaringer, må det nødvendigvis også være meget hårdt bundet til disse. Det gælder os alle sammen, og det ville være en lykke for os at fatte så megen interesse for denne kendsgerning, at vi også ville være parat til at respektere dens konsekvenser, der simpelt hen består i, at vi, i samme grad som vore erfaringer er forskellige, også må afvige fra hinanden med hensyn til vore meninger og anskuelser. Vi kan simpelt hen ikke andet, og det føler vi også på egne vegne. Det drejer sig herefter blot om at udvide denne erkendelse til også at omfatte "de andre". De er jo i nøjagtigt samme situation, og føler behov for de samme hensyn, som vi på dette område selv ønsker os.

Ja men, hvordan skal man gøre dette i praksis? - Det er meget enklere end man tror. Man skal simpelt hen gøre sig fortrolig med tre hovedregler, som man sætter sig for at ville overholde i enhver debat, man indlader sig på.

Selvfølgelig må den konstruktivt førte debat også finde en konstruktiv afslutning, og denne må naturligt bestå i, at parterne ender med at gøre status. Denne vil muligvis vise, at det er lykkedes at udveksle erfaringer i et sådant omfang, at man nu er enige om mere, end da man begyndte. Men naturligvis er der også mulighed for et mindre frugtbart udfald - ja, endog at større enighed slet ikke blev nået, fordi de erfaringer, der bestemte afvigelserne, ikke lod sig udveksle. Dette kan meget vel være tilfældet, bl. a. fordi ét menneskes erfaringer kan være så afvigende fra et andet menneskes samlede erfaringskreds, at førstnævnte simpelt hen ikke er relevante for det og således ikke siger det noget som helst. Men det er jo i og for sig ikke nogen ulykke, i hvert fald ikke hvis man har forstået situationens kosmiske baggrund, Så vil man ganske enkelt tage situationen som et tilfælde, hvor de naturlige betingelser for at nå til enighed simpelt hen ikke har været til stede jævnfør replikken: "Lån mig dit hoved, så skal du blive forstået som aldrig før". Og her ud over må man trøste sig med, at det, der i dag bestemmer, at vi er forskellige og på dette grundlag ofte besværlige for hinanden, en dag i tidens fylde vil gøre sig gældende som det individualitets præg, der sætter os i stand til permanent at inspirere og berige hinanden i en kommende åndelig verdens millionårige - ja, multi-millionårige intellektuelle samliv.